Statsministerens retorik på tirsdagens pressemøde kan vise sig at give anledning til nye demonstrationer, mener en professor. Protestbevægelsen Men In Black har allerede indkaldt til ny demonstration.
Af Philip Friis, philip@indblik.dk
Tirsdag afholdt statsminister Mette Frederiksen igen pressemøde om situationen i forhold til coronavirus, og budskabet var klart: Bliv vaccineret.
Men for at trænge igennem med dette budskab splittede statsministeren befolkningen op i tre grupper.
Det fremlægger professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen til Berlingske.
Og netop grundet dette mener professoren, at vi i en eller anden udstrækning kan forvente demonstrationer imod Mette Frederiksen igen.
Helt specifikt drejer det sig om statsministerens måde at vinkle sit budskab på, idet hun specielt kritiserer de borgere, der ikke er vaccinerede.
Statsministeren mener nemlig, ”at de skylder det i forhold til det resterende samfund”, og sagde derudover til pressemødet tirsdag:
– Jeg kan ikke understrege nok urimeligheden i, at en lille gruppe potentielt ødelægger det for de fleste af os, så der er i mine øjne ikke nogen undskyldning – heller ikke af moralsk karakter – for, at man ikke går hen og bliver vaccineret, sagde hun.
Således opstiller statsministeren de vaccinerede op mod de ikke-vaccinerede, og de ikke-vaccinerede kan endvidere yderligere inddeles i to grupper.
Der er en såkaldt ”bevægelig” del af gruppen, som gerne vil vaccineres, men som er bekymrede, og så er der en skeptisk gruppe, der slet ikke vil vaccineres.
Og her er det sidstnævnte gruppe af befolkningen, som grundet statsministerens nye kritik måske igen vil begynde at gå på gaden og demonstrere, mener professoren.
Dette er fordi, at statsministeren med sin opdeling, nu udstiller denne gruppe af befolkningen, vurderer Michael Bang Petersen.
– Sagen er, at de her personer nu har mulighed for at finde et stærkere fællesskab med hinanden, siger han til Berlingske.
Mcihael Bang Petersersen forudser således demonstrationer i samme stil som dem, forskellige grupper af vaccineskeptikere samt Men In Black-bevægelsen har arrangeret tidligere under coronakrisen.
Professoren ser ud til allerede at få ret. Men In Black har torsdag indkaldt til demonstration den 20. november imod epidemiloven, coronapas og “politiseringen af befolkningens sundhed”.
– Det er en politisk sundhedsdagsorden, som blandt andet går ud på at udskamme de folk, som ikke følger regeringens dagsorden. Ved at tale ned til dem, udskamme dem og true dem med udelukkelse eller besværliggørelse, skriver bevægelsen bl.a. på Facebook.
Under hele coronakrisen har Michael Bang Petersen stået i spidsen for det såkaldte HOPE-projekt, der har gransket danskernes adfærd under pandemien og holdning til forskellige tiltag og restriktioner.