På nuværende tidspunkt ser vi massevis af forhandlinger om den fremadstormende økonomi, hvor finansminister, Nicolai Wammen tidligere inviterede til forhandlinger om krisepakker. Det kommer som følge af, at regeringen havde præsenteret et udspil med det formål at kompensere de danske husholdninger for den inflation som hærger de danske forbrugerpriser. Prisstigningerne skyldes bl.a. krigen i Ukraine og inflation i kølvandet på coronakrisen fører med sig.
Her er eksempelvis varer som fødevare og benzin steget abnormt. Det har ført til, at regeringen nu vil kompensere danskerne, med det øjemål at gøre det nemmere for de mest udsatte indkomstgrupper at kunne klare prisstigningerne. Det finder bl.a. sted ved at regeringen foreslår at 290.000 ældre, som får ældrecheck, skal have 5000 kroner ekstra i år. Samtidig har Skatterådet hævet ekstraordinært satserne for kørselsfradraget og befordringsgodtgørelse. En slags brandslukning som mere eller mindre som den manøvre man kender fra at tisse i bukserne for at få varmen. En floskel eller polemisk kritik som regeringen i disse tider får tudet ørene fulde af, men en ting er at prøve at planlægge sig ud af noget, som er meget usikkert man overhoved kan – men en helt anden ting er, at man går stik imod hvad fagkundskaben på samme område tilsiger.
Regeringens kompensation har samlet økonomer i fælles kritik
Økonomi er for mange et mysterium, mens mange laver forudsigelser, forventninger og spår tidens tendenser, samt hvad der venter os lige om hjørnet – så er økonomi en kompleks størrelse, og markedet er nærmest umuligt at slå. Trods den kompleksitet som økonomi består af, og økonomer i en lind strøm ej heller kan finde fælles fodslag i mange spørgsmål, så er regeringens måde at håndtere inflationen nærmest tæt på at kunne samle økonomer i fælles front. Da kritikpunkterne lyder, at 1. finansieringen af kompensationen er betinget af usund gældsætning og 2. kompensation til danskerne vil stimulere efterspørgslen og føre til yderligere inflation. Kritikken kommer bl.a. fra overvismand, Carl-Johan Dahlgaard og cheføkonom hos CEPOS, Mads Lundby Hansen, som udtaler at ufinansierede konjunkturpolitik er en farlig leg. Og da man efter bedste socialdemokratiske lighedsmageri’ske prøver imødekomme de mest udsatte grupper ved de ældre (og støttepartierne både vil have studerende og arbejdsløse med i samme pulje) med hjælpepakker, så stimulere man også efterspørgslen ekstra. Da man allerede i gymnasiet i samfundsfag vil havde lært, at de grupper med lavest indkomst, vil bruge det ekstra beløb direkte på forbrug. Frem f eks. skattelettelser, hvor en andel af det ville gå til opsparing, da det ville ramme bredere i befolkningen. Og trods den politiske intention om er at hjælpe de hårdest ramte grupper, så er det dermed også her, at vi vil se at det sætter sig hårdest i inflationen.
Det virker nærmest som om, at man prøver at snyde den økonomiske realitet, som er ved at sætte sig i dansk økonomi. Alternativt så har man glemt eller aldrig lært, hvad inflation er for en størrelse og hvad det afstedkommer af. Da inflation er en reaktion på forholdet mellem efterspørgslen og udbuddet. Og trods vi alle er bekendt med, at udbuddet har trange kår, når verdens store solsikkelagre i Ukraine og olien fra Rusland er blevet sat en prop i, samt at dansk økonomi stormer derudaf på beskæftigelsesfronten – så er vi blevet så socialdemokratiske i vores verdensopfattelse, at vi ikke forstår konsekvenserne. Det er især mærkværdigt, at vi ikke kigger mere bekymrede imod den tårnhøje beskæftigelse, hvor lønmodtagerbeskæftigelsen steg med 8.780 bare i februar, når der tages højde for sæson. Det betyder, at der er 2.929.000 lønmodtagere i beskæftigelse i Danmark, hvilket er ny beskæftigelsesrekord. Samtidig er ledigheden også næsten på sit laveste med 2,5%, som kun er overgået af perioden i 2008, som lå på 2,4%. For alt imens at alle får arbejde, bliver vi alle fattigere af den inflation der gør, at vi kan gøre mindre med de penge vi får udbetalt af vores arbejdsgiver eller den kunde man som virksomhedsejer løser en opgave for.
Som nu afdøde økonom, Milton Friedman i 1980 responderede med til den kinesiske bureaukrat der viste ham rundt og glædeligt fortalte om, at Kina næsten havde fuld beskæftigelse. Friedman undrede sig over, at kineserne brugte skovle, frem for moderne traktorer og maskiner til at bygge kanalerne, så brugte man skovle – hvilket blev forklaret af den kinesiske bureaukrat med, at det var et jobprogram. Hvorefter Friedmans respons var, hvor man ikke i stedet brugte ”skeer”, da man dermed på et splitsekund ville opnå fuld beskæftigelse. Og på samme vis, virker jublen over dansk beskæftigelse som naiv og uden øjne for konsekvenserne af, at vores penge bliver mindre værd
De borgerligere partier er ikke meget bedre
For det virker ærligt talt til, at man fra politisk side, fuldkommet ignorerer den økonomiske virkelighed. Da man med politisk velvilje ønsker at agere handlekraftigt, rød som blå i folketinget, og ikke kigge passivt til udviklingen – så ville dette måske være bedst. Da markedets konsekvenser som oftest er midlertidige og hurtigere vil kunne genoprette sig selv, hvis ikke politikerne laver lappeløsninger og som konsekvens forlænger nedturens ubehag.
