Politiet er færdige med at forsøge at gendanne de slettede SMS’er i minksagen, men regeringen nægter at svare på, om det er lykkedes.
Af Benjamin Vejsager, benjamin@indblik.dk
Det skriver B.T.
I slutningen af oktober kom det frem, at statsminister Mette Frederiksen (S), stabschef Martin Justesen, departementschef Barbara Berthelsen og departementsråd Pelle Pape alle havde en funktion på deres arbejdstelefon, der automatisk slettede SMS’er efter 30 dage.
En funktion, som var meget ubelejlig i forhold til Minkkommissionens arbejde, da det betød, at der var SMS’er som grundet sletningen, ikke var blevet udleveret endnu.
Af den grund fik politiets teknikere til opgave at forsøge at genskabe disse SMS’er , som de nu – her lidt over en halv måned senere – er færdige med.
Dog kan man læse på B.T., at justitsminister Nick Hækkerup (S) nægter at svare på, hvorvidt det er lykkedes politiet at få genskabt de slettede SMS’er.
Det oplyser Justitsministeriet til pressen fredag.
– Politiets teknikere er nu færdige med at forsøge at genskabe materiale fra de indleverede enheder. I det omfang det måtte være lykkedes at genskabe sms-beskeder fra perioden april til december 2020, vil det kræve en manuel gennemgang heraf med henblik på at identificere, om der er genskabt materiale af relevans for kommissionens arbejde.
– Minkkommissionen, Justitsministeriet og om muligt de pågældende personers bisiddere vil nu drøfte den videre proces herfor. Det er således endnu ikke muligt at oplyse, om det er lykkedes at genskabe relevant materiale. Justitsministeriet har ikke på nuværende tidspunkt yderligere kommentarer.
Justitsministeriets tavshed har været genstand for en del kritik fra andre politikere på borgen. Bl.a. er Radikale Venstres retsordfører Samira Nawa bestemt ikke tilfreds.
På sin Twitterprofil skriver hun således:
– Politiet er færdige med at forsøge at genskabe slettede sms’er – det er vel ikke for meget forlangt, at vi i @radikale så også får svar på, hvorvidt det er lykkedes! #dkpol
Politiet er færdige med at forsøge at genskabe slettede sms’er – det er vel ikke for meget forlangt, at vi i @radikale så også får svar på, hvorvidt det er lykkedes! #dkpol https://t.co/mbeDV1Ts1w
— Samira Nawa (@SamiraNawa) November 15, 2021