[vc_row][vc_column][vc_column_text]Hvorfor er det pludselig blevet i orden at tvinge mennesker til behandling og isolation ude af proportion med målet? Læge Mia Gall Grandahl kræver svar fra regeringen på dette og en række andre afgørende spørgsmål om coronahåndteringen.
Af Mia Gall Grandahl, læge
Når en behandling iværksættes i sundhedsvæsenet, er det lovpligtigt at indhente informeret samtykke. Der skal informeres om effekt af en given behandling og om de almindelig og alvorlige bivirkninger, der kan være. 
Det nytter ikke, at man opererer eller giver en medicinsk behandling, blot fordi man tænker, at det vil være det bedste i en kirurgisk eller medicinsk sammenhæng. Den enkelte har ret til at tage stilling til, om de ønsker det, der tilbydes. 
Det sker, at nogen ikke ønsker det, man mener, er bedst for dem. 
Hvis det drejer sig om en person, der er sindssyg eller i en tilstand der ganske må sidestilles hermed, findes der lovhjemmel til at udøve tvang, hvis det findes uforsvarligt ikke at handle i form af indlæggelse og behandling. Eller hvis personen er sindssyg, har behov for behandling og udgør en fare for sig selv eller andre. 
Det ligger i lovgivningen, at man altid skal bruge mindste middel. Hvis der findes mindre indgribende måder at opnå formålet, skal man altid forsøge at gøre dette. 
Bliver det nødvendigt at anvende tvang, fremgår det af lovgivningen, at den enkelte har ret til at klage over tvangsforanstaltningen og der skal tages stilling til, om lovgivningen er overholdt. 
Det fremgår også, at findes det nødvendigt at frihedsberøve et menneske, så skal der være flere læger til at træffe beslutningen. Desuden skal det revurderes med faste intervaller. 
Covid-19 i Danmark
Et studie publiceret i september 2020, hvor det er opgjort, hvor mange der er døde med covid-19 på danske intensivafdelinger, viser, at ud af samlet 323 patienter indlagt med covid-19-relateret sygdom døde 37 procent. Dette er lavere end tidligere rapporteret internationalt. De største risikofaktorer for død af covid-19 var høj alder, kronisk lungesygdom og aktiv kræftsygdom. 
Sammenlignes med lignende undersøgelser fra andre lande, var de danske patienter ældre, men delte ellers et lignende mønster af risikofaktorer. Dette svarer til tidligere rapporteret dødelighed hos patienter med svær lungesygdom. 
Kapaciteten på danske intensivafdelinger blev ikke på noget tidspunkt oversteget, og en forklaring på den lavere dødelighed i Danmark sammenlignet med andre lande kan skyldes, at vi i Danmark har lige og gratis adgang til sundhedsydelser. Det var vigtigt, at intensivafdelingerne kunne følge med og havde ressourcer til at behandle de indlagte patienter. 
I samme periode, som ovennævnte studie kørte, var der 70.000 registrerede patienter med covid-19 og dermed beregnes en risiko for indlæggelse på intensiv på 0,5 procent (se studie her). Der kan regnes videre på dette tal og udregnes en risiko for at dø af covid-19-relateret sygdom på en intensiv afdeling på 0,16 procent.
De amerikanske og italienske skrækscenarier
Overdødeligheden i Italien er beskrevet til at kunne begrundes i, at den italienske befolkning er ældre. Endvidere kan den høje dødelighed i Italien kan skyldes en overestimering, da der ikke findes en god definition på død af covid-19. Covid-19 døde registreres, som patienter tidligere testet positive for coronavirus uafhængigt af, om deres død kan skyldes anden sygdom (se studie her). 
Ved vi med sikkerhed, hvad de 2300+ personer i Danmark, der er døde med corona, rent faktisk er døde af? Det, vi ved indtil nu, er, at disse personer er testet positiv for coronavirus inden for 30 dage op til deres død. 
Overdødeligheden i USA kan forklares ud fra, at der ikke er lige adgang til sundhedsydelser og den høje dødelighed hos den farvede del af den amerikanske befolkning kan skyldes dårlig social status og dårligere helbred hos lige denne del af den amerikanske befolkning. Hvide amerikanere er ældre, hvis de dør med covid-19 end andre etniske grupper i USA. Der findes også evidens for, at luftforurening i USA har en association til dødelighed af covid-19.
Isolation og nedlukning skader folkesundheden
At isolere de ældre har store konsekvenser for deres helbred. Ensomhed øger risikoen for hjertekarsygdomme, autoimmune sygdomme, neurokognitive og mentale problemer. Social isolation øger risikoen for at ældre udvikler angst og depression. Det er påvist, at ensomhed øger de ældres besøg hos egen læge. 
Det er velbeskrevet, at de midler, der bliver taget i brug for at inddæmme coronavirus, er med til at øge dødeligheden af andre sygdomme. Både nu og på længere sigt. Det, at befolkningen holder sig hjemme og ikke i samme grad går til lægen, og det, at læger kan være bange for at se patienter i denne tid, kan medvirke til øget akut dødelighed. 
