Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, vil ikke stå i vejen for Støjberg, hvis hun ønsker at prøve kræfter med DF-formandskab.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk
Som konsekvens af resultatet ved efterårets kommunalvalg har Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, valgt at trække sig som formand for partiet.
Det sker efter, at Dansk Folkeparti kun fik 4,1 procent af stemmerne, hvilket er en halvering i forhold til de 8,8 procent, som partiet fik til kommunalvalget i 2017.
Af den grund har Thulesen Dahl indkaldt til et ekstraordinært landsmøde, som finder sted den 23. januar 2022. Til landsmødet skal partiets medlemmer vælge en ny formand, der skal styre slagets gang.
Her har flere peget på partiets næstformand Morten Messerschmidt som værende en solid kandidat til valget.
Morten Messerschmidt som formand for Dansk Folkeparti er ikke drømmescenariet – ihvertfald ifølge Messerschmidt selv.
I programmet “Lippert”, som bliver sendt på TV 2 NEWS, fortæller Messerschmidt, at han under ingen omstændigheder ville stille op, såfremt tidligere Venstre-medlem Inger Støjberg ønskede at være formand for partiet.
Til spørgsmålet om, hvem Morten Messerschmidt helst vil have som formand, svarede han således:
– Hvis Inger Støjberg gerne vil være formand for Dansk Folkeparti, så tror jeg allerede nu her i aften, at jeg kan sige, at så vil jeg klappe i mine små hænder. Så stiller jeg ikke op.
I august blev Morten Messerschmidt idømt seks måneder betinget fængsel for dokumentfalsk og misbrug af EU-midler i retten i Lyngby. En sag, der i pressen har fået navnet “Meld og Feld-sagen”.
Morten Messerschmidt har valgt at anke dommen.