[vc_row][vc_column][vc_column_text]Torsdag blev Folketingets partier enige om en yderligere genåbning af Danmark. Få overblikket her.
Af Claes Theilgaard, claes@indblik.net
Der hersker stor uenighed om tempoet, som Danmark bør genåbne med, men alligevel fik Folketingets partier enderne til at mødes i en ny, bred genåbningsaftale, der blev indgået torsdag aften.
Aftalen træder i kraft mandag den 22. marts, hvor en række coronarestriktioner dermed vil blive lempet.
Her er, hvad partierne er blevet enige om:
- Afgangselever i Region Hovedstaden kan igen komme tilbage i skole. Eleverne skal, ligesom i resten af landet, testes flere gange om ugen, før de må modtage undervisning.
- Der åbnes helt op med fuldt fremmøde for elever, der modtager certifikatfag eller er i skolepraktik. Dette gælder i hele landet.
- Det udendørs forsamlingsforbud hæves fra fem til ti personer.
- Forsamlingsforbuddet i forbindelse med udendørs idræt,- fritids- og foreningsaktiviteter i organiseret regi hæves fra 25 til 50 personer.
- Der åbnes for udendørs gudstjenester med videre med op til 50 personer.
Det er en langsom genåbning af Danmark, der nu er på plads, og særligt blå blok har været kritiske overfor det tempo, hvormed genåbningen sker.
På den anden side har særligt den socialdemokratiske regering haft et ønske om at genåbne langsomt ud fra det “forsigtighedsprincip”, som har ligget til grund for hele coronahåndteringen.
Mandag skal Folketingets partier endnu engang til forhandlinger om den videre genåbning af Danmark. [/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]