Socialdemokratiet aflyser et planlagt pressemøde onsdag i forbindelse med partiets sommergruppemøde.
Det oplyser partiet.
Det sker som konsekvens af situationen i Afghanistan, hvor den militante bevægelse Taliban har vundet frem med hastige skridt, efter at USA, Danmark og andre allierede har trukket soldater ud af landet efter 20 års krig.
Statsminister og S-formand Mette Frederiksen afkorter sin deltagelse i sommergruppemødet, og derfor aflyses det planlagte pressemøde. Det skulle have fundet sted onsdag klokken 12.30.
Det er normalt i forbindelse med sommergruppemøderne, at partierne plejer at udstikke deres planer for de kommende måneder. Om det kommer til at ske i et andet forum senere, hvis ikke.
Danmark er i øjeblikket i gang med at evakuere udsendte medarbejdere, lokalt ansatte og danskere, der befinder sig i landet.
Socialdemokratiets sommergruppemøde begyndte tirsdag og fortsætter onsdag. Det finder sted i Bredsten.
Det er i skrivende stund uvist, om Mette Frederiksen siger ord om Afghanistan senere tirsdag eller onsdag, når hun er retur fra sommergruppemødet.
/ritzau/