Og med ét cementerede LGBT-bevægelsen, hvorfor man skal være dybt kritisk overfor den

Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Nørrebro Pride viste med alt tydelighed LGBT-bevægelsens søde tand for det autoritære. Folk, der er uenige med den, bliver forfulgt og filmet, mens selve optoget allermest minder om sørgelige billeder fra Apartheid-tiden, skriver Mikkel Kristensen i dette debatindlæg.

Af Mikkel Kristensen,  journaliststuderende

Over de sidste par dage har Nørrebro Pride været meget omtalt. Festivalen, der er et spin-off af den originale Copenhagen Pride, har brystet sig med, at hvide og heteroseksuelle ikke må gå med forrest. De må gerne være til selve optoget, men de skal gå bagerst. Demoen er primært forbeholdt QTIBIPOC-personer, der er en pærevælling af forskellige minoriteter.

Politikken lugter langt væk af diskrimination og sørgelige scener, der tidligere er set i verdenshistorien. Man kunne tænke sig, at tanken er, at det nu er de undertryktes tur til at nyde spotlightet. Det er deres tur til at nyde friheden og frigørelsen fra fortidens lænker. Tanken forstår jeg sådan set godt, men har vi ikke lært noget?

Den hvide mands overtag på de sorte undertrykte er en skamplet på verdens- og Danmarkshistorien. Som altid, er vi som nation glade for at deltage de steder, hvor historien viser sig værst. Det var en forfærdelig tid. De helt basale menneskerettigheder, som gælder for alle mennesker, var endnu ikke trådt i kraft. Det er de dog kommet; vi har rykket os videre fra det. Vi er blevet bedre, og kampen er vundet for længe siden.

Dog viser Priden, at det ikke er alle, der er kommet videre. Uretfærdigheden hersker stadig, og der skal hævnes for den nu. De tidligere overherrer må ikke være med, og hvis de vil, skal de være nederst i fødekæden. Samtidigt viser de, der blindt følger med, at de altså ikke har noget problem med at underlægge sig andres magt. De har ikke noget problem med en stærk leder, der fortæller, hvordan tingene foregår. 

Argumentet kan altså siges at give mening, men konklusionen er helt skæv. LGBT-bevægelsen påstår at stå for mangfoldighed, frihed, frigørelse og plads til alle, men her er der netop ikke mangfoldighed. Der er ikke frihed. Frigørelsen har virket, men nu er der en ny undertrykt. 

I stedet viser bevægelsen sine autoritære og totalitære tendenser. Blandt bevægelsens tilhængere hører man tit, at bevægelsen ikke er politisk. Det er udelukkende en kamp for helt basale friheder, siger de, men i praksis er bevægelsen selv diskriminerende, udelukkende og bestemt ikke glade for frihed.

Man kunne være bange for, at disse mennesker fik politisk magt. Dens følgeres accept af en undertrykkende magt, magtens legitimitet og den åbenlyse diskrimination er skræmmende at opleve så voldsomt i praksis. Der bliver ikke stillet spørgsmål, der bliver ikke undret over, at åbenlys diskrimination finder sted. Noget, som ethvert menneske i det 21. århundrede burde forholde sig kritisk overfor. 

Jeg tror, det er på tide, at deltagerne og arrangørerne bag Nørrebro Pride spørger sig selv, hvad det egentlig er konsekvenserne kan være, af det, de støtter. I det store hele kommer der ikke til at være konsekvenser af, at nogle hvide, heteroseksuelle ikke må gå forrest til et optog. 

Bekymringen må dog være, hvad det kan betyde, hvis samfundet rykker sig mod det, Pridens arrangører går ind for. 

Opdeling af mennesker på tværs af racer og seksualitet, særlige rettigheder til særlige personer på baggrund af undertrykkelse af majoriteten. Det er, som om man intet har lært af verdenshistorien og hvilke tendenser, der lå bag de værste tider i historien.

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.