[vc_row][vc_column][vc_column_text]Selv Mette Frederiksens egne borgmestre har nu fået nok af hendes langtrukne nedlukninger.
Af Simon Riedel, simon@indblik.net
Nu er de socialdemokratiske borgmestre ved at have fået nok.
De mener tiden er ved at være inde til at få åbnet samfundene op.
Coronasmitten er i mange kommuner forsvindende lille – f.eks. i Hjørring, hvor der lige nu er 19 smittede ud af de 25.780 indbyggere
Alt i alt har 25 ud af landets 98 kommuner nu under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere og har dermed ikke længere kritisk smitte, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift. I praksis betyder det, at antal smittede kan tælles på en hånd i nogle kommuner.
Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), understreger situationens alvor:
– Lampen blinker jo megarødt, når det kommer til detailhandel, restauration, oplevelser, hoteller og så videre. Hele den branche er i kæmpe krise, siger han til TV2 Nord.
Borgmestrene mener, at hvis ikke hele landet kan åbnes 1. marts, skal det i de mindste ske rundt om i de kommuner, hvor smitten er i bund.
Det er den klare opfordring til de socialdemokratiske partifæller i regeringen, skriver B.T.
Vordingborgs socialdemokratiske borgmester Mikael Smed oplyser også, at smitten i hans kommune er meget lille:
– Siden december er vores smittetryk i kommunen gået en vej, nemlig nedad. Færre og færre er blevet smittet og nogle dage har vi nu ligget under bekymringsgrænsen, idet vores incidenstal over syv dage er på 11. Det svarer til der kun er fem smittede.
Vordingborgs borgmester synes han har svært ved at forsvare, at kommunens forretninger er lukket ned, mens folk samles som sild i en tønde i de store supermarkeder.
– Vores små butikker ligger i forvejen ikke i en egn af landet, hvor folk strømmer til. Vi har stort set ingen smittede, men alligevel må de holde lukket, mens folk strømmer til Bilka i Ishøj, siger borgmester Mikael Smed til B.T.
Thomas Thors (S) er borgmester på Bornholm. Han mener, at det giver god mening, at der arbejdes på regionale genåbninger, når smitten er så ujævnt fordelt.
Ifølge Sundhedspolitisk Tidsskrift er der lige nu rapporteret to smittede på Bornholm.
Landets 98 borgmestre mødes på mandag et til et møde med fire ministre, hvor de skal diskutere teststrategi og åbning af skoler og forretninger.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har varslet, at Statens Serum Institut er færdige med risikoberegningerne i starten af næste uge.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
