Mads Fuglede skærer igennem Afghanistan-støjen: Her er 4 afgørende betragtninger, du bør få med

Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Medierne flyder i disse dage over med skæve og letkøbte analyser af krisen i Afghanistan. Mads Fuglede skærer igennem støjen og giver dig her 4 vigtige – omend foreløbige – betragtninger, som gør dig klogere på situationen.

Af Mads Fuglede, folketingsmedlem for Venstre, historiker og politisk analytiker

Man har haft to årtier til at træne en hær og en politistyrke, der både kunne forsvare Afghanistans befolkning og den demokratiske centralmagt, der skulle befri landet fra det middelalderlige greb, Taliban tidligere havde holdt det i.

Men det er man mislykkedes med.

Udadtil roste man de afghanske styrker, men indadtil – og når man udtalte sig uden for citat – så virkeligheden meget anderledes ud. Især amerikanske medier som Washington Post, New York Times, WSJ (Wall Street Journal, red.) og the Atlantic har skrevet om det. Ligeledes har det fortræffelige Foreign Affairs. Meget af det, der her følger, er fra deres analyser.

De soldater og de betjente man trænede i Afghanistan, var helt uinteresseret i at løse de opgaver man pålagde dem. Hurtigt sank meget sammen i korruption. En norsk diplomat anslog, at omkring 30% af de “uddannede” forlod deres post for at oprette egne vejspærringer, hvor man kunne afpresse forbipasserende.

På papiret talte hæren 350.000 mand – men af dem var der mere end 100.000, som man ikke vidste, hvor var. Korruptionen gennemsyrede hæren helt ned på delingsniveau. Hurtigt blev hæren og politiet lige så forhadt som Taliban, blandt de borgere de angiveligt skulle beskytte.

Det påstås, at afghanerne slet ikke vil have et mere vestligt orienteret samfund – og at de i virkeligheden hellere vil det sære islamistiske voldsregime, som Taliban er.

Det er en helt skæv analyse.

Undersøgelser viser, at de fleste afghanere hader Taliban. Men når de eksempelvis oplevede, at den nationale hær kom til en provins, og gik i gang med at sælge deres eget udstyr på det sorte marked og afpresse de lokale, så blev man mange steder meget pragmatisk, og havde med en vis ret svært ved at se den store gevinst ved centralmagten i Kabul.

New York Times beretter om et område, hvor 500 regeringstropper ikke kunne bekæmpe 20-30 talibanere, fordi de slet ikke var der for at bekæmpe talibanere, men snarere for at lave penge selv. Reaktionen var den indlysende, at de lokale fik en meget opportunistisk tilgang til, hvem man støttede. 

Der er mange årsager til, at alt er gået galt. Der findes ikke en forklaring, der rigtig dækker, og mange af de analyser man laver nu, vil man sikkert justere over tid.

De nemme sammenligninger er altid de mest letkøbte, selvom det nok ikke giver os nogen egentlig viden om noget som helst at drage paralleller til kommunisternes sejr i den vietnamesiske borgerkrig, så er det slående, hvor mange fejl amerikanerne ikke synes at have lært af.

De følgende betragtninger er derfor foreløbige, men…

1) …hvorfor gjorde man ikke arbejdet færdigt, da man oprindeligt havde Taliban trængt helt i defensiven? I stedet drog amerikanerne til Irak, hvor man også gjorde tingene halvt. Man pressede ikke Taliban nok, og man uddannede ikke nok afghanere til at kæmpe og skabe sikkerhed. Resultatet var, at Taliban allerede i 2005/6 hastigt var ved at komme til hægterne, mens deres modstandere nu var for få eller for dårligt trænet. Det er meget svært at vinde en konflikt med ad hoc løsninger. Styrker der skal kæmpe over længere tid, skal lære doktriner, principper for krigsførsel, og gives en klar ide om, hvilken rolle de skal udfylde.

Man gjorde intet af dette, og ansvaret ligger hos Bush-administrationen.

