Når det gælder palæstinakonflikten, har Netanyahu gennemgående indtaget en hård linje. Tidligt i karrieren slog han til lyd for ”Tre gange nej!”

• Ingen palæstinensisk selvstændig stat
• Ingen tilbagelevering af Golanhøjderne til Syrien
• Ingen deling af Jerusalem.

Denne kompromisløse holdning har været et kendetegn for ham. Da han i 2009 genindtog posten som premierminister midt under de amerikansk-ledede fredsforhandlinger, holdt han dog en opsigtsvækkende tale på Bar-Ilan Universitetet, hvor han for første gang sagde sig villig til at acceptere en form for to-statsløsning. I praksis gjorde Netanyahu lidt for at forfølge en sådan løsning.

At styrke splittelsen

Et centralt aspekt af Netanyahus strategi har været at “håndtere” frem for at løse konflikten. Netanyahu har i perioder indgået indirekte forståelser med Hamas i Gaza for at bevare roen – for eksempel tillod hans regeringer fra 2018 og frem store kontante pengebeløb fra Qatar at blive leveret til Hamas-styret i Gaza, mod at Hamas dæmpede sine angreb. Ifølge israelske kommentatorer var tankegangen bag Netanyahus approach, at Hamas’ kontrol med Gaza faktisk kunne være en fordel for Israel: Så længe palæstinensiske territorier var splittet mellem Hamas i Gaza og Abbas’ selvstyre på Vestbredden, ville en egentlig palæstinensisk statsdannelse være urealistisk.

Denne kyniske balancegang virkede i den forstand, at større angreb blev undgået i en årrække. Men som årene gik, advarede kritikere om, at prisen kunne være, at Hamas opbyggede sig militært lige uden for Israels dør. Den advarsel skulle vise sig at være profetisk, da Hamas den 7. oktober 2023 iværksatte det dødeligste angreb på israelere siden statens oprettelse – et angreb der ifølge mange afslørede alvorlige fejl ved Netanyahus sikkerhedsdoktrin.

Obama, Trump og Biden

Netanyahus lange embedsperiode strakte sig over flere amerikanske præsidenter, og relationerne var ikke altid lige hjertelige. Under Barack Obama (2009–2017) var forholdet mellem de to ledere køligt og præget af dybe politiske uenigheder. Obama ønskede at presse Israel til at standse bosættelser på Vestbredden og genoplive fredsprocessen med palæstinenserne – noget Netanyahu opponerede imod. Obama-administrationen forsøgte også at forhandle en atomaftale med Iran, hvilket stred mod Netanyahus advarsler om, at Iran udgjorde en eksistentiel trussel mod Israel. De ideologiske spændinger brød ud i lys lue, da Netanyahu i 2015 trods Obamas mishag takkede ja til Republikanernes invitation om at tale i den amerikanske Kongres imod Iran-aftalen. Tilliden mellem de to ledere var svækket.

Situationen ændrede sig drastisk med Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus (2017–2021). Trump og Netanyahu fandt hurtigt et fælles fodslag. Trump-administrationen omlagde USA’s mellemøstpolitik i en retning, der var nærmest skræddersyet til Netanyahus ønsker. I december 2017 anerkendte Trump officielt Jerusalem som Israels hovedstad og besluttede at flytte den amerikanske ambassade dertil – et historisk brud med tidligere præsidenters linje. Netanyahu hyldede øjeblikket og kaldte det “en historisk dag”. Under Trump fik Israel også grønt lys til at udvide bosættelser uden stor kritik fra Washington, og vigtigst af alt trak USA sig i 2018 ensidigt ud af Iran-atomaftalen, hvilket Netanyahu længe havde lobbyet for.

Venskabet mellem de to førte desuden til Abraham-aftalerne i 2020, hvor Israel – med amerikansk mellemkomst  normaliserede forholdet til flere arabiske lande (De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain, Sudan og Marokko). Disse aftaler blev præsenteret som en diplomatisk triumf for Netanyahu.

Med Joe Bidens tiltræden i januar 2021 gik Netanyahu ind i en ny fase af relationen til USA. Biden, der tidligere havde været Obamas vicepræsident, repræsenterede på mange måder et “tilbage til normalen” i amerikansk politik – hvilket for Netanyahu betød en mere kritisk ven. Biden støttede fortsat Israel stærkt, men gjorde det klart, at USA forventede respekt for demokratiske principper og en ansvarlig håndtering af palæstinensiske civile. De underliggende spændinger brød frem i 2023, da Bidens administration udtrykte bekymring over Netanyahus planlagte retsreform og den ekstreme retorik fra nogle af Netanyahus ministre. Biden sagde i usædvanligt direkte vendinger, at Israel “ikke kan fortsætte ned ad den vej” og undlod længe at invitere Netanyahu til Det Hvide Hus. På trods af meningsforskellene har Biden dog stået last og bram med Israel under krigen mod Hamas efter 7. oktober-angrebet.

