Markant stigning: Mistrivsel, udmattelse og ensomhed plager stadigt flere danskere

Lavere coronabekymring kan øge ensomhed og udmattelse
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der har ikke været så mange unge i alderen 18-34 år, der føler sig ensomme under corona som nu.
Det fortæller Michael Bang Petersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og leder af Hope-projektet, som følger danskernes coronaadfærd.
– På tværs af alle de aldersgrupper, vi følger, er der en stigende oplevelse af ensomhed fra februar til marts. De unge ligger højest, hvor lidt over 40 procent siger, at de føler sig ensomme lige nu og her, siger han.
Samtidig er der fra januar til marts sket en stigning antallet for, hvor mange der føler, at de ikke kan overholde coronarestriktionerne meget længere. Mens to procent var helt enige i det i februar, gjaldt det for otte procent i marts.
Omvendt var antallet, der fuldstændig afviser udmattelsen, faldet fra 45 til 34 procent.
– Der er ikke et massivt flertal, som siger, at de ikke kan holde det ud længere, men der er en stigende oplevelse af, at det er rigtig, rigtig hårdt. Så der er mistrivsel, og der er udmattelse, siger Michael Bang Petersen.
Deltagerne i projektet er ikke spurgt til grunden for ensomheden eller udmattelsen, men professoren vurderer, at det skal ses i sammenhæng med en faldende bekymring for corona i befolkningen i takt med, at presset på sundhedsvæsenet er lettet.
De seneste måneder er antallet af nye smittetilfælde og indlagte styrtdykket fra dage med over 4000 smittede i december, til at der i hele februar og dele af marts har været cirka 500 nye tilfælde per døgn.
– Det folk primært er bekymret for nu, er landets økonomi.
– Når vi har den ikke så høje bekymring for coronavirusset, og man samtidig føler sig ensom, og at det gør ondt ikke at se sine venner og sin familie, kan det skabe en oplevelse af meningsløshed.
– Man har svært ved at se, hvorfor man skal blive ved, når det gør ondt. Jeg tror, det er det, der sætter sig i tallene, i forhold til hvorfor man har svært ved at overholde restriktionerne, siger Michael Bang Petersen.
Undersøgelsen viser, at folk ikke ser særligt mange flere venner og familiemedlemmer i dag, end de gjorde i januar.
– Der har været en lille stigning, men det er ikke sådan, at vi på nogen måde har givet slip. På den måde holder vi stadig os selv i relativt stramme tøjler.
I øjeblikket er der forbud mod at samles flere end fem på offentligt tilgængelige steder, og der er en kraftig opfordring til, at folk heller ikke mødes flere end fem i privaten. Fra mandag hæves det til et loft på ti.
/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?