[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Lobbyisme er en storindustri i EU

Lobbyisterne forsyner ofte EU-systemet med nyttig viden – men forfølger i sagens natur især egne interesser.
Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net
Lobbyisterne er massivt til stede i EU’s lovgivende og regulerende system. De har indflydelse i Kommissionen, i de såkaldte ”comitology”-komiteer, som består af Kommissionen og repræsentanter for de enkelte medlemslande, og i Parlamentet. Sommetider repræsenterer lobbyisterne store fælleseuropæiske organisationer, til andre tider snævre nationale interesser. Sommetider leverer de nyttig ekspertviden til lovgiverne i Bruxelles, til andre tider argumenterer de for hensynet til nationale industrier.
I en ny bog med titlen ”Lobbying in the European Union” har Rikke Wetendorff Nørgaard, Peter Nedergaard og Jens Blom-Hansen fra København Universitet og Aarhus Universitet bidraget med et afsnit om ”Lobbyism in the EU Comitology System”.
”Det overraskede os faktisk at konstatere, hvor massivt der drives lobbyvirksomhed i forbindelse med arbejdet i EU. Der lobbyes på alle niveauer – over for de nationale myndigheder, over for Comitology-komiteen og over for Parlamentet,” siger professor Peter Nedergaard fra Institut for Statskundskab på KU til Indblik.net.
Trekløveret har studeret lobbyismen omkring de såkaldte Comitology-komiteer. De har ikke noget dansk navn, men de har stor beslutningskraft: Faktisk besluttes ca. 50% af lovgivningen i EU i disse mellem 150 og 300 komiteer. De har beslutningskraft, fordi de i nogen grad er et ”mini-ministerråd”, da alle lande har en repræsentant i komiteerne, hvor et medlem af EU-kommissionen er formand. EU’s lovgivningssystem ville simpelthen blive kvalt af forstoppelse, hvis alle beslutninger skulle helt op på minister- eller ambassadørniveau for at blive vedtaget.
Før et forslag kan blive vedtaget i Comitology-komiteen, skal det også godkendes af Europa-Parlamentet. Det betyder, at der er mulighed for lobbyisterne at søge indflydelse på mindst tre niveauer. Over for de nationale myndigheder i hjemlandet, over for Comitology-komiteen og over for Europa-Parlamentet, hvor der igen er nationale repræsentanter og faglige udvalg.
Det danske forfatter-trekløver valgte at undersøge to forslag til EU-lovgivning. Forslaget om CO2-kvoter og forslaget om luftfartssikkerhed. Det er begge forslag, som er teknisk komplicerede, og hvor der er betydelige private interesser. Det er også områder, hvor Kommissionen formelt er forpligtet til at høre de berørte parter, inden man vedtager forslagene.
Forfatterne valgte at undersøge, hvordan danske virksomheder og deres organisationen brugte lobbyvirksomhed for at få indflydelse.
Det overraskede forskerne, at den mest aktive lobbyist fra Danmark, når det gjaldt forslaget om CO2-kvoter, var interesse- og paraplyorganisationen Dansk Industri (DI).
”Det er interessant, at DI udførte sin meget aktive lobbyisme på vegne af et enkelt medlem,” siger professor Peter Nedergaard.
”Det var meget vigtigt for dette DI-medlem, at dets produktion blev anbragt i en ’korrekt’ kategori, så CO2-omkostningerne ikke blev anderledes end for konkurrerende virksomheder.”
Peter Nedergaard kan ikke oplyse, hvilken dansk virksomhed der er tale om.
De to Comitology-komiteer, klimaændrings-komiteen og komiteen for luftfartssikkerhed har begge eksperter tilknyttet, så derfor kan lobbyisterne ikke byde ind her med viden fra deres egne eksperter. I stedet efterspørger disse komiteer viden om forholdene og interesserne i de enkelte medlemslande.
Lobbyismen kunne derfor i dette tilfælde rettes mod det danske ministerium for klima og energi, og det lykkedes også interesseorganisationerne Danske Tegl og Dansk Energi at få adgang til ministerens embedsmænd og forsyne dem med de informationer, som kunne tjene de danske virksomheders interesser.
I diskussionerne om reglerne for luftfartssikkerhed deltog den statslige Luftfartsstyrelsen i EU’s komité for civil luftfartssikkerhed (Committee on Civil Aviation Security) Luftfartsstyrelsen havde kontakt med de interesseorganisationer, som organiserer luftfartsindustriens deltagere. Forfatterne bemærker, at Luftfartsstyrelsen ikke kontaktede DI, som ellers har en del af operatørerne i luftfartsindustrien som medlemmer.
Forfatterne konkluderer, at ”forretningsinteresser generelt havde succes med at få adgang til beslutningstagerne – dog i varierende grad. Som forventet i forhold til vores hypotese var institutionerne i Comitology-systemet mest interesseret i at tale med sektorinteresser, fordi her kunne de få adgang til ekspertviden.”
”Vi konkluderer, at lobbyisme er meget udbredt, og at fænomenet fortjener nærmere eftersyn fra sanfundsvidenskaben i fremtiden,” siger professor Peter Nedergaard.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2385″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”1497″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”2556″][/vc_column][/vc_row]