Tilgængeligheden af energi har revolutioneret menneskehedens udvikling gennem de sidste århundreder. Nye energikilder som fossile brændstoffer, atomkraft, vandkraft og nu også vedvarende energiteknologier har ændret både mængden og måden, vi producerer og forbruger energi på.  Globalt set er energiforbruget steget markant siden den industrielle revolution. Fra omkring 1940 har udviklingen virkelig taget fart. Forbruget er steget med en faktor 9.

Primært energiforbrug, som inkluderer elektricitet, transport og opvarmning, varierer kraftigt fra land til land. Store energiforbrugere som Island, Norge, Canada og rige lande i Mellemøsten har et gennemsnitligt energiforbrug per person, der er op til 100 gange højere end i verdens fattigste lande. Mange fattige lande mangler dog præcis data, da deres energiforbrug hovedsageligt baseres på biomasse og ikke-kommercielle energikilder.

Figur 1: Kina og USA er med afstand de største energiforbrugere

Selvom det globale energiforbrug stiger, sænkes vækstraten og er nu på 1-2 % årligt. Rigere lande forsøger at reducere deres energiforbrug ved at forbedre energieffektiviteten, mens forbruget fortsat vokser i økonomisk udviklende nationer.

Historisk udvikling af det globale energimix

Siden 1800-tallet har verdens energiforbrug gennemgået markante skift:

• Traditionel biomasse: Indtil midten af det 19. århundrede var brændstoffer som træ og trækul de primære energikilder.
• Kul: Med den industrielle revolution steg kulforbruget markant og blev den dominerende energikilde.
• Olie og naturgas: I det 20. århundrede blev olie og senere naturgas centrale energikilder.
• Kerneenergi og moderne vedvarende energi: Fra 1960’erne blev kernekraft introduceret, og siden 1980’erne er vedvarende energikilder som vind og sol blevet en del af energimixet.

Historisk set har overgangen mellem forskellige energikilder været langsom, hvilket understreger de udfordringer, der er forbundet med en hurtig overgang til lavemissionsenergikilder i dag.

Nuværende globale energimix

Den nuværende globale energisammensætning er som følger:

• Fossile brændstoffer: Olie er den største energikilde, efterfulgt af kul og naturgas.
• Vedvarende energi: Vandkraft er den mest betydelige vedvarende energikilde, men andre kilder som vind, sol og bioenergi accelereres. De er dog for nærværende en mindre det af verdens totale energimix.
• Kerneenergi: Bidrager til det globale energimix, men det er en lille del – betydelig mindre end f.eks. energi fra vind.

Der er betydelige variationer mellem lande i deres energisammensætning, afhængigt af lokale ressourcer og energipolitikker. Væksten i energiforbrug var kraftigst fra 1965 – 1980, hvor velfærdssamfundene blev opbyggede. Herefter fra millennium, hvor globaliseringen satte ind. Faldene i vækst kan kædes sammen med økonomiske kriser og pandemi.

Figur 2: Man kan tydelig se verdens konjukturer i ændret energiforbrug.

Globale tendenser i elektricitetsproduktionen

Elforbrug udgør kun en del af det samlede energiforbrug, og ligesom det totale energi-forbrug varierer el-forbruget og produktion af el betydeligt landene imellem. For eksempel er Island, Norge og Canada blandt de største elproducenter per person. I nogle af verdens fattigste lande er elforbruget derimod under 100 kilowatt-timer per person årligt.

Figur 3: Her stikker Kina af som den største producent af elektricitet. Midlet er kulkraftværker.

Siden 1985 har der været en markant stigning i den globale elektricitetsproduktion, drevet af økonomisk vækst og øget energiefterspørgsel. Kul og naturgas har traditionelt været de dominerende kilder til elektricitet, men der har været en betydelig vækst i vedvarende energikilder som vind og sol, især i de seneste årtier, hvilket har øget deres andel af den globale elektricitetsproduktion.

• Kul: Historisk set den største kilde til elektricitet, men dens totale andel er faldende på grund af miljømæssige bekymringer og skiftende energipolitikker.
• Naturgas: En fleksibel energikilde med lavere CO₂-udledning end kul, hvilket gør den til en populær energikilde i mange regioner.
• Kerneenergi: Bidrager med en stabil andel af elektriciteten, men væksten er begrænset af høje omkostninger og offentlig modstand i visse områder. Tyskland lukkede f.eks. deres atomkraftværker og lider stærkt under den beslutning, som de ikke vil omgøre for nærværende. Frankrig vil modsætningsvis fremover satse på kernekraft, der jo ikke udleder CO2.
• Vandkraft: Den største vedvarende energikilde, især i lande med store vandressourcer, men vækstpotentialet er begrænset af geografiske og miljømæssige faktorer.
• Vind og sol: De hurtigst voksende energikilder, drevet af faldende omkostninger og teknologiske fremskridt, hvilket har øget deres bidrag til den globale elektricitetsproduktion.

Europa har set en markant stigning i vedvarende energi, især vind og sol, som følge af ambitiøse klimamål og politiske incitamenter.

I Nordamerika er naturgas dominerer i elektricitetsproduktionen, men der er en stigende integration af vedvarende energikilder.

Asien anvender stadig kul som den primære energikilde, især i Kina og Indien, men der er en voksende investering i vedvarende energi.

Fremtidige perspektiver

For at reducere drivhusgas-emissioner er det afgørende at øge andelen af vedvarende energikilder i elektricitetsproduktionen. Som enhver snart burde vide, er vind og sol volatile energikilder, der ikke kan stå alene. Det mest logiske er at supplere med kernekraft, der er den eneste regulerbare og konstante energikilde, der ikke giver udledning af CO2. Fremskridt inden for energilagring og smart grid-teknologier vil spille en rolle i integrationen af variable vedvarende energikilder som vind og sol.

Vurderes helheden er der lang vej for den grønne omstilling, der jo baserer sig på antagelsen om, at menneskerne er eneansvarlige for de klimaforandringer vi er vidner til. Da man realistisk set ikke er i stand til at ændre energimix i hele verden i en rimelig fremtid, ser mange politikere en løsning lokalt i at skabe f.eks. kunstige skove, der kan absorbere CO2 (voldsomt energikrævende.)

I stedet skulle man nok arbejde med en plan om at imødegå konsekvenserne af klimaændringer ved at bygge diger, regnvandsafledning og tilsvarende. Verden er ikke ved at gå under og vi må forholde os til de udfordringer, klimatiske forhold giver os – som menneskeheden altid har gjort.