Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Folk står i kø omkring buffeten hos den velanskrevne højreorienterede tænketank, American Enterprise Institute. Afslappede studerende i skjorteærmer mingler med velklædte ældre damer i spadseredragt. På scenen gør tænketankens eksperter sig klar til den traditionelle evaluering af midtvejsvalget.
”Republikanerne havde grund til at håbe på mere”, forklarer Ruy Teixeira, som er kendt for bogen The Emerging Democratic Majority. Teixeira er Demokrat, men er søgt i politisk eksil hos AEI pga venstrefløjens identitetspolitik. ”Republikanerne opstillede decideret stemme-minimerende kandidater”, forklarer Teixeira.
Han lægger skylden på nederlaget hos Donald Trump, der støttede mange af de republikanske kandidater, som ikke formåede at udnytte uviljen mod det bestående. De var simpelthen uduelige, og det gennemskuede vælgerne.
Teixeira bliver bakket op af Chris Stirewalt, som er tidligere studievært på Fox News – og Teixeiras politiske modsætning. Stirewalt affyrer den ene bredside efter den anden mod sit parti. ”Et fuldt lastet Boeing 747 er mindre bebyrdet med tung bagage end Herschel Walker,” konkluderer Stirewalt om den tidligere American football-stjerne, som stiller op i Georgia, og nu må ud i omvalg.
Normalt indebærer midtvejsvalget en stor afklapsning af den siddende præsidents parti. Præsident Joe Biden er historisk upopulær for en siddende præsident, krisen kradser, og mange amerikanere tvivler på, at den aldrende og skrantende præsident er opgaven voksen. Derfor var det forventet, at Demokraterne ville miste 2-3 senatorer og over tyve repræsentanter. Sådan gik det ikke.
”Republikanerne skulle have holdt sig til tre emner: inflation, kriminalitet og immigrationskaos,” konkluderer Whit Ayres, direktør for North Star Opinion Research. To emner har sandsynligvis vendt valget til fordel for demokraterne: Abort og Trump, forklarer han. Abort fik mobiliseret mange kvinder i en tid, hvor inflation ellers er det store emne. En exit-poll viser, at 31 pct. af vælgerne anså inflation for at være det altoverskyggende problem, Men det var tæt fulgt af abort, som hele 27 pct. anså for vigtigst.
Ayres lægger ansvaret for de dårlige republikanske kandidater over på Trump, der systematisk støttede de mest højtråbende ved de republikanske primærvalg. Men Ayres påpeger også demokratiske aktivisters hykleri. I adskillige primærvalg gik demokratiske aktivister ind og støttede de mest ekstremistiske republikanske kandidater. Logikken var, at disse kandidater ville være lettere for demokraterne at slå. Men man kan ikke både støtte de mest ekstremistiske republikanske kandidater og bagefter sige, at de er en trussel mod demokratiet, erklærede Ayres. ”Det er hykleri,” fastslog han. ”Hvis man virkelig bekymrer sig om demokratiet, må man ønske at konkurrere med de mest kompetente kandidater”.
Eneste virkelige lyspunkt for republikanerne var Florida., som tidligere var en såkaldt sving-stat. Nu er den solidt republikansk, under ledelse af den populære guvernør Ron DeSantis, som med en sejr på 19 pct. i forhold til sin modkandidat fik skabt den ”røde bølge”, der udeblev i resten af landet. Under corona-krisen blev DeSantis kendt for sin uvilje mod at lukke staten ned og sende børnene hjem fra skole. Nu omtales han som en bedre kandidat ved præsidentvalget end Donald Trump.
”Trump er ikke en vinder”, siger Rui Teixeira, som bliver bakket op af Chris Strewalt: ”Republikanerne må holde op med at pive over valg, de ikke vandt”. Også han ser DeSantis som den oplagte republikanske udfordrer til præsidentposten. ”Mange demokrater kan godt lide DeSantis,” fastslår Stirewalt. ”People like good government”.