Norge ville holde folk fra snus med nye regler – men der skete det helt modsatte

Foto: Pixabay

Den vidtgående regulering har langtfra virket efter hensigten.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk

For tre år siden blev der indført et krav om, at alle snuspakker solgt i Norge skulle have samme mørkegrønne ”army-farve”, så produkterne ikke kan brandes med et bestemt udseende.

Men her tre år efter indførelsen kunne noget tyde på, at tiltaget har givet bagslag.

Det skriver TV2 Norge.

Ifølge SSB, som er den norske pendant til Danmarks Statistik, er andelen af snusbrugere i Norge i hvert fald steget fra 10 procent i 2016 til 13 procent i 2020.

Med andre ord synes den nye regulering at have haft den helt modsatte effekt af den, man håbede på fra politisk side.

Det kan ikke afvises, at der ligger andre årsager bag det stigende forbrug, og at forbruget potentielt kunne være steget endnu mere uden dette nye tiltag.

Men hos Swedish Match, der er en af verdens førende producenter af snus, påpeger man, at de standardiserede pakker ikke har begrænset salget, men derimod blot gjort det sværere for forbrugeren at navigere i udvalget:

– Det var meget lettere at se forskellen mellem varianterne med de gamle pakker, så der er nogle fordele med de gamle. Men de nye pakker har ikke haft nogen konsekvenser for vores salg, udtaler Swedish Match Norges kommunikationsdirektør, Nils Erlimo, til TV2 Norge.

Fik du læst?