Pernille Skipper møder hård kritik fra sine egne følgere: “Jeg plejer sjældent at være uenig med dig, men…”

Foto: Johan Wessman/News Øresund
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

“Det her er tåbeligt”, lyder det bl.a. fra en af Pernille Skippers skuffede følgere.

Af Claes Theilgaard, claes@indblik.dk 

– Selvom det er 10-20 år for sent, er det godt, at DA og FH endelig har indset, at der er brug for ligestilling af fødende og partner i barselsorloven. Den skæve fordeling er enorm årsag til uligeløn og udtryk for gammeldags ideer om fædres og mødres rolle.

Sådan indleder Enhedslistens tidligere leder og nuværende ligestillingsordfører Pernille Skipper et Facebookopslag, som har bragt hende ud i sjældent uføre med sine egne følgere.

I opslaget roser Skipper den nye barselsaftale, hvor barslen tvangsfordeles – eller “øremærkes” – med 11 uger til far og 11 uger til mor. Samtidig bortfalder barslen, hvis faren ikke gør brug af den.

Enhedslisten bakker – ligesom regeringen, de øvrige støttepartier og Venstre – op om aftalen, men mener dog, at man bør gå endnu længere.

– Men! Når vi nu langt om længe skal sikre ligestillingen, og øremærke en lige stor andel af barslen til begge, skal vi sørge for effekt. Derfor vil Enhedslisten øremærke 14 uger til hver og resten kan overføres, skriver Pernille Skipper således.

Støtten til den nye barselsaftale og idéen om at gå videre endnu falder dog ikke i god jord hos Skippers egne Facebook-følgere, der i dette tilfælde er sjældent uenige med hende.

Kommentarsporet under opslaget er således præget af følgere, der retter hård kritik og undren mod den tidligere Enhedslisten-leder.

– Jeg plejer sjældent at være uenig med dig, men det her er tåbeligt. Måske det så bliver “ligestilling”- og det er jo fint i et voksenperspektiv, men det bliver børnene, der taber, skriver en følger. 

– Men nogle børn trives bedst med at blive ammet mere end 14 uger og det kan mænd bare ikke. Det er naturstridigt at afbryde amningen før tid og det skal politikere lade den enkelte familie finde ud af selv, skriver en anden.

I alt er der små 600 kommentarer, og Pernille Skipper forsøger sig med at svare igen på enkelte af dem.

Til en følger, der skriver, at politikerne ikke bør blande sig i barslen, og at forældrene selv må finde ud af at fordele den, som de finder bedst, svarer Skipper således:

– Men i dag er der øremærket 14 uger til den fødende og to uger til partner. Er du ikke enig i at der bør være ligestilling?

– Lige i den her sag, må det være forældrene der bestemmer hvad der passer bedst i deres familie, det er ikke alt hvor der skal være ligestilling hvis ikke forældrene ikke selv vil, jeg syntes lige her, at der blander jer politiker jer for meget de private hjem (tegnsætning mv. er ikke rettet, red.), svarer følgeren igen.

Aftalen mellem FH og DA er et indspil til de politiske forhandlinger om øremærket barsel. 

Ordningen er samtidig en implementering af EU’s orlovsdirektiv, som også indeholder andre orlovselementer. 

Folketingets partier skal efter planen forhandle øremærket barsel i efteråret.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?