Læge: Coronahåndteringen er den største sundhedsskandale i min levetid

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Det her forløb og regeringens politiske håndtering er den største sundhedsskandale og den største politiske skandale, jeg har oplevet i min levetid, skriver Søren Schifter i dette debatindlæg.

Af Søren Schifter, læge, dr. med.

Der er gået et år siden coronaepidemien startede, og den politiske håndtering er bare blevet værre og værre i løbet af året.  

Fra starten skræmte statsministeren på pressemødet den 11. marts 2020 befolkningen fra vid og sans med dommedagsfantasier og paniknedlukning. 

De værste skrækscenarier blev stillet i udsigt, medmindre der blev handlet resolut med nedlukning og restriktioner. Også selv om den type indgreb aldrig tidligere har været anbefalet, selv fra WHO, og selv om indgrebene var og er uden videnskabelig evidens. 

Mange borgere blev skræmt fra vid og sans, og man må gå ud fra det har været formålet. I modsat fald har alle de ansvarlige brug for intensiv kommunikationsuddannelse. 

Coronaepidemien er den eneste erklærede pandemi i denne sammenhæng, men i Danmark og internationalt har politikernes og sundhedsmyndighedernes kontinuerlige skræmmekampagner oven i coronaepidemien induceret en slags pandemisk massepsykose, som specielt har ramt de autoritetstro og derfor modtagelige, skræmte borgere. 

Skadevirkningerne vil det i bedste fald tage mange år at få repareret blot nogenlunde og en del af skaderne er irreversible. 

Pressen har igennem det år, der nu er gået, overvejende været understøttende for regeringens historiefortælling om, hvor godt nedlukninger og restriktioner virker. Det bidrager til at holde den forfejlede håndtering af epidemien i gang. 

I denne sammenhæng har begrebet kritisk journalistik været svær at få øje på det seneste år, med enkelte undtagelser. 

Et eksempel på ukritisk journalistik er en artikel, der for nylig blev delt bredt i pressen. Den viderebragte en af regeringens “eksperters” historiefortælling om, at restriktionerne har afværget 35.000 dødsfald. Det er ca. 2,6 gange det antal dødsfald med en positiv coronatest, der indtil nu er registreret i Sverige. 

Hvor havde det været nærliggende og en god idé, hvis nogle journalister havde overvejet, om det lød realistisk. 

Et andet eksempel, der for nylig er viderebragt uden nogen form for kritisk journalistisk interesse, er en modelberegning foretaget af regeringens “eksperter”. 

Den finder, at der med de planlagte genåbninger må forventes 870 indlagte med COVID-19 medio april. Pr. 15. april 2021 er der 191 indlagte med en positiv coronatest. Og som det må formodes bekendt har langt fra alle af dem COVID-19. 

Selv hvis der var 870 indlagte, kan det aldrig være argument for at gennemføre samfundsskadelige restriktioner, som ikke virker.

Ingen beregningsmodeller er bedre end deres forudsætninger.  ”Garbage in, garbage out”. Hvorfor lader den danske presse den form for skræmmekampagner passere ukritisk, når det er helt åbenbart, at forudsætningerne for beregningerne i bedste fald er at sammenligne med gæt, og at man med modelberegninger kan få et hvilket som helst resultat, man ønsker? 

Det eneste formål, jeg kan forestille mig med modelleringerne, er, at de skal bruges til legitimering af regeringens politik. Det er ikke en opgave for “eksperter”, og det burde journalister og pressen generelt se kritisk på. Men intet sker.  

Der er absolut ingen evidens for, at nedlukninger af samfundet virker. Det var der ikke for et år siden, og det er der ikke i dag. Alligevel tog man dette yderst samfundsskadelige indgreb i brug, og man fik endog de sundhedsfaglige myndighedspersoner til at legitimere det. 