I stedet indrullede man lokale krigsherrer og gjorde dem til officerer. Helt ned til befalingsmands-niveau skabte man ikke et meritokratisk system, hvor man forfremmede efter evner, men fik i stedet et officerskorps, hvor klan-tilhørsforhold, penge og familiebånd alt for ofte afgjorde, hvilken grad man havde.

Rumsfeld George Rumsfeld, forsvarsminister 2001-2006 under præsident George W. Bush, red.) blev eksempelvis orienteret om, at 2 ud af 10 rekrutter kunne læse lidt. Resten var analfabeter.

Sådanne styrker kan aldrig komme til at stå på egne ben eller vinde over selv en dårligt udrustet fjende. Da Obama kom til, blev det ikke bedre. Nu var man endnu mere forhippet på, at man ville ud, og eskalerede opbygningen af hær og politi yderligere. Det blev problemet bare større af.

2) Det er ikke bare Joe Bidens skyld. Præsident Biden har selvfølgelig ansvaret for det kollaps, vi er vidne til nu. Og det bliver en utilgivelig plet på hans eftermæle. Men problemerne går tilbage til Præsident Bush, og de blev sidenhen aldrig løst af Obama eller Trump. Selvom de alle havde mulighed for at standse op og forsøge at gøre tingene væsentligt anderledes. Problemet var, at det ville have krævet, at der skulle mange flere vestlige soldater til Afghanistan i en længere periode. Det politiske manøvrerum til den beslutning kan være svær at få øje på.

3) I lang tid har man været klar over, at man var ved at skabe en kleptokratisk centralmagt i Afghanistan. Korruptionen var at se alle steder og på alle niveauer. Det her handler ikke om sammenstødet mellem vestlige idealer og islamisme. Det er sandsynligvis den mindst interessante vinkel at anlægge. Det her handler om afgrundsdyb korruption, og at man begyndte at belønne afghanerne i form af flere midler, jo mindre de gjorde, og des mere udueligt de optrådte.

Helt fra start gjorde man sig den observation, at afghanske styrker ofte kæmpede godt og modigt, når de var i felten sammen med eksempelvis amerikanerne. Men når man ikke var der, faldt det hele sammen. Man havde masser af eksempler på delinger, der skilte deres egne køretøjer ad og solgte stumperne, når man var væk. Mange solgte endda deres uniformer. Ofte uden nogen anden konsekvens, end at amerikanerne kom tilbage med flere penge. Man havde med andre ord skabt verdens mest elendige incitamentsstruktur.

4) Afghanistan er ikke imperiers kirkegård. Det er en af de mest letkøbte analyser, der findes derude. Det er rigtigt, at briterne, russerne og Vesten/USA alle er kommet til kort i deres forsøg på at dominere Afghanistan militært. Men Afghanistan har været en del af et eller andet imperium i mere end 2.500 år. Også uden at disse stormagter er blevet ødelagt heraf.

Afghanistan skal snarere forstås som et område så stort og så uvelkomment, hvad angår de geografiske udfordringer, at en militær løsning ikke rækker. Det kræver et uforholdsmæssigt stort antal sikkerhedsstyrker. Afghanistans kludetæppe af klaner og vanskelige geografiske forhold gør, at man skal tænke i politiske løsninger, der inkluderer det meste af landets religiøse og etniske grupperinger, hvis man skal have en langtidsholdbar løsning. Grækerne, perserne og til dels også mongolerne mestrede alle dette.

Det skulle man have tænkt over for længe siden.

Som jeg gør mig flere tanker, vil dette opslag blive opdateret og revideret. Det er skrevet under indtryk af kaos, og måske ser jeg anderledes på dele af det, som tingene udvikler sig.

Teksten har været bragt på Mads Fugledes Facebookside, men er videregivet her på Indblik med hans tilladelse. Følge løbende med i Fugledes opdateringer og revideringer via dette link.

Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?