[vc_row][vc_column][vc_single_image image=”6623″ img_size=”1020×436″][vc_column_text]
MMT – en mærkelig teori om pengetræer
I det seneste årti har kreativiteten blandt de venstreorienterede været stor for at skabe nye begrundelser for den store stat. Men tomme tønder buldrer stadig mest – også for ’Modern Monetary Theory’.
Af Jens Frederik Hansen, cand.jur. og Diploma of Legal Studies (Cambridge)
Ikke siden VKR-regeringen i 1960’erne er statens indflydelse på danskernes liv vokset så meget, og ikke siden 2. verdenskrig – om nogensinde – er det sket så hurtigt. Det er muligt, at det i situationen var den bedste vej ud af en truende krise. Det var givetvis den eneste synlige vej. Alle de politikere og andre beslutningstagere, som på den ene eller anden måde har foreslået, accepteret og deltaget i gennemførelsen af den drastiske ekspansion af statens rolle i danske økonomi, har givetvis en opfattelse af, at de har gjort deres bedste. Og de har i hvert fald haft de bedste intentioner.
Historien vil vise, om de har ret. Det vil tage sin tid at indse. Men én ting kan vi allerede nu lære af historien, nemlig at ved alle tidligere kriser har det vist sig svært at rulle statens indflydelse på vores liv tilbage. Og der vil ikke være ret mange grænser for, hvor mange projektmagere der står klar til at legitimere en fortsættelse af kollektiviseringen af vores liv.
Blandt dem på venstrefløjen, som vi givetvis kommer til at høre mere til, er tilhængerne af Modern Monetary Theory. De vil lynhurtigt begynde at argumentere for, at nu skal der for alvor sættes gang i hjulene ved hjælp af offentligt forbrug. Klimaløsninger og umulige letbaner vil være deres kæphest.
Modern Monetary Theory er desværre bare svært at indkredse. Tankegangen er temmelig ubestemmelig, og ordet kan derfor sagtens ende som et sprogligt bløddyr ligesom neoliberal. Det bliver bare et af venstrefløjens modeord i stedet for et skældsord.
Centralt for dem er den tanke, at en stat aldrig kan løbe tør for penge, for den kan blot lade sin nationalbank trykke nogle flere. Idéen er ikke deres egen. Den er faktisk klassisk, men den har én forudsætning, nemlig at landets økonomi er hermetisk lukket over for omverdenen. Lige så snart der skal ske en udveksling af varer med udlandet, så falder teorien. Prøv blot at huske, hvorledes den venezuelanske nationalbank rent faktisk ikke kunne trykke flere penge, fordi trykkeriet lå i udlandet og ville have betaling i rigtige penge!
En anden central tanke for dem er, at statens pengeudstedelse ikke kan være årsag til inflation. Det skulle da ellers ikke være så svært at finde empiriske eksempler på – også ud over Venezuela og Zimbabwe.
Men hvis pengeudstedelse endelig skulle resultere i inflation, så kan man standse inflationen ved at opkræve nogle flere skatter, forsikrer MMT-folkene os. Til det er der at bemærke, at inflation i forvejen er en skjult beskatning af borgerne. De penge, som borgerne har, bliver relativt mindre værd, så de kan købe færre varer og tjenesteydelser for dem. Til gengæld får staten en relativt større forbrugsmulighed i kraft af de nyudstedte penge.
Så inflation flytter købekraft fra borgere til stat. Hvis man dernæst vil standse inflationen ved at opkræve skatter, som opsuger yderligere købekraft fra borgerne, så er det da at føje spot til skade. Først reducerer man værdien af pengene og bagefter tager man dem. Det eneste positive er, at man ikke gør det i omvendt rækkefølge.
Alle de, som grundlæggende synes, at pengene har det bedst i borgernes lommer, bør i den kommende tid spidse ører, når Modern Monetary Theory dukker op i debatten. Det fremstilles som den smertefrie udvej af en uundgåelig økonomisk bet. Men det er den sikre vej til at gøre nedturen værre. Og det har vi ikke brug for.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”5892″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6293″][/vc_column][vc_column width=”1/3″][qk_post id=”6535″][/vc_column][/vc_row]