Står det til de københavnske socialdemokrater, skal det fremover være forbudt for borgerne at handle alkohol efter klokken 22 i Indre København.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.net
– Ja, det er et indgreb i den personlige frihed.
Sådan lyder det fra det socialdemokratiske medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune, Simon Strange, i en kommentar til Berlingske.
Socialdemokratiet vil nemlig forbyde salg af alkohol i detailhandlen i Indre By mellem klokken 22 og 07.
Idéen med forslaget skulle angiveligt være at bekæmpe larm og postyr i det københavnske natteliv.
– Det vil være et væsentligt værn mod festen i gaden og flytte festen ind i kontrollerede rammer og samtidig være en håndsrækning til de restaurationer, der tager ansvar og sikrer ordentlige forhold, understreger partiet.
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), mener at, det er en god idé at stoppe for salg af alkohol efter klokken 22. Dog så hun helst, at detailhandlen selv gik sammen om at finde en løsning.
– Det smukkeste ville dog være, hvis detailhandlen gik sammen, som de har gjort, hvor de frivilligt har flyttet cigaretterne. Det vil klæde dem at gøre noget af det samme med alkohol, siger hun.
Konservative: For tidligt
Hos De Konservative deler man ikke begejstringen. Medlem af Kultur- og fritidsudvalget, Karina Bergmann (K), siger at, det er for tidligt at lukke for salg allerede klokken 22.
– Vi er flere partier, der har valgt, at lukkeloven skal liberaliseres, og beboere i Indre By skal også nyde godt af at kunne gå i kiosken om aftenen. Det skal være ens for alle.
– At lukke for alkohol i kioskerne klokken 22 er ret tidligt, så det kan jeg ikke forestille mig, De Konservative kan støtte, lyder det fra Karina Bergmann.