Nyt, dansk medie vil kun skrive om FN’s 17 verdensmål

Foto: Shutterstock

Altinget starter et nyt medie, der alene har til formål at dække politikeres og erhvervsfolks arbejde med FN’s 17 verdensmål.

Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk

Sådan skriver Altingets ansvarshavende chefredaktør Jakob Nielsen i en artikel

Mediet kommer – ifølge Jakob Nielsen –  som et produkt af utilfredshed omkring danske mediers måde at dække samfundets arbejde med verdensmålene på. 

Nielsen mener nemlig, at danske medier har en “ukritisk” tilgang til virksomheder og kommuner, der reklamerer med logoet med de 17 farver uden rent faktisk selv at gøre det store for at opnå målene. 

Af den grund har man hos Altinget valgt at stifte en nichemedie, der skal holde “staten, regionerne og kommunerne” i ørerne angående de 17 verdensmål. 

– Det betyder, at vi gerne fortæller om eksempler på, hvordan arbejdet med verdensmålene har hjulpet med at skabe konkret forandring. Men det betyder også, at vi vil kaste kritisk lys på, hvad skatteborgerne får for pengene, når en kommune ansætter en verdensmålskonsulent eller udgiver en rapport om kommunens arbejde med at udrydde sult eller skabe nye partnerskaber, skriver Jakob Nielsen i Altinget. 

Er virksomheders målsætninger bare varmt luft?

Rasmus Raun Westh, der tidligere var webredaktør på Dagbladet Information, træder til som redaktør på Altinget Verdensmål, som mediet kommer til at hedde. 

Han forklarer, hvordan mediet konkret kommer til at operere: 

– Vi lever I en tid, hvor både de tungeste og mindre store danske virksomheder offentliggør målsætninger om alt fra klimaneutralitet til ligestilling. Er det varm luft eller eksempler til efterfølgelse? Det kommer folk til at læse om på Altinget Verdensmål. Vi skal afsløre greenwashing, og hvis nogle finder ægte grønne løsninger, fortæller vi, hvordan de har gjort, og hvorfor lige dén løsning virker, siger han.

Tidligere på året fremlagde regeringen anført af Mette Frederiksen (S) en ny handlingsplan, der omhandlende, hvordan vi i Danmark skal bidrage til FN’s verdensmål. 

I handlingsplanen stillede regeringen et krav til institutioner og styrelser om at udarbejde samt beskrive målsætninger for bæredygtig udvikling. 

Samtidig blev det også bestemt, at danske lovforslag fremover skal tjekkes igennem for, om de indeholder konsekvenser, der vil påvirke verdensmålene.

[adning id="17957"]

Fik du læst?