Referat afslører: Frygten for ”cluster 5” var stærkt overdrevet

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

[vc_row][vc_column][vc_column_text]Mette Frederiksens frygt for cluster 5-mutationen i danske mink havde ikke hold i virkeligheden, afslører et internt referat.
Af Simon Riedel, simon@indblik.net
Statsminister Mette Frederiksen sagde i november at den nye danske minkmutation cluster 5 kunne betyde, at pandemien kunne starte forfra, fordi mutationen skulle være modstandsdygtig mod vacciner.
Det skulle være besluttet på baggrund af en risikovurdering fra Statens Serum Institut.
Men det viser sig nu, at Sundhedsstyrelsen ikke mente det samme. Det viser et referat fra krisestaben National Operativ Stab (NOST).
På et lukket møde otte dage efter pressemødet udtalte en repræsentant fra NOST at der var behov for at forklare omverdenen, hvad cluster 5 faktisk var, skriver B.T., der har gravet historien frem.
“Der var ikke tale om et muligt ‘Wuhan 2’-udbrud, og situationen var ikke så alvorlig, som myndighederne først havde meldt ud,” fortalte lægen.
B.T. havde efter aktindsigt modtaget mødereferatet fra Rigspolitiet, dog var fristen på 49 dage overskredet.
Sundhedsstyrelsens vurdering var altså i direkte modstrid med Mette Frederiksens og direktør for Statens Serum Institut Kåre Mølbaks udtalelser på pressemødet, hvor han sagde;
“Worst case er, at vi har en pandemi, der starter forfra igen med udgangspunkt i Danmark. Det er det, der gør, at vi skal tage det her ekstremt alvorligt, sagde Kåre Mølbak ifølge B.T.
Mette Frederiksen understregede situationens alvor med:
”Og hvad værre er – og det er meget, meget alvorligt… Derved kan muteret virus hos mink have voldsomme negative konsekvenser for hele verdens håndtering af den igangværende pandemi.”
Og det var ikke noget, hun på daværende tidspunkt havde dokumentation for.
DR har tidligere afsløret, at statsministeren ikke havde fået Lægemiddelstyrelsens vurdering af truslen fra mutationen, før hun tog beslutningen om at aflive alle danske mink.
Og vurderingen af, at Nordjyllands minkfarme skulle blive de nye Wuhans madmarkeder, blev få dage senere modsagt af både uvildige eksperter og Lægemiddelstyrelsen.
Lægemiddelstyrelsen, der er Danmarks ledende organ i forhold til vacciner, gav allerede den gav 9. november vurderingen, at mutationen ikke var en trussel mod vacciner.
Tre dage senere, 12. november, blev der holdt møde i NOST, krisestaben bestående af en række styrelser og efterretningstjenester.
På mødet var styrelsens primære fokus dog ikke mutationen, men derimod Danmarks store beholdning af mink, som derved kunne føre til øget smitte blandt mennesker.
”Sundhedsstyrelsen oplyste, at der dog ikke er tale om et muligt ”Wuhan to” udbrud,” fremgår det af referatet.
Søren Brostrøm sagde på pressemødet den 10. november at essensen i aflivningen af mink var at dyrene smittede hinanden ekstremt nemt, og at smitten spredte sig til mennesker i Nordjylland. Han tilføjede dog, at det var ”korrekt”, at Statens Serum Institut gav udtryk for bekymring over minkmutationerne.
En følgegruppe i Folketinget bestående af alle partiernes sundhedsordførere blev løbende orienteret af sundhedsmyndighederne om udspredningen af corona.
Flere af medlemmerne er i dag overraskede over at de ikke tidligere har modtaget Sundhedsstyrelsens vurdering af cluster 5, for den blev ikke formidlet til dem, skriver B.T.
“Det er ekstremt ansvarspådragende, at vi aldrig fik det at vide. Det viser, at det var en fuldstændig overilet beslutning, som statsministeren traf, og som byggede på et meget spinkelt grundlag,” udtalte sundhedsordfører Per Larsen (K) til B.T.
Prisen for nedlukning af minkerhvervet har kostet op mod 18,8 milliarder kroner, som staten skal betale i erstatning til minkavlerne.
Til april skal en granskningskommission undersøge hele forløbet om minksagen og Mette Frederiksens ulovlige ordre om aflivning af alle mink. Ordren vurderes ifølge flere juridiske eksperter at være et brud på Grundloven.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?