På længere sigt drejer det sig om dårligere kvalitet af kræftbehandling og af kræftdiagnostik. Det giver øget risiko for død, at anden behandling nedprioriteres. Økonomisk krise og øget fattigdom øger risikoen for dårligere fysisk og psykisk helbred. Der er stærk evidens for, at arbejdsløshed, finansielle kriser, depression og social isolation har en negativ effekt på sygelighed og dødelighed over længere tid. 
Kuren er værre end sygdommen
Sammenlagt ser det ud til, at øget dødelighed på baggrund af foranstaltninger sat i værk grundet coronapandemien på verdensplan vil overstige dødeligheden af covid-19. Dødeligheden af covid-19 varierer på verdensplan baseret på forskelle i aldersfordeling, socioøkonomiske uligheder, kliniske risikoprofiler og restriktioner og sundhedssystemet i det enkelte land (se studie her).
Statens Serum Institut skriver, at stort set alle kroniske sygdomme øger risikoen for et alvorligt covid-19 forløb. Kun få under 60 år er døde og danskere op til 80 år har haft en høj overlevelse, hvis de ikke har haft nogle kroniske sygdomme. 
Gennemsnitsalderen for døde med covid-19 er på 82 år. Dermed er den lige så høj, som den gennemsnitlige alder blandt danskere, der dør i al almindelighed. Risikofaktorerne for et alvorligt forløb med covid-19 ligner meget risikofaktorerne for influenza og lungebetændelse. 
Vi må ikke gå i panik
Alle disse data understreger vigtigheden af ikke at gå i panik, men i stedet tænke sig grundigt om, når der tages beslutninger om den fremtidige håndtering af smittespredning af virus i samfundet. 
Hvis vi sætter behandling af andre sygdomme, miljømæssige tiltag og folks økonomi over styr, så ser det ud til, at vi rent faktisk øger risikoen for at få svær sygdom af coronavirus. 
Så hvad er i virkeligheden det farlige her? 
På baggrund af ovenstående må det konkluderes, at det farlige i denne situation er, at vi sætter alle ressourcer ind på at lukke ned for alt det, der holder samfundet raskt, både fysisk og psykisk, samtidig med at vi oparbejder en kæmpe statsgæld. 
En statsgæld, der vil gøre det sværere at finansiere det fremtidige sundhedsvæsen inklusive intensivafdelingerne. Og en gæld, som f.eks. også vil gøre det sværere at fortsætte med at sikre politiske beslutninger, der kan nedbringe luftforureningen. 
Jeg savner svar fra regeringen
Så er det informeret samtykke og mindste middel, når de ældre på deres sidste dage bliver isoleret i deres hjem og på plejecentre?
At nogen på deres vegne tager en beslutning, om at forringe deres livskvalitet ved at frarøve de ældre mulighed for at se deres familie og venner? At øge de ældres risiko for at udvikle angst og depression? 
Hvordan forholder det sig med at tvinge hjemløse til isolation? Hvem kan de klage til?
Hvordan med at isolere alle børn og unge? Det må efterhånden være tydeligt for enhver, at børn og unge i Danmark lider. Regeringen har stik imod, hvad American Academy of Pediatrics anbefaler, valgt at holde børn og unge hjemme fra skole. 
Har regeringen levet op til at informere grundigt om nuancerne i infektion med coronavirus? 
Jeg mener det ikke. 
Som Etisk Råd skriver: ”Billeder af døende på hospitalsgange forleder os til at overse den langt større mængde lidelse, der muligvis fordeles rundt i samfundet som en konsekvens af vores indsats for at undgå covid-19’s meget synlige dødsfald. Fra et sådant perspektiv vil det være vigtigt ikke at reagere for spontant, næste gang en nedlukning besluttes og en genåbning realiseres. Hvis man alene reagerer på letgenkendelige ofre, risikerer man at forskelsbehandle mellem et her og nu og fremtiden.” 
Så man må spørge regeringen, hvor er det informerede samtykke, når danskerne overbevises om at det er farligt at gå udenfor en dør og farligt at gå på arbejde, når det, der beskytter os, i virkeligheden er, at vi holder os sunde og raske fysisk, mentalt og økonomisk? 
Hvor er retten til at klage over tvang, når en ældre medborger tvinges til at tilbringe et helt år af sin sidste tid i isolation på et plejehjem uden mulighed for fysisk berøring og nærvær? 
Hvad er der blevet af de seneste års intensive arbejde på at nedbringe tvang i psykiatrien?
Hvorfor er det pludselig blevet i orden at tvinge mennesker til behandling og isolation ude af proportion med målet? 
Jeg savner, at regeringen giver den danske befolkning svar på ovenstående spørgsmål og på, hvilke faglige argumenter regeringen baserer sin beslutning om, at covid-19 har særstatus overfor andre sygdomme.
Dette indlæg til Indblik.net er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]