Ny opgørelse kaster lys over afgørende problem på Christiansborg: “Politikerne ligner overhovedet ikke befolkningen”

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

”Politikerne ligner overhovedet ikke befolkningen”.

Af Sebastian Borgå, sebastian@indblik.dk

Det konkluderer valgforsker ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole Roger Buch i kølvandet af en opgørelse fra B.T.

Opgørelsen viser hvilken uddannelsesbaggrund, de forskellige folketingsmedlemmer har. 

Når man betragter denne, står det klart, at der er en stor overvægt af akademikere i Folketinget, mens de faglærte og ufaglærte er massivt underrepræsenterede.

Samtidig tegner der sig et billede af, at Folketinget er domineret af akademikere uden nævneværdig erhvervserfaring fra livet uden for politik.

Afviger fra den øvrige befolkning

Det fremgår nemlig, at hele 45 procent af folketingsmedlemmerne besidder en længere akademisk baggrund. Hvis man også samlet set medregner universitetsbachelorer og mellemlange uddannelser, ligger andelen på hele 75 procent.

Derimod tegner der sig et andet billede, hvis man betragter andelen af folketingspolitikere med arbejdserfaring af mere praktisk karakter. 

Her ses det, at andelen af folketingspolitikere som enten er faglærte eller ufaglærte kun ligger på 20 procent.

Siden 1800-tallet har der altså aldrig været en så stor andel af akademikere i Folketinget, som der er nu.

Og denne uddannelsesfordeling på Christiansborg afviger i høj grad fra den øvrige befolkning, hvor billedet ser helt anderledes ud.

I 2019 oplyste Altinget nemlig, at akademikerne kun udgjorde 14 procent af befolkningen fra 20 til 69 år, mens de faglærte og ufaglærte udgjorde 68 procent.

“En truet dyreart på Christiansborg”

Karsten Hønge, som er politisk ordfører for Socialistisk Folkeparti, er som udlært tømrersvend blandt de politikere, der besidder praktisk arbejdserfaring. Han er den eneste politiske ordfører, der besidder en faglært eller ufaglært uddannelse.

Udover SF’s Karsten Hønge er Anni Mathiesen fra Venstre en af de få politikere uden akademikerbaggrund. Begge mener, at det er et problem, at uddannelsesfordelingen blandt politikerne i så høj grad afviger fra befolkningen.

– Der er ikke mange, der har haft et almindeligt arbejde, og det mærker man altså. Det er lidt finere at tale abstrakt om forhold, som de færreste kan sætte sig ind i. Det ville være helt anderledes, hvis der var flere politikere, der havde haft et hårdere arbejdsliv. Det ville rykke deres vilkår langt højere op på dagsordenen, udtaler Karsten Hønge til B.T.

Med hans arbejdserfaring føler han sig nærmest som værende ”en truet dyreart på Christiansborg”.

Han og Anni Mathiesen er ikke tilhængere af at indføre lovgivning eller kvoter på området men opfordrer i stedet de enkelte partier til internt at fokusere på at ændre fordelingen ved at inddrage flere kandidater med anderledes baggrund.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.