[vc_row][vc_column][vc_column_text]Det er på tide, at forbrugerne får den information om tobaks- og nikotinprodukter, som de har krav på. Det skriver Christopher Arzrouni i dette debatindlæg.
Af Christopher Arzrouni, kommunikationschef, Philip Morris International
Du må ikke få nuanceret information. Du må ikke få at vide, at nogle tobaks- og nikotinprodukter er mindre skadelige end andre. Det har et flertal i Folketinget netop besluttet.
I forvejen er det forbudt at give den slags information på selve tobakspakken. Men fra 1. april 2021 bliver det heller ikke tilladt at give information på virksomheders hjemmesider om, at nogle tobaks- og nikotinprodukter er meget skadelige, mens andre produkter er forholdsmæssigt mindre belastende.
Det er et sundhedspolitisk selvmål at hindre forbrugerne i at få information. Hvis forbrugerne mangler viden, begrænser man deres mulighed for at træffe de rigtige beslutninger, som kan påvirke deres helbred. Hvis forbrugerne er uvidende om, at der er forskel på produkterne – cigaretter, e-cigaretter, opvarmet tobak og nikotinposer – hvorfor skulle en hardcore ryger så skifte?
Sandheden er, at der er stor forskel på de forskellige tobaks- og nikotinprodukter. Når man brænder dem, bliver produkterne automatisk mere skadelige. Men når man indtager produkterne uden forbrænding, slipper forbrugerne f.eks. for tjære og kulilte, som er skadelige.
Det store problem er forbrændingen og den røg, som opstår. Det er f.eks. røgen, og ikke nikotinen, som er den primære årsag til kræft. Derfor giver det faktisk mening at skifte til e-cigaretter, opvarmet tobak eller nikotinposer, såfremt man ikke holder helt op med tobak og nikotin. Røgfri produkter er ikke risikofri. Og det bedste er at droppe tobak helt og holdent. Men ved at undgå røgen, mindsker man risikoen for skade.
Det er vigtigt, at forbrugerne kender forskellene på de enkelte tobaks- og nikotinprodukter. Derfor står Philip Morris bag en kampagne i danske medier under overskriften ”Brændt er aldrig godt”.
Det er en noget utraditionel fremgangsmåde, som desværre skyldes den manglende viden i offentligheden. Vi mener, at forbrugerne har krav på ordentlig, uafhængig information. Og vi mener, at forbrugerne har krav på at vide, at de fleste sundhedsskadelige stoffer – i forbindelse med tobak – opstår, når man brænder den. I mangel af bedre, er det så os, der må stå for oplysningen.
Når en tobaksvirksomhed som Philip Morris forsøger at informere, bliver vi ofte skudt i skoene, at vi manipulerer. Men så kan vi heldigvis citere uafhængige eksperter.
Den britiske lungeforenings medicinske direktør Nick Hopkinson (British Lung Foundation) har netop udtalt, at “e-cigaretter er del af en menu af muligheder, der kan hjælpe mennesker med at stoppe rygning og det kan være et meget effektivt instrument til at stoppe”.
Ligeledes har den amerikanske hjerteforening (American Heart Association) netop offentliggjort forskning, der viser, at forbrugere, der skifter helt fra cigaretter til e-cigaretter, ser ud til at mindske inflammation – betændelse – i kroppen.
Disse fakta er ikke noget, som den store stygge tobaksindustri har fundet på. Det er på tide, at man lytter til viden fremfor at skyde budbringeren. Og det er på tide at give forbrugeren ret til information.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]