Ifølge ekspert er det “faktuelt forkert”, når udenrigsministeren foregiver, at Al-Qaeda ikke længere er en trussel i Afghanistan.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk
Det skriver DR.
Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod, deltog søndag i et interview i programmet 21Søndag, hvor han hævdede, at terrorbevægelsen Al-Qaeda, som stod bag terrorangrebene den 11. september 2001, ikke længere er til stede i Afghanistan og af den grund ikke længere er en trussel mod vesten.
Men en trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste siger noget lidt andet. Den konkluderer bl.a., at Taliban har beskyttet Al-Qaeda, hvilket giver dem mulighed for at udgøre en større trussel.
I øvrigt fremgår det også i vurderingen, at man ved en tilbagetrækning af internationale styrker, ville kunne risikere, at Al-Qaeda oplever en fremgang.
– Hvis der som planlagt sker en vestlig tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021, er det meget sandsynligt, at det vil styrke al-Qaida og gruppens allierede i regionen. En tilbagetrækning vil blive præsenteret som en sejr for gruppen i dens propaganda. Det er sandsynligt, at al-Qaida i Afghanistan efter en tilbagetrækning vil vokse i antal og bl.a. genoprette træningslejre for at øge sin kapacitet til at angribe mål både i regionen og i Vesten, skriver Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i denne trusselsvurdering.
“Faktuelt forkert”
Terrorforsker, Thor Hamming, bekræfter over for DR, at Al-Qaeda er til stede i Afghanistan, og at tilbagetrækningen har styrket dem. Han langer også ud efter Kofods fortælling om, at Al-Qaeda ikke længere er i landet.
– Der kan ikke herske nogen tvivl om, at al-Qaeda er til stede i Afghanistan. Der kan heller ikke herske tvivl om, at al-Qaeda står stærkere nu, hvor Taliban kontrollerer Afghanistan. Der er ikke tvivl om, at det, som Kofod siger, er faktuelt forkert, siger han.
Efterfølgende forklarer Hamming, at Kofod muligvis ytrede, som han gjorde i et forsøg på at aflede fra historien om, at det på lang sigt hverken lykkedes dem at nedkæmpe Taliban eller gøre Afghanistan til et mere sikkert sted at bo.
Thor Hamming er ikke den eneste ekspert, der er uenig med Kofod. Ifølge Jyllands-Posten er det en udtalelse, som flere eksperter finder kritisabel.