LA-kandidat: Hvorfor er det opsigtsvækkende, når en liberal politiker snakker om at hjælpe samfundets udsatte?

Alexander Ryle, kandidat til kommunalvalget i København for Liberal Alliance. (PR-foto)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Liberalisme og hjælp til samfundets mest udsatte er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger, skriver Liberal Alliance-kandidaten Alexander Ryle i dette debatindlæg. 

Alexander Ryle, kandidat til Borgerrepræsentationen i København for Liberal Alliance

For mit vedkommende startede kommunalvalgkampen ud med, at min valgplakat med teksten ”bedre hjælp til de mest udsatte” blev fremhævet som en af de mest opsigtsvækkende. Brandingeksperten Frederik Preisler udtalte nemlig til Berlingske, at han blev overrasket, fordi afsenderen var en kandidat fra Liberal Alliance, hvilket gjorde det svært for ham at afkode budskabet. 

Men hvorfor er det opsigtsvækkende, når en liberal politiker snakker om at hjælpe samfundets udsatte?

Lige siden Liberal Alliance blev stiftet tilbage 2008 har vi kæmpet for et samfund, hvor vi sætter individet i centrum og koncentrerer os om at give en ordentlig og hurtig hjælp til dem, der ikke kan tage vare på sig selv. Et samfund, hvor vi prioriterer kernevelfærd og varme hænder over politiske prestigeprojekter, bureaukratisk bøvl og unødig kontrol, som fjerner tid og fokus fra kerneopgaverne. Et samfund, hvor vi anerkender folks forskellige behov og sætter dem i højsædet, fremfor kommunens behov. 

Eller sagt på en anden måde: Et samfund, hvor vi sikrer bedre hjælp til dem, som ikke kan klare sig selv og bruger færre ressourcer på alle os, som ikke har brug for hjælpen. 

Som kandidat til kommunalvalget og mangeårigt medlem af Liberal Alliance, mener jeg at budskabet er fuldstændig ukontroversielt. Socialpolitik og hjælp til socialt udsatte er på ingen måde modsætninger til liberalismen, men tværtimod en hjertesag for mig og noget af det, jeg har mest fokus på her i valgkampen. 

Jeg mener, at det er enormt vigtigt, at vi råber op hver gang vi ser politikere, som prioriterer vores skattekroner helt forkert og svigter de mennesker i vores samfund, som har mest brug for dem.

Når der bruges penge på unødig kulturstøtte, politiske prestigeprojekter og offentligt opgavetyveri i stedet for at give tag over hovedet til hjemløse eller behandlingstilbud til stofbrugere. Eller når der ansættes 1.400 flere akademikere i kommunen i de seneste 10 år, samtidig med at vi mangler socialpædagoger, der kan tage sig af borgere med handicap på ude på bo- og beskæftigelsestilbuddene.

Den omtalte valgplakat fra Alexander Ryle.

Som liberal har jeg også meget svært ved at forstå, hvordan det kan retfærdiggøres at der prioriteres penge til at afholde en klimafestival med den ekstremistiske gruppe Extinction Rebellion, eller at der bruges næsten 50 millioner kroner på at få Tour de France til København. Og hvorfor beslutter man at bruge millioner af kroner på kommunale bycykler, når det for det første ikke er kernevelfærd, og det i øvrigt er i direkte konkurrence med private virksomheder på markedet? 

Jeg forstår det vitterligt ikke, og det provokerer mig, at vi gang på gang skal høre eksempler som disse eller værre, samtidig med at politikere fortæller os, at kommunen mangler penge. 

Jeg har selv en bror med handicap, og har været vidne til hvor svært det har været for ham, at få den hjælp han har brug for. Heldigvis kommer vi fra et ressourcestærkt hjem, hvor det har været muligt at kompensere for nogle af de kommunale tilbud, min bror aldrig har fået. Andre er dog ikke lige så privilegerede, og kan ikke bare få deres familier til at tage fri fra arbejde eller træde til, hver gang kommunen svigter deres ansvar. 

Det gjorde eksempelvis stort indtryk på mig, da jeg i foråret læste om Mohammad på 27 år, som har muskelsvind og ikke er i stand til selv at komme ud af sin seng om morgenen eller tage tøj på. Mohammad har brug for hjælp til toiletbesøg og de fleste andre opgaver i hverdagen, men ifølge Københavns Kommune er han ikke syg nok til at få bevilget en hjælperordning. 

Det betyder, at Mohammad er låst til sin lejlighed, skal planlægge sine toiletbesøg efter hjemmeplejens skema og på ingen måde kan leve et helt normalt ungdomsliv med venner og uddannelse, som vi andre går rundt og tager for givet. 

Mohammad er blevet et nummer i et offentligt system, som hverken magter eller evner at skabe de betingelser for borgerne, som skal sikre et værdigt liv. Mohammad er ikke alene, han er bare en af de få, der har haft overskuddet og modet til at stå frem i offentligheden og fortælle sin historie.

Man siger, at politik handler om prioriteringer. Det er jeg for så vidt enig i, men hvordan man kan komme til den konklusion, at udsatte borgere skal være nederst på prioritetslisten, det forstår jeg ikke. Når politiske prestigeprojekter, hovedløse prioriteringer og halve løsninger danner præcedens på rådhuset, taber vi borgerne i systemet. Det kan vi slet og ret ikke være bekendt. 

I Liberal Alliance vil vi altid prioritere kernevelfærd over klimafestivaler, Tour de France og bycykler, og vi vil hellere ansætte varme hænder end bureaukrater. Udsatte borgere skal have den behandling og respekt, som de har brug for og fortjener, samt sikres mest mulig frihed i hverdagen.

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.