I dette indlæg gennemgår Rasmus Malver, jurist og talsperson for Foreningen Imod Ulovlig Logning, de syv største løgne som tilhængere af den ulovlige masseovervågning i form af logning af danskernes tele- og internetdata fortæller.

Af Rasmus Malver, stifter og talsperson for Foreningen imod Ulovlig Logning, cand. jur. med speciale i menneske- og forfatningsret

Retsudvalget i Folketinget havde inviteret mig til udvalgsmøde om det nye lovforslag til ændring af logningsreglerne, hvor jeg fik mulighed for at modbevise de syv største løgne om logning.

Det skete efter en høring hvor bl.a. Institut for Menneskerettigheder, Justitia, IT-Politisk Forening og tidl. generaladvokat ved EU-Domstolen Henrik Øe havde understreget problemerne omkring logningen. Til høringen deltog også retspræsidenten for Retten på Frederiksberg og fire ansatte fra Justitsministeriets område. Man kan se høringen på Folketingets hjemmeside.

Her en gennemgang af mit indlæg, hvor jeg går lidt mere i dybden. Efter mit oplæg har justitsminister Nick Hækkerup sendt sin reaktion til Folketingets Retsudvalg. I sit svar tager han bl.a. afstand fra at hans ansatte skulle have løjet for Folketinget, men han har ingen konkrete eksempler eller nogen dokumentation for at det ikke var tilfældet. Jeg inddrager hans svar sidst i hvert afsnit.

Løgn nr. 1: Der er altid en dommerkendelse

Lad os starte med den største løgn, som justitsminister Nick Hækkerups ansatte fremhævede på høringen om logning. De to embedspersoner Caroline Østergaard Nielsen og Marie Bindslev sad og løj Folketinget direkte ind i ansigtet når de påstod, at der altid ligger en dommerkendelse bag udlevering af teledata.

Tidligere har offentligt ansatte været meget forsigtige med at vælge deres ord, men denne gang sad ministeren lige ved siden af.

Caroline og Marie brugte meget tid på at forklare hvordan de fysisk går til en dommer, og skal have bedre argumenter end den velforberedte indgrebsadvokat.

Problemet er dog, at de fleste teledata ikke udleveres efter regler om indgreb i teledata, men efter retsplejelovens regler om edition. Der er ingen indgrebsadvokat, og teleselskaberne har givet politiet en generel-fuldmagt.

Caroline og Marie påstod, at de ikke bare “har en knap” til at udlevere data, men det er præcis hvad de har. Vi ved fra teleskandalen at politiet har et browser-baseret system, hvor de udfylder telefonnummer og trykker på en knap.

I andre lande kan det give fængselsstraf at lyve for parlamentet. I Danmark er det en genvej til forfremmelse.

Hvordan ved jeg at de fleste data indhentes på den måde? Det siger telebranchen selv. Og Justitsministeriet sagde det samme, sidst de blev bedt om at levere statistik på området. Her fik vi dog kun statistik over de sager hvor politiet fulgte reglerne om domstolskontrol.

– Imidlertid har teleselskaberne i de seneste år – siden ikrafttrædelsen af logningsbekendtgørelsen i 2007 – været pålagt at logge data, som teleselskaberne enten slet ikke selv har brug for, eller som teleselskaberne selv kun har brug for at registrere i en ganske kort periode. Disse loggede data er efterfølgende blevet udleveret til politiet alene efter reglerne om edition, dvs. uden at der er fastsat præcise regler om tvangsindgreb i forhold til disse loggede data. Dette gør sig bl.a. gældende for data om telekunders historiske lokalisering i telenettet – altså data om kundens geografiske færden op til 1 år tilbage.

Editionskendelser følger ikke regler om indgreb i teledata. Data kan indhentes uden kendelse, og kun teleselskabet kan efterfølgende anmode om at sagen sendes til en dommer.

Når en dommer involveres

Selv i de tilfælde hvor der reelt skal indhentes en dommerkendelse, og der beskikkes en indgrebsadvokat, vælger anklageren hvilke informationer der skal gives til advokat og dommer. Det ved vi også fra teleskandalen, hvor politi og anklagere i mere end 10.000 sager havde skjult vigtige oplysninger for dommere og advokater.

Men lad os tage et eksempel: I januar 2022 har politiet afhørt journalister fra DR, fordi politiet vil have deres kilder. Ingen ved om de har indhentet teledata. Men det kunne de snildt have gjort.

