Ny måling: Rød blok fører massivt

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Trods tilbagegang til Socialdemokratiet øger rød blok afstanden til den blå opposition, viser ny måling.

Af Philip Friis, philip@indblik.dk

Hver mandag offentliggøres den seneste politiske meningsmåling fra Voxmeter foretaget for Ritzaus Bureau, og denne uges måling giver atter medvind til rød blok.

Dette er på trods af, at regeringspartiet Socialdemokratiet anført af Mette Frederiksen, har oplevet en lille tilbagegang på 0,3 procentpoint siden sidste uge.

Dette bliver der dog mere end kompenseret for, da de øvrige røde partier alle er gået frem siden sidste uge, på nær Socialistisk Folkeparti.

Samlet står rød blok nu til 56,3 procent af stemmerne, mens blå blok kun står til 42,4 procent.

Fremgang for Radikale og Alternativet

Største fremgang i procentpoint finder vi hos Radikale Venstre, der siden sidste uge er gået frem med 0,6 procentpoint.

For en måned siden var de Radikale helt nede på 4,3 procent, men ligger i den seneste måling på 5,9 procent, hvilket er den højeste tilslutning siden februar, skriver Voxmeters analysedirektør, Anna Midtgaard Christensen.

Dette er dog stadig en del fra de 8,6 procent, som partiet fik ved det seneste valg i 2019.

Et parti, der heller ikke helt er tilbage på deres stemmeprocentniveau fra 2019, er Alternativet, der dengang fik 3,0 procent.

Alternativet har dog alligevel siden sidste uge haft en fremgang på 0,5 procentpoint, og Voxmeter måler dem i nyeste måling til 1,1 procent.

Fremgangen kommer i forlængelse af, at Alternativets nye politiske leder, Franciska Rosenkilde, i lørdags deltog i sit første landsmøde som politisk leder, hvor hun blandt andet sagde, ”at Alternativets såkaldte død, er stærkt overvurderet, den er faktisk helt forkert”.

Næsten hver tiende dansker vil stemme på Enhedslisten – Veganerpartiet fordobler

Modsat Radikale og Alternativet har Enhedslisten oplevet en fremgang på hele 2,3 procentpoint i forhold til sidste valg, hvor de fik 6,9 procent af alle stemmer.

I dag måles Enhedslisten til at få lige under en tiendedel af alle stemmer med 9,2 procent, og siden sidste uge er det blevet til en fremgang på 0,3 procentpoint, hvis man tager udgangspunkt i Voxmeters måling.

Afslutningsvis tilskrives Veganerpartiets potentielle stemmer også rød blok, og det opstillingsberettigede parti med håb om folketingsmandater har siden sidste uge fordoblet sin stemmeprocent.

I sidste uges måling, såvel som målingen for en måned siden, stod Veganerpartiet til at få 0,2 procent af alle stemmer, men i denne uge er dette fordoblet, og Veganerpartiet står i dag til at få 0,4 procent.

Foto: Voxmeter for Ritzaus Bureau

Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 17. maj 2021, baserer sig på telefoninterview med 1.008 repræsentativt udvalgte personer over 18 år og er gennemført i perioden fra d. 10. maj 2021 til d. 16. maj 2021.

Voxmeter afdækker i tabellen kun de personer, der ved, hvad de vil stemme, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Ca. 27,2% af de adspurgte var på det pågældende tidspunkt “i tvivl om partivalg”, “vil ikke stemme”, “vil stemme blankt” eller “er ikke stemmeberettiget”.

Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på plus/minus 2,9 procentpoint.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.