Opinion: Tiden er inde til at genoplive en særlig låneaftale fra Anden Verdenskrig, så vi kan give Ukraine de våben, som landet har brug for

In this handout picture taken by the Ukrainian Presidency Press Office and released early on March 15, 2022, Ukrainian President Volodymyr Zelensky delivers a video address in Kyiv. (Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

“Vi må som samfund være villige til at forsvare de selvsamme værdier, som generationerne før os har gjort. Derfor er det måske på tide at søge tilbage i historien og se på, hvad frihedens forsvarere tidligere har gjort”, skriver Laurits Lindegaard Rasmussen fra Radikal Ungdom i dette debatindlæg, hvor han foreslår en moderne “lend-lease”-aftale med Ukraine.

Af Laurits Lindegaard Rasmussen, medlem af forretningsudvalget med ansvar for internationalt samarbejde i Radikal Ungdom 

Den liberale verdensorden, som siden afslutningen på Den Kolde Krig har været en garant for demokrati, menneskerettigheder og internationalt samarbejde, er under angreb. Den russiske invasion af Ukraine er nemlig ikke alene et angreb på det ukrainske folks ret til selvbestemmelse. Det er et angreb på de værdier, der kom sejrrigt ud af Anden Verdenskrig, som vi under Den Kolde Krig var villige til at kæmpe for, men som i dag er mere presset, end de har været i årtier. Vi må som samfund derfor være villige til at forsvare de selvsamme værdier, som generationerne før os har gjort. 

Derfor er det måske på tide at søge tilbage i historien og se på, hvad frihedens forsvarere tidligere har gjort. For under Anden Verdenskrig, da store dele af Europa var faldet i nazisternes kløer, og briterne stod alene tilbage overfor et kontinent under diktaturets kontrol, meldte amerikanerne sig ind i frihedens kamp. Amerikanerne igangsatte en omfattende låneaftale, hvor de fremfor at sælge våben direkte til briterne gav dem fordelagtige låneordninger, der sikrede at briterne trods stort materielle tab kunne opretholde deres krigsindsats. 

I sidste uge besluttede den polske regering at sende gamle polske fighter-jets til Ukraine for at støtte kampen imod Rusland. Selvom det de tilbød, var utidssvarende og mere af symbolsk betydning, så er ideen om at yde et væsentlig større bidrag til Ukraines forsvar ikke helt ved siden af. Resten af Europa og den frie verden bør følge trop og låne moderne krigsmateriel og andet udstyr ud til de hårdt pressede ukrainere. 

Vinder Ukraine, så må vi finde en løsning på tilbagebetalingen af det lånte udstyr engang i fremtiden. Det er ikke det vigtigste i øjeblikket, hvor det handler om at yde støtte til forsvaret af Ukraine. Skulle det tragiske dog ske, og Rusland succesfuldt skulle lykkedes med at knække ukrainernes kampvilje, så vil de ansvarlige politikere rundt i Europa kunne kigge deres vælgere i øjnene og sige, at man gjorde alt, der på rimelig vis kunne forventes for at sikre den ukrainske befolknings ret til selvbestemmelse. 

Selvom stærke kræfter i USA i sin tid fordømte låneordningen, så udviste præsident Roosevelt og hans administration et politisk mod, da man gik så langt for at hjælpe i briternes kamp imod frihedens fjender. Hvis ikke vi her 80 år senere er villige til at vise samme mod til at forsvare vores værdier, hvordan skal spæde demokratier så nogensinde kunne tro på, at deres kamp for et bedre og mere retfærdigt system ikke er spildt.  

Dette indlæg til Indblik.dk er skrevet af en ekstern skribent og repræsenterer dennes egne holdninger. Har du selv noget på hjerte? Send os et debatindlæg her.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

[adning id="17957"]

Fik du læst?