For at undgå at dommer og bistandsadvokat gennemskuer det, kan de sige at de efterforsker en læk, og i den forbindelse bede om en kopi af alle ansatte i PET’s teledata. Eller alle ansatte hos DR. Der er ingen særlig beskyttelse af journalisters teledata, og politiet er ikke forpligtet til at fortælle bistandsadvokaten at målet er en journalist eller en advokat.

Når politiet kommer med en liste telefonnumre er én indgrebsadvokat repræsentant for alle på listen. De får ikke nødvendigvis navne på indehaverne, og så kan de kun forsøge at google numrene selv.

Der er ingen effektiv kontrol med adgangen. Det er ét af mange områder i sagen om ulovlig logning hvor Menneskerettighedsdomstolen og EU-Domstolen flere gange har slået fast, at Danmark krænker ytringsfriheden.

Hækkerups rettelse

På baggrund af mit indlæg har ministeren bekræftet at journalisters teledata ikke er beskyttet. Han fremhæver at regler om vidneundtagelse bl.a. skulle forhindre indsigt i journalisters opkaldshistorik, men bekræfter at en tilsvarende beskyttelse for geografiske data ikke eksisterer. Med mindre journalisten driver et teleselskab hvor alle kilder er kunder. Spørgsmål 27.

Løgn nr. 2: Det er et vigtigt redskab for politiet

Det er den anden store løgn: At politiet ikke kan leve uden – og at forbrydere ville gå fri, hvis vi stoppede med at logge alle danskeres teledata. Efterforskeren på høringen havde en fin anekdote med. Men ingen lagde mærke til at 1) hele sagen var afhængig af at nogen havde set gerningspersonernes bil og 2) at alle teledata kunne være klaret med en hastesikring.

Ingen lande kan dokumentere flere opklarede forbrydelser, et fald i begåede forbrydelser eller nogen anden effekt af logning. I Nederlandene stoppede man i 2015, og det har ikke haft nogen effekt. I Danmark betød indførelsen ikke en stigning i antallet af forbrydelser.

På høringen havde Venstre – Danmarks liberale parti en ny variation: Lande der ikke logger har flere politifolk. Det tog ikke længe at finde denne statistik fra Eurostat. 

Men man skal huske at læse hvad der står med småt. Der står at Tyskland og Nederlandenes tal er inklusiv administrativt personale.

Hvis man tager det administrative personale med i de danske tal, har vi omtrent det samme antal betjente pr. 100.000 indbyggere.

Hækkerups rettelse

Da jeg offentligt havde udpeget Venstres retsordfører Preben Bang Henriksens fejl, valgte ordføreren at spørge ministeren om Rigspolitiet vil have flere penge, hvis man afskaffer logning. De svarede “ja”. Det kunne være interessant at spørge alle offentlige forvaltninger om de vil have flere penge. Spørgsmål 30.

Løgn nr. 3: Lovforslaget er en indskrænkning

Der står i lovforslaget at man fortsætter den totale overvågning af alle. Uden den uafhængige domstolskontrol som menneskeretten kræver. Derudover udvider man politiets adgang til data.

Man skal være mere end almindelig påvirket for ikke at se det som en udvidelse.

Dette punkt er interessant, for det er en overtrædelse af grundlovens § 3, som vi så det med Tvind-loven. Lovteksten lægger op til at det er en uafhængig vurdering (af justitsministeren), men man henviser samtidig til at Center for Terroranalyse allerede har sagt at truslen er tilstrækkelig til at fortsætte. Det betyder en sammenblanding af den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende.

Hækkerups rettelse

Ministeren forholder sig ikke til denne påstand.

Løgn nr. 4: Teleskandalen fandt ingen fejl

Teleskandalen handlede om, at politiet havde ændret beviser, bl.a. for at strømline dem, og at anklagerne havde løjet teledata mere præcise end de reelt er. Man lovede at undersøge om teledata nogensinde havde været afgørende for en sag, og man fandt ikke én eneste sag, hvor det var tilfældet. Derfor er det absurd at påstå, at alle anekdoterne om opklarede sager fra Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, var afhængige af teledata. Hvis det var tilfældet, skulle de dømte jo have kompensation.

Jeg har diskuteret det meget med bl.a. min gamle professor Jørn Vestergaard, som sad i kontroludvalget. Hvorfor fandt de ingen sager?

