Pape reagerer på krænkelsesanklager mod Khader: “Vil få de nødvendige konsekvenser”

Pape ser med stor alvor på krænkelsesanklager mod Khader
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, ser “med stor alvor” på de anklager, som fem kvinder retter mod Naser Khader (K).

Khader har selv afvist anklagerne.

Kvinderne har fortalt til DR, at de mellem 1999 og 2019 er blevet udsat for seksuelle krænkelser eller grænseoverskridende adfærd fra det konservative folketingsmedlem.

– Vi ser med stor alvor på sagen, vi vil til bunds i den, og den vil få de nødvendige konsekvenser, siger Søren Pape Poulsen i et skriftligt svar.

Søren Pape Poulsen skriver, at sagerne er nye for ham. Han ønsker ikke at stille op til interview.

Han opfordrer kvinderne til at kontakte politiet, såfremt de mener, at der er sket en forbrydelse. Flere af kvinderne betegner over for DR, det, de har været udsat for, som overgreb.

Samtidig opfordrer han til, at kvinderne kontakter den whistleblower-ordning, som er etableret i partiet. Det kan sikre “en ordentlig og fair behandling af alle involverede parter i denne type sager”, mener partiformanden.

– Det gælder også, hvis der skulle være kvinder, som har oplevet noget lignende, men som ikke er stået frem, skriver Søren Pape Poulsen i det skriftlige svar.

Ifølge De Konservative skal uafhængige advokater sørge for en grundig behandling af sagen.

– Fordi det er en forudsætning for, at vi kan komme til bunds i sagen, høre den fra alle sider og derefter drage vores konklusion, lyder det fra Søren Pape Poulsen.

Naser Khader har siden midten af april været sygemeldt fra Folketinget. Han tog sygeorlov, efter at det kom frem, at han har truet debattører, der rejste kritik af ham og hans ageren, med at gå til deres chefer.

Khader har siden undskyldt for sin opførsel i den forbindelse.

I forbindelse med de beskyldninger, der rettes mod ham fra de fem kvinder, så fortæller Naser Khader, at han husker episoderne anderledes. I nogle af tilfældene afviser han helt, at møderne har fundet sted.

– Jeg kan sige ganske klart, at jeg ikke har optrådt voldeligt eller truende over for nogen kvinder eller har misbrugt et magtforhold, siger han i et skriftligt svar til DR.

Naser Khader kom i Folketinget for De Radikale i 2001. I 2007 var han med til at stifte partiet Ny Alliance, der siden skiftede navn til Liberal Alliance. Her var han medlem indtil begyndelsen af 2009.

Khader har fra 2009 til 2011 og igen siden 2015 været folketingsmedlem for De Konservative, og han har senest blandt andet bestredet posten som retsordfører i partiet.

/ritzau/

[adning id="17957"]

Fik du læst?