Løkke: En rigsretssag vil splitte befolkningen

Lars Løkke frygter rigsretssag vil splitte befolkningen
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lars Løkke Rasmussen pointerer igen, at han vil stemme imod en rigsretssag. Han frygter, at det kan splitte befolkningen.
Det gjorde den tidligere statsminister for Venstre og nuværende løsgænger klart fra talerstolen under anden behandling af rigsretstiltalen mod Inger Støjberg (V).
– En rigsret kommer til at grave grøfterne dybere. Der er gået skyttegrav og symbolpolitik i sagen fra begge sider, siger Lars Løkke Rasmussen.
– Der har været en stædighed hos Inger Støjberg, som jeg selv fejlagtigt har tolereret alt for længe. Men det her er ikke godt for samlingskraften i den danske befolkning.
Han mener i stedet, at et samlet Folketing skal vedtage en beretning, der udtaler kritik af Inger Støjberg.
En rigsretssag kan føre til et martyrium, siger Lars Løkke Rasmussen.
– Hvis der mod min forventning dømmes til straf, så vil det være i den meget lette ende.
Lars Løkke Rasmussen mener, at der er for meget usikkerhed om en rigsretssag kan føre til domfældelse af Inger Støjberg.
– Man anlægger ikke en rigsretssag for at finde ud af, om der kan straffes. Man anlægger en rigsretssag, hvis man føler sig overbevist om, at det fører til domfældelse.
– En rigsretssag kommer til at sætte en fremtidig barre for at føre den slags sager alt for lavt, siger han på talerstolen.
I januar slog Lars Løkke Rasmussen første gang fast, at han vil stemme imod en rigsretssag. Det gjorde han på sin hjemmeside.
Tirsdag skal Folketinget tage stilling til, om der skal rejses en rigsretssag mod Inger Støjberg.
Det sker i forbindelse med en sag fra 2016 om ulovlig adskillelse af alle asylpar, hvor den ene var mindreårig. Dengang var Inger Støjberg den ansvarlige minister.
Flertallet i Folketinget for en rigsretssag er dog allerede på plads inden afstemningen.
Alle partier undtagen Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og ni medlemmer af Venstre er for en rigsretssag.
/ritzau/

Fik du læst?