“Man har tegnet et billede af situationen som mere alvorlig, end den er”, lyder det fra sundhedsordfører.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Danmark er lukket ned for at undgå at overbelaste sundhedsvæsenet med coronaindlagte. Men netop antallet af coronaindlagte viser sig nu at være markant “overestimeret”.
Det skriver Berlingske på baggrund af et notat fra Sundhedsstyrelsen.
Notatet viser, at myndighederne har overvurderet antallet af indlagte på grund af coronavirus med op til 25 procent.
Ifølge Berlingske er det sande antal coronaindlagte langt lavere.
Hvordan kan myndighederne tælle så meget forkert?
Forklaringen på den massive overvurdering af antallet af coronaindlagte er, at alle indlagte patienter på landets sygehuse og hospitaler løbende bliver testet for coronavirus.
Det betyder i praksis, at selv folk, der er indlagt efter en trafikulykke eller gravide tæller med som “coronaindlagte”, hvis de altså tester positiv for coronavirus.
På den måde ender sådanne patienter, der ingen symptomer har på COVID-19, og som ikke har brug for nogen behandling ift. denne sygdom, med at tælle med i myndighedernes ildevarslende statistikker om “coronaindlagte”.
– Det samlede tal for dag-til-dag nyindlagte på sygehuse samt totale antal indlagte på sygehus, uanset afdeling, vil være overestimeret i varierende grad afhængig af niveauet for samfundssmitte i sygehusets optageområde, men kan i perioder formentlig have været overestimeret med op til 25 procent, fremgår det af notatet ifølge Berlingske.
Professor: Bør får betydning for genåbning
Overfor avisen fortæller Kjeld Møller Pedersen, der er professor og sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet, at notatet om overvurderingen af coronaindlagte bør have en central rolle i diskussionen om genåbningen af det danske samfund.
– Notatet viser, at der i virkeligheden har været en tilbøjelighed til at overvurdere antallet af indlagte på grund af corona. Det må klart formodes at være en vigtig viden, når man nu tager en kalkuleret risiko med genåbningen.
– Man må formode, at de folk, der har lavet beregningerne for genåbningen, bruger de tal, der er tilgængelige, og det må være samtlige tal inklusive fødende, der er testet positive, siger han til Berlingske.
Den nye genåbningsplan anslås ifølge Statens Serum Institut at medføre 870 coronaindlagte. Instituttet oplyser, at dette tal dækker over såvel egentlige coronaindlagte som f.eks. fødende, der uden symptomer og gener tester positiv for coronavirus.
Kritik fra sundhedsordførere
Flere sundhedsordførere er ude med en stærk kritik og undren som reaktion på det afslørende notat.
– Det er et trusselsbillede, man holder op for befolkningen, men det er ikke en sandhed.
– Regeringen holder de her tal ud i strakt arm som forklaringer på, at størstedelen af samfundet skal holdes lukket, og mere og mere tyder på, at det er på et meget tvivlsomt grundlag, lyder det således fra Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen.
Han møder opbakning fra bl.a. Konservatives sundhedsordfører Per Larsen, der også er stærkt kritisk.
– Det er uheldigt, for man får et forkert billede af, hvor stort problemet er i forhold til covid … Man har tegnet et billede af situationen som mere alvorlig, end den er, siger Per Larsen til Berlingske.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Sundhedsministeriet til sagen.