Mette Frederiksen afsløret i muligt lovbrud: ”Det er klart i strid med reglerne”

Foto: Francisco Seco/AFP/Ritzau Scanpix

Et opslag på Mette Frederiksens Facebook-side fra den 4. november er muligvis i strid med loven, lyder det fra ekspert.

Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk

Mange husker nok, da statsminister Mette Frederiksen den 4. november 2020 ulovligt beordrede alle landets mink aflivet.

I forbindelse med den beslutning lavede statsministeren et langt opslag på sin Facebook-side, hvori hun redegjorde for beslutningen samt noget lokal nedlukning i en række forskellige kommuner på daværende tidspunkt.

Tirsdag morgen kunne B.T. afsløre, at neutrale embedsfolk i Statsministeriet var involveret i at formulere et udkast til Mette Frederiksens Facebook-side.

Det viser en aktindsigt, der omhandler regeringens pressemøde den 4. november, hvor de annoncerede beslutningen. I aktindsigten fremgår to dokumenter med titlen “Forslag SoMe Mink”.

Er disse udkast blevet ført ud i livet, er der en stor chance for, at Mette Frederiksens opslag fra den 4. november er blandt disse.

Over for B.T. kan Statsministeriet bekræfte, at udkastet var tiltænkt Mette Frederiksens Facebook-side, og at der er tale om “udkast til indlæg på statsministerens sociale medier vedrørende aflivning af alle mink og varsling af restriktioner i Nordjylland”.

I strid med reglerne

Ifølge professor i forvaltningsret, Sten Bønsing, er dette dog et problem.

Faktisk mener han, at det slet ikke er tilladt.

– Det er klart i strid med reglerne for, hvad man må bruge embedsfolk til, siger han og fortsætter:

– Det, man som minister og politiker kan få hjælp til, er input og faglig sparring. Men jeg mener ikke, at det ligger inden for rammerne, når man får udarbejdet udkast til opslag på sociale medier.

Sten Bønsing fastholder, at det er i strid med forvaltningsloven og forvaltningsretlige principper, når embedsværket på den måde involveres.

Han er dog ikke den eneste, der finder denne situation meget alvorlig.

Tim Knudsen, statskundskabsprofessor emeritus ved Københavns Universitet, er også meget kritisk.

– Når flere medarbejdere på tværs af ministeriet bliver involveret i den slags, så krydser man en grænse. Politiske budskaber på politikeres private profiler skal ikke formuleres af embedsværket.

– Der hører det klart ikke hjemme, og man kan spørge sig selv, hvorfor det var det neutrale embedsværk og ikke hendes eget partiapparat, der stod for den del?, siger Tim Knudsen til B.T.

I øvrigt mener han også, at det er en “yderst problematisk udvikling”.

Indblik arbejder på at få en kommentar fra Statsministeriet til sagen.

[adning id="17957"]

Fik du læst?