Nye Borgerlige står alene udenfor genåbningsaftale: “Vi vil ikke bakke op om regeringens frygtregime”

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Nye Borgerlige er det eneste parti, som står udenfor den nye genåbningsaftale. “Vi vil ikke bakke op om regeringens frygtregime”, lyder det fra partiformand Pernille Vermund til Indblik.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net 

Natten til tirsdag blev der indgået en ny aftale om en yderligere, omend langsom og restriktiv, genåbning af Danmark.

Her var alle Folketingets partier undtagen Nye Borgerlige med.

Til Indblik fortæller partiets formand Pernille Vermund, at hun generelt mener, at genåbningen går alt for langsomt ift. hvor mange der er vaccinerede og hvor lidt smitte med coronavirus, der er i øjeblikket.

Og så er Nye Borgerlige meget imod kravet om coronapas, som også er en helt central del af den nye genåbningsaftale.

– Det er vi dybt imod, og vi mener det er særdeles udansk og helt ude af proportioner at indføre krav om pas for at kunne færdes frit og komme på noget så simpelt som restaurant eller i fitnesscenter. 

– Og derudover det er også helt urimeligt overfor ejerne af f.eks. fitnesscentre og restauranter at pålægge dem yderligere begrænsninger, siger Pernille Vermund.

Hun påpeger, at den nye genåbningsaftale er en forlængelse af aftalen om genåbning tilbage fra marts

Denne var Nye Borgerlige ikke med i, og derfor blev partiet heller ikke inviteret med til forhandlingerne i denne omgang.

Det tager Vermund dog ganske roligt:

– Vi er bare der, at hvis forudsætningen for at være med er, at man accepterer coronapas, så siger vi nej.

– Man kunne jo også sige, at så kan vi sidde med og trække lidt i den rigtige retning. Men vi vil ikke bakke op om regeringens frygtregime, siger Pernille Vermund til Indblik.

Den nye genåbningsaftale betyder bl.a., at landets grundskoleelever snart kan vende tilbage i skole på fuld tid, ligesom landets fitnesscentre kan genåbne – dog med samme krav om coronapas, som gælder for f.eks. restauranter, caféer og barer.

Læs mere om den nye aftale om genåbning her.


[adning id="17957"]

Fik du læst?