En af de seneste videnskabelige artikler, hvor problemstillingen er undersøgt, er publiceret i Nature, 5. marts 2021. Heri undersøges “the association between staying at home (%) and the reduction/increase in the number of deaths due to COVID-19”. 

87 lande/regioner over hele verden er undersøgt med i alt 3.741 parrede sammenligninger. I 98,4% af sammenligningerne fandtes ingen signifikant sammenhæng. Og det her drejer sig vel at mærke om objektive data – ikke mere eller mindre subjektive modeller. 

Adskillige andre videnskabelige artikler finder lignende resultater uden holdepunkt for effekt af nedlukninger. 

Der er heller ingen evidens for effekt af ansigtsmasker ved luftbårne virusinfektioner. De 15 randomiserede undersøgelser, jeg har kendskab til, er alle uden signifikant effekt. Randomiserede undersøgelser er det højeste kvalitetsniveau af kliniske undersøgelser. 

Men et bestillingsarbejde fra WHO, som organisationen fik publiceret i The Lancet uden inklusion af én eneste af de randomiserede undersøgelser og udelukkende baseret på observationsstudier – det laveste kvalitetsniveau af kliniske undersøgelser – er af Sundhedsstyrelsen brugt som legitimering for brug af ansigtsmasker. 

Heterogeniteten imellem de inkluderede undersøgelser er så stor, at forfatterne selv beskriver validiteten i beregningerne som lav. Desuden fremgår det, at sponsor, WHO, helt usædvanligt har foretaget review af manuskriptet, før det blev indsendt. 

Søren Brostrøm kaldte undersøgelsen evidens. Men artiklen er ikke i nærheden af begrebet evidens. I bedste fald ved Søren Brostrøm ikke, hvad man forstår ved evidens, og i værste fald taler han mod bedre vidende. 

Evidens for en hypotese opstår ud fra den akkumulerede viden fra pålidelige undersøgelser, som ikke forkaster hypotesen, sammenlignet med de undersøgelser der forkaster den. WHO-artiklen er da også efterfølgende blevet mødt af faglig kritik, bl.a. her.

Det værste i alt det her er imidlertid, at regeringen og sundhedsmyndighederne med skræmmekampagne strategien har ødelagt tillidsforholdet imellem politikere, myndigheder og store dele af befolkningen. 

De skader er for mange borgere uoprettelige, eller de tager i bedste fald mange år at genoprette. -“Trust takes years to build, seconds to break”.

Hvordan burde coronaepidemien så håndteres? Det er glimrende beskrevet i The Great Barrington Declaration, som er formuleret af tre top-epidemiologer fra universiteterne Harvard, Oxford og Stanford. Du kan læse deklarationen her, hvor du også kan skrive under, hvis du er enig.

Det her forløb og regeringens politiske håndtering er den største sundhedsskandale og den største politiske skandale, jeg har oplevet i min levetid. Aldrig, mig bekendt, har en regering på så kort tid gennemført så mange meningsløse og virkningsløse foranstaltninger med så store samfundsskadelige effekter. 

I mange år fremover vil vi alle komme til at slæbe på denne klods om benet. Det er en regning, vi overlader til de næste generationer at betale. 

Tænk engang, hvad vi kunne have investeret i, i stedet for denne meningsløse nationale selvdestruktion. Hvis du altså kan holde tanken ud. 

Vi kunne have fået veldimensionerede, apparaturmæssigt up to date og personalemæssigt velnormerede nye “supersygehuse”. Vi kunne have igangsat tiltrængte infrastrukturprojekter. Vi kunne have finansieret grøn omstilling. Og vi behøvede ikke engang at vælge imellem investeringerne, hvis vi havde disponeret over de eksorbitante beløb, der nu fuldkommen meningsløst er smidt ud ad vinduerne. 

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?

Subscribe

* indicates required

.

Vi opbevare din data sikkert, og du kan til hver en tid melde nyhedsbrevet fra igen

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp's privacy practices here.