Overordnet kan man sige, at Netanyahu under Biden måtte navigere et finurligt diplomati.

Hamas-angreb og krig i Gaza

Den 7. oktober 2023 blev en skelsættende dato for Israel og for Netanyahu personligt. Tidligt om morgenen denne dag brød hundredvis af tungt bevæbnede Hamas-krigere gennem grænsehegnet fra Gaza og angreb en række israelske landsbyer og kibbutzer. Angrebet kom som et chok: Hamas udførte massakrer på civile, dræbte omkring 1.200 israelere, sårede tusinder og tog et betydeligt antal mænd, kvinder og børn som gidsler tilbage til Gaza. Det var det mest dødelige angreb på Israel i landets historie og afslørede, at Israel trods sin militære styrke var blevet taget på sengen af en fjende, man havde anset som relativt svag. Netanyahu erklærede hurtigt krigstilstand.

Vi vil eliminere Hamas fuldstændigt

Israels militære svar kom prompte og massiv. Inden for få dage indledte Netanyahu og hans generaler en storoffensiv mod Hamas i Gazastriben. Kampfly bombarderede intensivt Hamas-mål, og israelske kampvogne og infanteri rykkede ind i Gaza i en omfattende landoperation. Netanyahu gjorde det klart, at krigens mål var at knuse Hamas’ militære kapacitet en gang for alle og sikre, at sådan et angreb aldrig kunne gentage sig. “Vi vil eliminere Hamas fuldstændigt,” erklærede han gentagne gange. Frem mod slutningen af 2023 og ind i 2024 bølgede hårde kampe, og de israelske styrker erobrede Hamas’ højborge i Gaza By. Undervejs blev dele af Gaza lagt i ruiner, og antallet af palæstinensiske ofre steg, herunder mange civile. Det udløste international bekymring og kritik – også fra Israels venner – som appellerede til at skåne civilbefolkningen.

Netanyahu stod dog fast på, at Hamas bar skylden ved at bruge civile som menneskeskjolde, og at Israel måtte gøre det nødvendige for at garantere sin sikkerhed fremover.

Indenrigspolitisk har krigen i Gaza imidlertid ikke styrket Netanyahu ubetinget. Offentlighedens vrede vendte sig mod ledelsen, og mange pegede på Netanyahu og hans regering som ansvarlige for et katastrofalt efterretnings- og beredskabssvigt. Selv blandt Netanyahus traditionelle støtter på højrefløjen var der usædvanlig stor kritik af, at landets “sikkerhedsmester” havde fejlet netop på sin kerneopgave.

Krigens forløb har ikke været uden kontroverser for Netanyahu. Efter de indledende ugers voldsomme kampe indgik Israel og Hamas i slutningen af november 2023 en midlertidig våbenhvile for at muliggøre en aftale om udveksling af gidsler med palæstinensiske fanger. Pausen bragte lettelse for mange, men da forhandlingerne gik i hårdknude, beordrede Netanyahu i december 2023 kampene genoptaget.

Netanyahu`s interesse i fortsat krig

Mange kritikere insinuerede, at Netanyahu kunne have en personlig interesse i at forlænge krigstilstanden – blandt andet fordi den midlertidigt afledte opmærksomheden fra hans hjemlige problemer, som fx en spirende skandale omkring hans nære medarbejdere (den såkaldte “Qatargate”). Regeringen tog også omstridte beslutninger som at udskifte chefen for sikkerhedstjenesten Shin Bet midt under krigen, hvilket udløste beskyldninger om politisk hævntogt mod en tjenestemand involveret i korruptionsundersøgelser.

I januar og februar 2024 rykkede Israels militær længere mod syd i Gaza, mens Hamas’ raketangreb aftog.

Israel vil besætte og styre Gaza.

Ingen, hverken Netanyahu eller andre, har endnu fremlagt en klar plan for Gazas fremtid. Forsvarsminister Yoav Gallant har offentligt anklaget Netanyahu for mangel på strategi i håndteringen af Gaza. Netanyahu afviste dog at træffe beslutninger og udelukkede at lade det moderate Palæstinensiske Selvstyre tage over. Denne nølen har ifølge iagttagere forlenet krigen med et uklart endemål og vækket bekymring. Lige nu har Israel meddelt, at de agter at besætte Gaza. Deres henvisning er blandt andet, at Gaza i 2005 – inden Hamas kom til magten et år senere –  var et relativt fredeligt sted med parker, hospitaler og undervisning.

