Island har ikke overtal af kvinder i parlamentet alligevel, viser en fintælling af stemmerne.
Tidligere søndag viste resultater fra valget til Altinget ellers, at 33 af de 63 pladser i det islandske parlament var gået til kvindelige kandidater.
Men en fintælling af stemmerne fra lørdagens valg har søndag aften ændret på det resultat.
Fintællingen viser, at kvinder sætter sig på 30 pladser, mens mænd er valgt ind på de øvrige 33 pladser. Det skriver den islandske tv-station RÚV.
I det nordvestlige Island var optællingen så tæt, at stemmesedlerne måtte tælles om.
Et sted var der kun ti stemmers forskel på to partier, Reformpartiet og Piratpartiet.
– Vi besluttede at lave en fintælling, fordi resultatet var så tæt, siger Ingi Tryggvason, der er leder af de valgtilforordnede i en valgkreds i det nordvestlige Island, til nyhedsbureauet AFP.
Fintællingen udløste en dominoeffekt, der også påvirkede fordelingen af i alt ni mandater i andre dele af Island, skriver RÚV.
Det påvirker ikke fordelingen af partiernes mandater. Men det ændrer på, hvilke kandidater der er valgt ind.
Tidligere søndag skrev medier i både Island og flere andre dele af verden, herunder Danmark, at Island var det første europæiske land, hvor kvinder er i flertal i parlamentet.
Men i stedet for 52 procent kvinder er der nu 47,6 procent i Altinget.
Det kunne søndag aften endnu ikke udelukkes, at der også skal fintælles andre steder i landet.
/ritzau/