Lars Vilks og to betjente er omkommet i tragisk ulykke

Foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

To betjente og en person med politibeskyttelse er søndag omkommet i Sverige.

Det oplyser svensk politi på sin hjemmeside.

Svensk politi bekræfter over for mediet SVT, at personen under politibeskyttelse var den svenske provokunstner Lars Vilks. Oplysningen bekræftes også af hans samlever over for avisen Dagens Nyheter.

Vilks blev 75 år.

De tre er døde som følge af en trafikulykke på motorvejen E4 uden for Markaryd, hvor en civil politibil og en lastbil kolliderede søndag eftermiddag.

I dansk sammenhæng kendes Lars Vilks især fra skudangrebet mod kulturhuset Krudttønden i København i februar 2015.

Her var Vilks sammen med flere andre indbudt til et debatmøde om ytringsfrihed og blasfemi.

Baggrunden var, at Lars Vilks i 2007 fik publiceret en karikaturtegning, som forestiller profeten Muhammed som en hund. Det medførte flere dødstrusler.

Året inden var Muhammedkrisen brudt ud som følge af de tegninger af den islamiske profet, som Jyllands-Posten havde offentliggjort.

Lastbilchaufføren fra ulykken er kørt med en ambulance til behandling på hospitalet. Han er ifølge Expressen indlagt med alvorlige kvæstelser.

Det er endnu uvist, hvad der førte til ulykken, men foreløbige oplysninger indikerer, at den civile politibil kom over i den forkerte side af vejen. Her kolliderede den med lastbilen og brød i brand.

De pårørende til de omkomne er underrettet.

/ritzau/

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?