Her er det vigtigt at forstå forskellen på Danmark og demokratiske retsstater. I Danmark må man gerne bruge ulovlige beviser, og hvis politi og anklager ikke overholder den sigtedes retssikkerhed kan det ikke føre til frifindelse.

I Tyskland, England, Frankrig og USA ved I ellers fra film og TV, at alle beviser kan smides ud, hvis de stammer fra en ulovlig handling foretaget af politiet. Og at man er meget opmærksom på at beviser ikke må forandres.

Menneskerettighedsdomstolen skal bevæge sig imellem de to ekstremer, og derfor har vi i Danmark praksis for, at folk der dømmes med ulovlige beviser, eller som er offer for ulovlige tilsidesættelser af deres retssikkerhed, har adgang til strafnedsættelse eller økonomisk kompensation.

Teleskandalen burde altså have medført, at indsatte fik nedsat deres straf, og at folk der havde afsonet fik en økonomisk kompensation. Jeg var til den lukkede tekniske gennemgang hos Rigspolitiet, og både politi og Rigsadvokaten var enige i, at det var den oplagte konklusion.

Men hvorfor er det ikke sket? Det spurgte jeg Jørn om, og han svarede at kommissoriet udelukkende bad dem vurdere om Den Særlige Klageret ville lade nogen sag gå om. Det er praktisk umuligt, så resultatet var givet på forhånd.

I Danmark går en sag kun om, hvis man er medlem af Folketinget, eller den sande gerningsmand i medierne tager ansvar for en forbrydelse og fremlægger dokumentation for sin skyld.

Hækkerups rettelse

Justitsministeriet kan “i øvrigt ikke genkende udlægningen af den Uafhængige Kontrol- og Styregruppes undersøgelse af teledatasagen”. Spørgsmål 47.

Jeg ved ikke hvorfor ministeren ikke kan genkende min udlægning af teleskandalen. På intet tidspunkt havde kontrolgruppen adgang til de rå data, og hele gennemgangen blev udført af den myndighed som havde begået fejlen. Jeg har været i dialog med medlem af kontrolgruppen Jørn Vestergaard, som understregede at de udelukkende kiggede på chancen for at Den Særlige Klageret ville omgøre sagerne.

Det er ubestridt at Rigspolitiet forandrede beviser, og at hverken forandrede eller ulovligt indhentede beviser er nok til at en sag skal gå om i Danmark. Hvis man ikke er medlem af Folketinget.

Løgn nr. 5: Overvågning er ikke overvågning

Ministeren har for nyligt forsøgt ny absurd påstand: Det er først overvågning, når staten modtager data fra teleudbydere. Det er et argument som skiftende danske regeringer har prøvet ved Menneskerettighedsdomstolen og EU-Domstolen, og det er altid blevet stemt ned. Som jurist og tidligere forbrugerombudsmand Henrik Øe sagde på høringen har det været i Storkammeret, og dommerne har aldrig været i tvivl.

Det er således objektivt løgn, når Venstre og Socialdemokratiet påstår at logning ikke er overvågning. Det skriver EU-Domstolen bl.a. i La Quadrature du Net-dommen:

– Det er desuden ikke afgørende, om de lagrede data efterfølgende anvendes, idet adgangen til sådanne data, uanset hvorledes disse data efterfølgende anvendes, udgør et særskilt indgreb i [retten til privatliv].

Bemærk at logning er ét indgreb i bl.a. ytringsfriheden og retten til privatliv, og statens adgang til data er et andet indgreb.

Her fra Tele2-dommen om hvorfor det er en krænkelse af ytringsfriheden:

– Det indgreb i de grundlæggende rettigheder fastslået i chartrets artikel 7 og 8 [privatliv og familieliv samt beskyttelse af personoplysninger], som en sådan lovgivning indebærer, er meget vidtrækkende og må anses for at være særligt alvorligt. Den omstændighed, at lagringen af data finder sted, uden at brugerne af de elektroniske kommunikationstjenester oplyses herom, er egnet til at skabe en følelse hos de berørte personer af, at deres privatliv er genstand for konstant overvågning.

Denne artikel fra DR blev desuden ændret efter henvendelse fra Justitsministeriet, herunder en trussel om at udeblive fra P1 Morgen.

Hækkerups rettelse

Ministeren erkender at have kontaktet DR for at få artiklen rettet, men afviser at skulle have truet. Det sagde journalisten ellers til mig. To gange. Spørgsmål 60.

