Opinion: Sluk overvågningskameraerne og giv pigerne en alarmknap

Blomster og lys til ære for Mia Skadhauge Stevn og Oliver Ibæk Lund ved Netto på Vesterbro i Aalborg, lørdag den 12. februar 2022. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Før nogen misbruger den ulykkelige sag om Mia Skadhauge Stevn til at kalde på mere overvågning, så husk at sagen først og fremmest er historien om et overvågningssamfund, der har spillet fallit, skriver stifter af Citizen First, Stephan Engberg, i dette debatindlæg.

Af Stephan Engberg, Citizen First

Vi kender endnu ikke omstændighederne omkring den ulykkelige sag om Mia Skadhauge Stevn. 

Før nogen misbruger denne sag til at kalde på mere overvågning, så husk at sagen først og fremmest er historien om et overvågningssamfund, der har spillet fallit. På trods af massiv overvågning via kamera, mobiltelefoner m.m., så var der ingen, som reddede Mia, da hun havde brug for hjælp. 

Der var formentlig et kort tidsrum, hvor Mia erkendte at det var ved at gå galt, men hvor hun ikke havde værktøjer til at kalde på hjælp på en måde, som kunne forebygge forbrydelsen før det blev alvorligt. Der svigtede man Mia.

Kameraet er egentligt mere kriminelt end gerningsmændene 

Overvågning er aldrig svaret, tværtimod rammer de destruktive effekter af overvågning os fra alle sider, og smadrer tilliden til statsapparatet. Overvågning er f.eks. årsagen til, at voldsramte kvinder ikke kan gemme sig fra deres voldsmand og er selve kilden til datakriminalitet.

Så nu er vores døtre ikke bare bange for at gå i byen med vennerne. De er også – fuldt berettiget – endnu mere bange for virksomheder og statsbureaukratiet, som rent faktisk er efter dem med deres overvågningskameraer og smartphoneapps, som ikke sikrer dem mod noget.

Det afspejler panik og manglende omtanke i Folketinget, når skiftende flertal – ivrigt promoveret af embedsværket og kommerciel lobbyisme – taler for pseudotryghed og mere ulovlig overvågning uden at tage ansvaret for den kriminalitet, som det skaber. 

Senest i forbindelse med L93 (om logning) og L73 (om Skat).

Svaret er alarmknapper og ingen overvågning.

Faktum er, at overvågning ikke giver os tryghed, som vi ikke kan lave bedre med klog digitalisering og kryptografi uden overvågning. 

Vi kan give unge kvinder langt bedre reel tryghed uden at ty til overvågning ved at:

1) Give dem en alarmknap, som rent faktisk tilkalder hjælp før situationen tilspidser 

2) Give dem værktøjer til at efterlade sikre brødkrummer, som hurtigt kan tilgås, men kun hvis alarmen er gået

3) Diskutere krav om, at biler, mobiltelefoner m.m. skal efterlade brødkrummer og f.eks. give dem enkelte værktøjer til at sikre, at nogen vil kunne vide hvem og hvilken bil, hun fik et lift af

4) Overvågningskameraer må kun kunne filme, hvis man på sårbare lokationer nægter at gøre sig ansvarlig (ingen brødkrummer) eller nogen har trykket på alarmknappen. At aktivere overvågningskameraer skal kræve en reel grund, så når man gør det, så skal nogen reagere

Sluk overvågningskameraet og kræv reel sikkerhed

Inden overvågningsfanatikere udnytter den aktuelle tragedie til slå demokratiet ihjel, skal vi erkende, at vi kan sikre både det fysiske rum og opnå fordelene ved ny teknologi uden at ofre de centrale kerneværdier i et trygt demokrati. 

Danmark skal være foregangsland for god, troværdig sikkerhed frem for blindt at promovere paranoid overvågning med falsk skræmmeretorik.

I forbindelse med Retsudvalgets logningsdiskussion beskrev vi i Citizen First, hvordan vi kan eliminere overvågning og samtidig skabe bedre forebyggelse og opklaring af kriminalitet (jf. L93, bilag 13). At det samtidig lovliggør området burde alene være nok til at få embedsværket til at træde lidt i karakter.

Svaret på de unge kvinders utryghed er det samme som for ulovlig logning, cybercrime og bekæmpelse af kriminalitet både fysisk og online – afkræv din folketingspolitiker og dit byrådsmedlem, at borgerne skal have frihed og reel sikkerhed frem for mere paranoid overvågning og utryghed.

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

[adning id="17957"]

Fik du læst?