Iran, Hamas og andre terrorgrupper

For Netanyahu selv har truslen fra Iran altid indtaget førstepladsen. Han har i internationale fora gang på gang advaret om, at Irans islamiske regime, med dets atomprogram og støtte til militante grupper, udgør en potentiel eksistentiel fare mod det jødiske folk. I april 2025 – midt under krigen mod Hamas – brugte Netanyahu f.eks. en mindehøjtid for Holocaust til at sende et klart budskab:

“Irans regime er en trussel mod vores skæbne, vores eksistens, ja mod hele menneskehedens fremtid, hvis det får atomvåben,”

Netanyahu ser i høj grad konflikten med Hamas gennem linsen af den større konfrontation med Iran. Hamas, Hizbollah i Libanon – en del af den “akse”, Iran bruger til at ramme Israel. I Netanyahus verdensbillede hænger alt dette sammen: Et Israel, der viser svaghed over for Hamas, vil blot opmuntre Teheran. Derfor har han argumenteret for, at krigen i Gaza i bund og grund handler om at sende et signal til Iran og dets allierede om, at Israel ikke tøver med at forsvare sig med al kraft. Nogle kommentatorer – særligt på den sikkerhedspolitiske højrefløj – er enige og mener, at Netanyahu i virkeligheden forbereder Israel på et muligt endeligt opgør med Iran.

Overlevelse – en ”ikke-strategi”

Andre eksperter er mere kritiske og ser Netanyahus langsigtede plan som fraværende eller underordnet hans personlige magtinteresser. Natan Sachs fra Brookings Institution har beskrevet Netanyahus fremgangsmåde som en “ikke-strategi” – at Netanyahu ofte vælger at undlade at træffe store strategiske valg. Dette kan have været bevidst: Ved at foretage få vidtrækkende beslutninger har Netanyahu kunnet overleve politisk meget længe, omend problemerne er vokset i kulissen. Men efter Hamas-angrebet i 2023 er denne model kollapset, mener Sachs, idet Netanyahu nu presses til at håndtere konsekvenserne af den udsatte status quo.

På lignende vis konkluderer veteran-journalister i Israel, at Netanyahu dybest set har haft én primær strategi: at beholde magten for enhver pris. Yossi Verter fra Haaretz har kaldt det “Netanyahus eneste strategi – overlevelse!” (Netanyahu’s sole strategy is survival) og advaret om, at Israel under ham er havnet i diplomatisk isolering som følge af kortsigtede politiske studehandler.

Amos Harel, en respekteret israelsk analytiker, skrev ligeledes, at “selv midt i landets vigtigste krig i 50 år er premierministeren først og fremmest optaget af sig selv og redningen af sin vaklende politiske fremtid”. Denne barske vurdering kommer i kølvandet på observationer af, at Netanyahu under Gaza-krigen gentagne gange har prioriteret at tækkes sine ultra-højreorienterede koalitionspartnere og har været uvillig til at indgå længerevarende våbenhviler, der kunne tolkes som svaghed.

Tænketank: Hamas er udelukket

En anden dimension er Netanyahus holdning til Hamas i det lange perspektiv. Tænkere i f.eks. Hudson Institute (en amerikansk konservativ tænketank) har argumenteret, at Netanyahu – trods al kritik – i det mindste har skabt klarhed om, at Hamas ikke kan være en partner, men skal slås ned militært. De ser hans hårde linje som legitim, fordi Hamas ifølge dem kun forstår magt og bevidst maksimere civile lidelser for at fremme sin sag. I det store billede står Benjamin Netanyahu tilbage som en yderst erfaren, men også dybt omstridt leder. Hans langsigtede mål kan være svære at skelne fra hans umiddelbare taktiske manøvrer for at blive ved magten.

På den ene side er der ingen tvivl om, at Netanyahu oprigtigt ønsker at se Iran afvæbnet og Israel stærkt, sikkert og økonomisk blomstrende – og han har opnået væsentlige resultater i den henseende, f.eks. ved at opbygge nye alliancer og sikre Israels militære forspring. På den anden side peger mange på, at Netanyahu i løbet af sin karriere gradvist har indsnævret sit fokus til primært at handle om Netanyahu selv. Som Brookings-analysen bemærkede, har hans år ved roret udviklet sig til et slags “one-man show”, hvor Israels politiske kurs i høj grad er formet af én mands overlevelsesinstinkt.

Med krigen i Gaza og de interne spændinger i Israel er der nu alvorlig tvivl om, hvorvidt denne model kan fortsætte. Mange iagttagere mener, at vi muligvis oplever slutspillet for “ Netanyahu -æraen”. Uanset om Netanyahu formår at klamre sig fast eller ej, vil Israel også fremover leve med effekterne af hans politiske arv – på godt og ondt.

En æra er ved at rinde ud, men de spor Netanyahu har sat i Israels sikkerhedspolitik, forholdet til palæstinenserne og landets demokratiske kultur, vil strække sig langt ind i fremtiden.

Kilder: Israel Democracy Institute; Reuters; Brookings Institution; Hudson Institute; Carnegie Endowment; Haaretz; The Times of Israel; Al Jazeera; The Guardian; AFP.