Det piner Søren Pape Poulsen (K) at tænke på regeringens minkskandale.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk
– Nu bliver socialdemokraterne sure på mig.
Sådan indledes en video fra den konservative partileder på partiets officielle Facebookside.
I videoen kan man se Søren Pape Poulsen på Folketingets talerstol under en debat i Folketingssalen, hvor han udtrykker sin tydelige utilfredshed over for regeringens ulovlige ordre om at slå alle landets mink ned.
– En handling og beslutning præget af fuldstændig panik, kynisme og mangel på ro og overblik, siger Søren Pape Poulsen og fortsætter:
– Og vigtigst af alt: mennesker livsværk blev hevet ud af hænderne på dem på få minutter på et pressemøde med statsministeren i spidsen.
Pape stiller sig mærkbart uforstående over for, hvorfor regeringen valgte at gøre det i et så forhastet tempo.
– Det er nok det, der piner mig allermest i denne proces. Hvorfor kunne vi ikke vente bare et par dage eller tre, siger Pape og fortsætter:
– Hvorfor kunne vi ikke få en “second opinion”, inden man hastede ud, og folks livsværk var væk, uden lovhjemmel, i øvrigt.
Efterfølgende fortæller Pape, at han dog er glad for, at en granskningskommission skal undersøge sagen.
– Vi skal helt til bunds i det, og i det hele taget er det jo en forfærdelig sag, hvor der stadigvæk er mange ubekendte.
Videoen afrundes med Pape, der beskriver, at forløbet med afbrændingen samt den forfejlede nedgravning af minkene også fortjener at “komme for dagens lys”.