Opinion: Hvor langt skal Putin have lov at gå, før resten af verden siger stop?

Foto: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix

“Vi oplevede det samme i 1930’erne og 1940’erne, hvor Hitler med samme påstande om historisk ret, indtog små og større bidder af Europa, som blev lagt ind under Tyskland. Hver gang var det kun lige et mindre område, som med mange forskellige forklaringer naturligvis måtte ”tilbage til moderlandet”. Han fik lov, mens resten af Europa passivt så til. Først da Hitler gik ind i Polen i 1939, besindede resten af verden sig til at sige stop. Det blev indledningen på Anden Verdenskrig. Hvor langt skal Putin have lov at gå, før resten af verden siger stop?”, spørger Erling Petersen i dette debatindlæg.

Af Erling Petersen, civilingeniør, tidligere forskningschef hos Vølund og direktør i Danske Fjernvarmeværkers Forening

Efter Ruslands invasion af Ukraine er Europa reelt i krig med Rusland. Det er stadigt en kold krig, men ingen ved hvor længe. Putin har for mange år siden erklæret, at den største katastrofe i det tyvende århundrede var Sovjetunionens sammenbrud, men få har hørt efter. Nu får vi så at føle. 

I hans verden bør Ukraine, Finland, de baltiske lande og alle de østeuropæiske lande være under Ruslands kontrol. Rusland bør være som imperiet under zaren. Putins handlinger har tydeligt vist, at han er villig til at betale enhver pris for at genoprette det tidligere russiske imperium. Inklusiv krig. I 1999 var det Tjetjenien, der måtte betale prisen. I 2008 var det Georgien. I 2014 måtte Ukraine aflevere Krim, og nu er det så igen Ukraine, som må betale. Putin har ikke lagt skjul på, at de næste på hans liste er Finland og de baltiske lande. 

Vi oplevede det samme i 1930’erne og 1940’erne, hvor Hitler med samme påstande om historisk ret, indtog små og større bidder af Europa, som blev lagt ind under Tyskland. Hver gang var det kun lige et mindre område, som med mange forskellige forklaringer naturligvis måtte ”tilbage til moderlandet”. Han fik lov, mens resten af Europa passivt så til. Først da Hitler gik ind i Polen i 1939, besindede resten af verden sig til at sige stop. Det blev indledningen på Anden Verdenskrig. Hvor langt skal Putin have lov at gå, før resten af verden siger stop?

Indtil videre er det – bortset fra i Ukraine – kun kold krig, og lad os håbe, at det vil blive ved det. Men for at få standset galskaben, må Europa og USA erkende, at vi er i krig med Rusland. Eneste måde at få standset Putin og få Rusland ud af Ukraine på er, at gøre prisen for høj for Putin. Det kan vi kun gøre ved at afbryde alt samarbejde. Det var isolering af Sovjetunionen og et meget dyrt våbenkapløb, der fik Sovjetunionen til at kollapse og skabe fred i det meste af Europa i 30 år. 

Vi skal standse alt køb af russisk kul, olie og naturgas! Det kan måske lyde umuligt, men det er, hvad der alligevel vil ske, hvis krigen bliver varm. Det vil utvivlsomt føre til meget højere energipriser i Europa og måske vil det også være nødvendigt med rationeringer og bilfrie søndage som i 1973, men hvad er alternativet – at vente på, at det bliver Finlands tur? 

Det vil blive meget dyrt og besværligt for Europa. Vi vil blive nødt til at finde andre energileverandører, genstarte atomkraftværkerne, de kulfyrede elværker, intensivere Europas egen olie- og gasproduktion og udnytte nogle af de enorme skifergasressourcer, som findes i vores undergrund. Men de mistede indtægter vil også gøre meget ondt på Rusland. Vi bliver også nødt til at sætte vores religiøse ”grønne omstilling” på pause i nogle år. Men alternativet er værre.

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?