Hør artikel
Getting your Trinity Audio player ready...
|
En ny analyse fra den borgerlig-liberale tænketank CEPOS viser, at regeringens nye kontanthjælpsaftale giver et meget lille incitament til at gå fra småjob til fuldtidsjob. En enlig forsørger med to børn på kontanthjælp og en 10 timer arbejdsuge vil med den nye aftale tjene 23.500 kr. efter skat og daginstitution. Samme person vil med et almindeligt fuldtids lavindkomstjob tjene 24.000 kr. efter skat og daginstitution. Det giver en gevinst på blot 500 kr. om måneden for godt 100 timers ekstra arbejde, svarende til en løn på 5 kr. i timen.
“Den nye kontanthjælpsaftale indebærer en stor risiko for lavindkomstfælder, hvor kontanthjælpsmodtagere fastholdes på kontanthjælp suppleret med lidt småjobs ca. 10 timer om ugen,”
Lugter af lovsjusk
Når der næsten ikke er gevinst ved at gå fra 10 til 37 timer, skyldes det primært, at lønindkomsten stort set modregnes én til én i kontanthjælpen. Tjener du 100 kr. ekstra på at arbejde, mister du 100 kr. i kontanthjælp. Desuden mister man det nye børnetillæg og fritidstillæg, når man arbejder fuld tid og dermed ryger ud af kontanthjælpssystemet. Grunden til at marginalskatten ikke er over 100 pct. men 97 pct. er jobfradraget og beskæftigelsesfradraget.
”Det er absurde tal og det er usundt for arbejdskulturen. Jeg vil faktisk betegne det som lovsjusk. Jeg gad nok vide om aftalepartierne vidste det her da de indgik forliget,” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.
Gevinsten ved at arbejde er halveret
Siden VLAK-regeringen er gevinsten ved at tage et fuldtidsjob mere end halveret for enlige forsørgere. Dengang havde en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn 4.800 kr. i gevinst ved at gå fra 0 timer til fuldtidsjob. Med den nye kontanthjælpsaftale er gevinsten blot 2.100 kr.
”Forhøjelsen af ydelserne i den nye kontanthjælpsaftale er så høj, at de samlede udbetalte ydelser nu overstiger niveauet før indførelsen af kontanthjælpsloftet. Så selvom Socialdemokraterne lægger vægt på, at man stadig har et loft over ydelserne, så er vi reelt der, hvor ydelserne er højere end da man indførte kontanthjælpsloftet,” siger cheføkonom Mads Lundby Hansen og fortsætter:
”Nogle vil mene, at forhøjelsen af ydelser var nødvendig, fordi de var alt for lave under VLAK-regeringen. Men faktisk var VLAKs ydelser 2.300 kr. højere end Ydelseskommissionens grundbudget for en enlig med 2 børn. Altså den kommission, som regeringen selv nedsatte. Der var altså ikke tale om, at ydelserne med VLAK-regler var umulige at leve for. Med den nye aftale er ydelserne nu hele 5.000 kr. højere end grundbudgettet.”