Opinion: Hvorfor vi ikke bør indføre sanktioner mod Rusland

A person holds a placard reading 'Total Embargo on Russia' during a rally in support of Ukraine in Trafalgar Square in London on March 9, 2022, following the invasion of the country by Russia. (Photo by JUSTIN TALLIS / AFP)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

“Sanktioner, der rammer al slags handel mellem vesten og Rusland, bør vi ikke indføre primært af etiske årsager. Kollektiv afstraffelse er forkert, fordi det går ud over uskyldige, og det er præcis, hvad sanktioner (ofte) er”, skriver Uffe Merrild i dette debatindlæg.

Af Uffe Merrild, liberal blogger og civilingeniør

Et velkendt ordsprog siger, at i krig og kærlighed gælder alle kneb. Det har adskillige debattører taget til sig, og uanset vi i Danmark ikke er i krig med nogen, fremsætter de krav om at sanktionere hele Rusland i kølvandet på Putins invasion af Ukraine.

Jeg er enig så langt, at krigen er uacceptabel og bør standses så hurtigt som muligt. Spørgsmålet er blot, hvilke midler både er egnet til at sikre freden på ny og lever op til rimelige etiske principper. Det bliver vi nødt til at tænke nøje over. Det er ikke så let, som fortalerne for økonomiske sanktioner gør det til.

Selvom sanktioner ikke er det samme som at bruge militær magt, har de skadelige virkninger, som kun bør rettes mod skyldige personer. Desværre er det ofte sådan, at sanktioner har en effekt på den almindelige befolkning, som økonomen Robert Eyler skriver i sin bog “Economic sanctions” (2008, s. 39):

– Sanctions are seen throughout the world as blunt diplomatic instruments, potentially causing collateral damage to an innocent populace as a penalty for its government’s actions. This belief is exactly correct.

Sanktioner, der rammer al slags handel mellem Vesten og Rusland, bør vi ikke indføre primært af etiske årsager. Kollektiv afstraffelse er forkert, fordi det går ud over uskyldige, og det er præcis, hvad sanktioner (ofte) er. 

For mig er det et spørgsmål om principper. Som liberal mener jeg ikke, at den russiske befolkning kan holdes ansvarlig for, hvad deres diktatoriske leder vælger at gøre med de midler, han har konfiskeret hos dem med skattevæsenet. Og jeg mener heller ikke, at den menige russiske soldat, såfremt han er blevet tvunget ind i hæren med værnepligt, kan holdes ansvarlig for alle sine handlinger.

Problemet er i sin essens, at hvis en person tvinges til at udføre en handling, kan man ikke knytte et moralansvar til ham for den handling. Hvis vi trods tvang kunne knytte et ansvar til en person, kunne vi blot affærdige offeret for et røveri ved at sige, at han gav jo selv pengene til røveren, og det er hans egen skyld, at han mangler dem nu. 

Det er indlysende, at den position er absurd. Vi må i stedet placere det moralske ansvar hos den, der udøver tvang. Det er den russiske stat, der bærer ansvaret for krigshandlingerne – ikke den almindelige russer.

Men argumentet mod sanktioner behøver ikke nødvendigvis at bygge på sympati med russerne. I en handel er der som bekendt to vindere, og hvis man forhindrer handlen, skader man både køber og sælger. Og finder man ikke sympati med russerne, bør man efter min mening som minimum finde sympati med de sanktionsramte danskere, der tydeligvis ikke har det fjerneste med situationen at gøre.

Derfor bør vi tænke mere nuanceret over sanktionernes skadelige virkninger, så vi undgår at være medløbere i krigens kollektivisme. Moralske vurderinger bør knyttes til den enkelte persons frie handlinger, ikke til befolkningen, der også lider under den russiske stats magtanvendelse.

Hvis vi vil indføre sanktioner, bør vi tage etiske hensyn til både den almindelige russer og den almindelige dansker. Så vidt muligt skal uskyldige på begge sider af konflikten holdes skadesfri. 