Løgn nr. 6: Staten blev frifundet i landsretten

Ministeren kan godt lide at sige, at de blev frifundet i den sag, som vi i Foreningen Imod Ulovlig Logning førte i Østre Landsret. Det er både rigtigt og forkert. Kammeradvokaten fik overtalt landsretten til at afvise at kigge på menneskeretten, fordi de ikke mente at det var deres opgave. Men Kammeradvokatens påstand blev også afvist.

Retten sagde i stedet, at domstolenes opgave var at sikre, at intet teleselskab dømmes for at standse logningen. Ja, de mente at det er op til teleselskaberne at standse en overvågning, som alle erkender er i strid med borgernes rettigheder.

Det er en absurd situation, og jeg forstår, at Hækkerup regner med at tabe i Højesteret. Som I sikkert ved, er EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheders artikel 47, at alle borgere skal have adgang til effektiv domstolsprøvelse af indgreb i vores rettigheder.

Hvis landsrettens dom fik lov at stå ved magt, kunne staten outsource alle krænkelser. Privat politi kunne torturere sig til svar, og private fængsler kunne skaffe besværlige personer af vejen. Landsretten mener jo, at de kun skal forhindre, at leverandørerne bliver straffet for ikke at levere.

Spørgsmålet i sagen var, om logningsbekendtgørelsen er ugyldig eller uanvendelig. Vi påstod ugyldighed, landsretten sagde at bekendtgørelsen er uanvendelig.

Det vil sige, at ingen kan straffes for ikke at logge. Det var den situation som ministeren selv anerkendte i foråret 2021, men i realiteten opfatter telebranchen ministerens indrømmelse som et påbud om at blive ved.

Hækkerups rettelse

Ministeren mener at logningsbekendtgørelse er fuldt gyldig, men at den ikke kan anvendes. Spørgsmål 46.

Det er uklart hvad ministeren mener med dette svar. På den ene side forpligter logningsbekendtgørelsen teleselskaberne til at logge, men på den anden side kan de ikke straffes for at lade være, fordi logningsbekendtgørelsen er uanvendelig. Er det kun straffebestemmelsen som er uanvendelig?

Ministeren henviser til Østre Landsrets dom i vores sag, hvor landsretten hverken gav ministeren eller os ret, og i stedet fandt at borgere ikke har adgang til domstolskontrol med indgreb i borgernes menneskerettigheder.

Løgn nr. 7: Det haster!

Ministeren siger, at det haster med loven, fordi der kan være en periode imellem at vi i Foreningen Imod Ulovlig Logning vinder i Højesteret og at logning bliver genindført. I den periode vil der ikke være lovlig grund til at logge. Men det er der heller ikke nu.

Både landsretten og ministeren har sagt at branchen ikke behøver at logge. Vi er derfor allerede i den situation, som ministeren bruger som et argument for at haste loven igennem.

Her fra ministerens indlæg til Højesteret. Der er ingen grund til at behandle sagen i sin helhed, for logning er jo allerede blevet stoppet.

– Indstævnte [ministeren] fastholder den nedlagte afvisningspåstand. Efter indstævntes opfattelse er det nu nærliggende, at appellanten først uddyber, hvad der skal forstås ved ”uanvendelighed”, og hvorledes det adskiller sig fra den nuværende situation, hvor bekendtgørelsen ikke håndhæves.

Hækkerups rettelse

Ministeren forholdt sig ikke til denne påstand.

Opsummerende

Jeg afsluttede mit indlæg med at minde Folketinget om at Danmark har afgivet suverænitet til EU, bl.a. når det handler om telekommunikation. I EU gælder Charteret og derfor kan ingen vedtage love eller bekendtgørelser som strider imod det. Det har I gjort alligevel. Et stort flertal er ligeglade med ytringsfriheden, når den ikke bruges til at chikanere minoriteter.

Vi håber, at Højesteret vil minde jer om at I skal overholde Grundloven. Hvis I vil fravige EU’s menneskerettigheder på et harmoniseret område skal I først melde landet ud af EU.

På samråd om lovforslaget bad Nye Borgerliges Pernille Vermund ministeren holde op med at kalde menneskerettigheder “borgerlige rettigheder”. For hun vil ikke tages til indtægt for at støtte borgernes liberale frihedsrettigheder.

Det siger meget om tilstanden.