Det norske parti Fremskrittspartiet, der blandt andet kæmper for streng indvandringspolitik og bedre ældrepleje, skal på jagt efter en ny leder.
Det står klart, efter at partiets mangeårige leder, Siv Jensen, har trukket sig.
På et pressemøde torsdag eftermiddag fortæller Siv Jensen således, at hun forlader den lederpost, som hun har besiddet siden 2006. Hun meddeler desuden, at hun ikke stiller op til genvalg i Norges parlament, Stortinget.
– Det her valg har ikke været let, men jeg er overbevist om, at det er det rigtige valg, siger 51-årige Siv Jensen på en pressekonference.
Den profilerede partileder afviser, at dårlige meningsmålinger har spillet ind på beslutningen, som angiveligt har været længe undervejs.
– Egentlig har de dårlige målinger vækket min kampgejst, så det er overhovedet ikke grunden til min beslutning, siger hun.
Ifølge det norske nyhedsbureau NTB har Siv Jensens pludselige udmelding “ramt som en bombe” i det politiske landskab i Norge.
Den afgående partileder har siddet i Stortinget siden 1997.
I 2006 overtog hun roret i Fremskrittspartiet for Carl I. Hagen, og i 2013 lykkedes det hende at få partiet med i den norske regering. Her sad hun som finansminister, indtil partiet forlod regeringen i januar 2020.
Hun begrunder sit farvel med, at hun blandt andet har lyst til at bruge mere tid på familien – og ikke kun på sit politiske liv.
– Jeg er gradvist kommet frem til, at jeg vil være mere tante Siv og søster Siv, og at jeg vil bruge mere tid sammen med min mor, siger hun i en pressemeddelelse fra Fremskrittspartiet.
– Det er på tide, at andre, der er villige til at arbejde dag og nat og året rundt for partiet, overtager stafetten, siger hun.
Siv Jensen kan ikke selv vælge sin arvtager, men hun anbefaler, at det bliver partiets nuværende næstformand, Sylvi Listhaug.
/ritzau/NTB