Nu bliver det midlertidige coronapas udvidet med ny funktion

Nu kan svar på lyntest også findes i MinSundhed-appen
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Indtil nu har det for borgere kun været muligt at finde testresultater fra PCR-test på sundhed.dk og i MinSundhed-appen, der fungerer som midlertidigt coronapas.
Men nu er det begge steder også muligt at finde testresultater fra lyntest.
Det kræver blot, at man foretager en opdatering af appen til den seneste version.
Det oplyser sundhed.dk i en pressemeddelelse.
Hvis man har fået foretaget en lyntest, der er de test, hvor man podes i næsen, vil man kunne se svaret på enten hjemmesiden eller i appen i løbet af to timer.
I de fleste tilfælde vil man dog kunne se svaret hurtigere end det.
Muligheden for også at kunne se testresultater fra lyntest på sundhed.dk eller i MinSundhed-appen kan blive en stor hjælp, når der inden længe bliver indført en række krav rundt om i flere serviceerhverv.
Fra 6. april, hvor blandt andet alle landets frisører får lov til at genåbne, skal man således kunne fremvise eksempelvis en negativ coronatest, der højst er 72 timer gammel, for at kunne få lov til at blive klippet hos frisøren.
Allerede nu er der mange borgere, der gør brug af MinSundhed-appen, og de seneste dage har appen oplevet så meget trafik, at der har været ventetid på bare at få lov til at komme ind i appen.
Ventetiden skyldes et køsystem, der skal være med til at sikre, at appen ikke overbelastes af for meget trafik på én gang.
– Sundhed.dk opfordrer derfor til, at man i øjeblikket benytter hjemmesiden, sundhed.dk, hvis det er muligt, står der i pressemeddelelsen.
Foreløbigt er det kun via MinSundhed-appen eller på sundhed.dk, at man kan fremvise sine testresultater.
Men når det digitale coronapas efter planen er færdigt i maj, så kan det komme til at assistere eller afløse de to nuværende muligheder.
Sundhed.dk råder til, at hvis man gerne vil være sikker på at undgå at løbe ind i tekniske problemer, når man har behov for at fremvise sine testresultater, at man så får udprintet sine testresultater fra sundhed.dk.
Rådet kan eksempelvis være til gavn for rejsende, der skal til steder, hvor der ikke er en optimal netværksforbindelse.
/ritzau/[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Fik du læst?