Forskellen på det borgerlige og de venstreorienterede er grundlæggende om konsekvensen af deres konjunkturpolitik er direkte eller indirekte. Da det lader til, at alle partierne på Christiansborg har forslag til løsninger og måder at reagere på. Ved bl.a. Det Konservative som ønsker at hæve beskæftigelsesfradraget, Radikale vil dele kompensationen ”klogere” ud og Venstre ønsker højere befordringsfradrag, lavere energiafgifter og højere beskæftigelsesfradrag. Alt imens der tales om grønne checks fra SF og mere støtte til studerende over SU’en.
Her er forskellen meget lille i de brede penselstrøg, dog med få undtagelser som Konservative og Venstre’s ønske om at hæve beskæftigelsesfradraget. Som kun vil have en indirekte effekt på økonomien – og dermed have ”lidt” mindre effekt på efterspørgslen.
Ønskelisten er lang fra partiernes side, som alle ønsker at gøre noget for deres egne vælgergrupper. Om det er skattesænkninger eller det er støtte, så er det grundlæggende mærkværdigt, at man i en tid, hvor økonomien er overophedet, smider mere brænde på bålet. For hvordan kan stimuli af efterspørgslen både være redskabet for at komme ud af krisen, og samtidig være det første vi går til, når vi muligvis er på vej ind i en.
Er konjunkturpolitik overhoved et redskab man skal benytte – og hvorfor er der ingen der diskutere dette?
For det er jo hele humlen ved inflationen. At det er en naturlig reaktion for markedet, når vægten tipper, udbuddet reduceres og efterspørgslen fortsætter eller stiger. Og når markedet gør dette, er det med henblik på igen at gå i ligevægt, således vi det bliver en bedre balance mellem udbuddet og efterspørgslen.
Altså modarbejder man fra politisk det som markedet prøver at signalerer. Det ville man i hvert fald vide, hvis man følger de almene økonomiske dogmer. Men dette er ikke tilfældet og i stedet gør man i bedste egennyttige og loyalistiske stil det, at man plejer vælgersegmenter, her når lokummet brændet. En bjørnetjeneste som formentlig vil sætte sig på lang sigt.
Alt imens man i økonomiske kredse kan diskutere crowding-in og out-effekter, konjunkturpolitiske redskaber og andet keynesiansk økonomi-teori, så er det måske for meget forlangt af politikerne. Da de er under vælgerne og mediernes konstante besyv og vurderes på deres handlekraft. Alt imens at en gennemarbejdet konjunkturpolitik kræver, at man handler efter nogen dogmer, som er svære at inkorporere i den politiske virkelighed. Hvori man i bedste Schlüters kontraktive kartoffelkur-stil i 1980’erne spare i opturstiderne, til Nyrup’sk ekspansive spenderbukser i 1990’erne, konstant afvejer økonomens tilstand. Men sådan er politikere som oftest ikke, da de skal genvælges og derfor ikke er de bedste til at træffe de beslutninger som for alvor gør ondt på den korte bane.
Alt imens, at politikerne og den demokratiske indretning vi har, betyder at politikere har svært ved at reagere på økonomiske udsving. I og med, at det er en lang proces at få gennemført politik og man kan ende med at spare eller stimulere økonomien på et forkert tidspunkt – og det dermed vil have den modsatte virkning. Eller at borgerne gennemskuer tiltagende, som Thornings stimuli-pakker i starten af 2010’erne, hvori danskerne smed alle skattelettelser eller beskæftigelsesprojekter direkte ind på opsparingen, frem for i forbrug.
Måske politik bare skulle være politik?
Lidt af en hovedpine for dansk politik. Hvor man kan bekymre sig over, at politikerne muligvis ignorerer den gængse økonomiske redskabskasse og i stedet modarbejder økonomernes anbefalinger. Samtidig er det svært at skyde dem i skoene at gøre det, som danskerne formentlig ønsker at de gør at være handlekraftige.
Samtidig kan alle disse tiltag og bekymringer for både politikere, økonomer og den almene dansker ende med at være lettere ligegyldige. Da inflationen oftest reguleres bedst ved pengepolitikken, som Danmark ingen kontrol har over, da vi følger Euroen. Og det står ECB (Den Europæiske Centralbank), som vidst har i støbeskeen at følge USA i at hæve rentesatsen. Dermed kan det igen kommer til at betale sig at holde på pengene, og lade dem stå i banken, frem for den minusrente der har hærget i mange år. Hvilket vil regulere efterspørgslen markant og dermed også udbuddet. Og dermed vil ECB pengepolitik modarbejde de danske tiltag, der stimulerer efterspørgsel og gå i nul, eller helt underminere den.
Altså skulle dansk politik måske fokusere mere på at holde sig til strukturel politik. Som en lille fisk i den store globale pøl, hvor andre landes politik også diktere danske konjunkturer, så bør man muligvis i stedet sikre, at Danmark har en fleksibel og agil evne til at omstille sig ude hos de erhvervsdrivende og hos arbejdstagerne. Frem for disse lappeløsninger man orkestrer for tiden.
