[vc_row][vc_column][vc_column_text]Minister vil ikke afvise, at coronapas f.eks. vil blive brugt til at give eller nægte adgang til at gå på restaurant og lignende i Danmark.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Regeringen vil i samarbejde med dansk erhvervsliv indføre en løsning med coronapas i Danmark.
Men det er endnu for tidligt at sige, præcis hvad coronapasset vil blive brugt til, fortæller fungerende finansminister Morten Bødskov (S) på et pressemøde tidligere i dag, hvor coronapasset blev lanceret.
– Og så vil nogen så sikkert spørge, hvad skal det (coronapasset, red.) bruges til? Der vil være muligheder, men det er for tidligt at sige helt præcist, hvad og hvornår det kan bruges, siger Morten Bødskov.
– Det her handler om at finde den rigtige teknologiske løsning, så vi kan få muligheder i kulturlivet, så vi kan få muligheder i det danske samfund og så dem, der skal ud at rejse, eksempelvis i erhvervshenseende, også vil have muligheder for det, fortsætter han.
Ifølge Morten Bødskov skal coronapasset ses som “pas nummer to”.
Til pressemødet spurgte en journalist om følgende:
– Kan man forestille sig, at man vil tage coronapasset i brug også indenrigs, hvor restauratører eksempelvis skal stå i døråbningen og sige: du må komme ind, fordi du er vaccineret og du må ikke komme ind, fordi du ikke er vaccineret?
– Det er et af de spørgsmål, som vi kommer til at diskutere. Det er for tidligt at sige noget om nu, lød svaret fra fungerende finansminister Morten Bødskov.
Coronapasset skal være en digital løsning, som bliver udslagsgivende for adgang til en række ting, herunder rejser – og måske også restaurantbesøg – alt efter, om man er vaccineret, tidligere har været smittet med coronavirus og derfor er immun, for nyligt er testet negativ eller lignende.
Det forlyder fra ministeriet, at den teknologiske løsning først vil være klar om tre til fire måneder, og at man i mellemtiden vil diskutere, præcis hvad passet skal bruges til.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