Når en sanktion skal indføres, kan det gøres af to parter. Det kan være stater eller private, der indfører sanktioner (de private plejer vi at kalde boykots). Begge aktører kan ændre handelsmønstre, der fungerer som sanktioner. Der er dog en forskel på de to aktører. Statens sanktioner har endda den ekstra ulempe, at de indføres med tvang af ansvarsfrie politikere. Det skaber problemer.

Politikerne bærer ikke selv de økonomiske tab af den manglende handel, og kan vælge sanktioner med langt mindre hensyn til tabenes størrelse, og til hvem der bærer dem. Vi kan derfor forvente, at de dyreste og mest skadelige sanktioner indføres af politikerne, mens den private sanktion medfører færrest omkostninger, da den gennemføres på frivillig basis, hvor omkostningerne bæres af den private selv.

Private sanktioner begrænses naturligt, da de kun kan benytte retten til at opsige eget samarbejde, og berøver blot sig selv en fordel, som det er frit for andre at tage op. Selvom russeren under private sanktioner går glip af handel, er russeren ikke forhindret i at finde en anden handelspartner i samme land. Det kan statslige sanktioner derimod forhindre, og de gør derfor skaden større og påfører oven i købet villige danskere en uønsket tabt handelsfordel.

Robert Eyler kalder en type af sanktioner for “smart sanctions”, hvis de målrettes at gøre størst skade på det egentlig mål: Det russiske militærs kapacitet. Der er naturligvis visse varer, som f.eks. tanks, krigsfly, bomber og missiler, som er åbenlyse mål for “smart sanctions”, fordi de rammer militærets kapacitet væsentligt mere end befolkningens velfærd. Da vi ikke har sådan en krigsindustri i Danmark, kunne vi mere eller mindre negligere sanktionsvåbnet og bruge energien på at hjælpe de uskyldige ofre for krigen i stedet. 

Hvis man har kvaler ved at købe af russerne, fordi nogle af pengene går til at finansiere en krig, bør man se nærmere på, hvor stort forholdet er mellem den almindelige russers gevinst og militærets gevinst. Ligesom vi lever med, at selv gavnlig medicin har bivirkninger, må vi leve med at frihandel med en fredelig russer til en vis grad kommer den russiske stat til gode. Men hvor meget?

Vi kan tage et eksempel med at købe gas af Gazprom. Ørsted har indgået en langvarig kontrakt der skulle holde gasleverancerne kørende, bl.a. mens det danske gasfelt Tyra er lukket pga. vedligehold. Gasaftalen bliver kritiseret meget, og mange debattører foreslår, at man bryder kontrakten, måske fordi man tror, at det vil ramme indsatsen i Ukraine hårdt. 

Men lad os prøve at regne ud, hvad der bl.a. går til de 393.000 ansatte i Gazprom, og hvad der går til militæret. I mit eksempel tager jeg udgangspunkt i den danske gasforbruger, hvor kun 54 procent af udgiften er gasprisen ifølge energistyrelsens tal fra december 2021. Ud af 100 kroner sendes de 54 kroner til Gazprom, der har en overskudsgrad på ca. 10 procent, hvor staten tager sin del (50,01 procent) af overskuddet og beskatter resten med skattetrykket, som er 40 procent ifølge OECD. 

Jeg antager, at alle Gazproms omkostninger afholdes i Rusland. Det bliver 23,22 kroner, der går til den russiske stats budget. Ud af hele budgettet bruges 9,75 procent på militæret, der giver 2,26 kroner, mens den almindelige russer får 30,78 kroner – altså mere end 13 gange mere.

Når vi diskuterer alle former for handelsophør, bør vi holde os for øje, at sanktioner på fredelige varer som gas er et meget ineffektivt – og uetisk – middel, da det med få undtagelser rammer den almindelige russer 13 gange så meget, som de rammer det russiske militær. Derudover kommer omkostningen for den almindelige dansker, der også vil mærke prisstigningerne. Men er det det værd? Giver det mening at lide et velstandstab for en politik, der er så ineffektiv?

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?