Minkavlerne har stadig ikke fået erstatning, og ministeren har ingen klare svar: “Der bliver knoklet”

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er de snart velkendte beklagelser, som fødevareministeren kommer med, men han kan ikke give et svar på, hvornår processen for erstatningerne til landets minkavlere går i gang.

Af Philip Friis, philip@indblik.dk

Det er snart ti måneder siden, at de danske mink blev ulovligt aflivet på ordre fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Allerede dengang stod det klart, at der ikke var lovhjemmel bag beslutningen om at aflive alle mink, derfor blev en kommission sat i værks til at undersøge blandt andet statsministerens rolle i minkskandalen. 

Men sideløbende hermed foregår der samtidig en erstatningsproces. Selvom det allerede var tilbage den 25. januar, at regeringen vedtog en bred politisk aftale på tværs af det politiske spektrum, så er processen knap nok gået i gang.

Faktisk er vurderingerne af minkfarmene ikke engang påbegyndt endnu, skriver LandbrugsAvisen.

Det betyder, at der endnu ikke er udbetalt én eneste krone i erstatning til landets minkavlere.

Minister beklager, men kan ikke give klare svar

Af den politiske aftale fra januar fremgår det, at minkavlerne er tilkendt omkring 18 milliarder kroner i erstatning. 

Pengene burde blive udbetalt til de mere end 1.000 danske minkfarme, der engang var. Men endnu er der altså ikke blevet udbetalt en krone.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) har sympati for de nødstedte minkavlere, men kan ikke give nogle klare svar på, hvornår de får deres erstatning.

– Jeg kan forsikre om, at der bliver knoklet for at få den fulde erstatning på plads, som minkavlerne er blevet lovet, siger han til LandbrugsAvisen.

Årsagen er, at de de rette bekendtgørelser skal være klar – og det er de ikke endnu.

Dog står det klart, at der skal nedsættes seks såkaldte taksationskommissioner. Ministeriet oplyser, at de løbende er i gang med at rekruttere folk til de seks kommissioner, således at vurderingerne kan gå i gang, når bekendtgørelserne ligger på plads.

Tilbage står tusinder af tidligere af minkavlere og tilhørende ansatte, som fortsat må vente i uvished.

Indblik forfølger sagen.

[adning id="17957"]

Fik du læst?