Regeringen vil opruste smitteopsporing med 700 mand

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Arbejdet med at opspore kontakter til coronasmittede danskere skal styrkes.
Det mener regeringen, som vil bede administrationsselskabet ATP om hjælp.
Planen er, at ATP skal stille 700 medarbejdere til rådighed og etablere et callcenter, der skal styrke arbejdet.
Det oplyser Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Regeringen vil inddrage Folketinget i det videre arbejde, oplyses det.
Den er dog klar med økonomien, så ATP kan gå i gang med at forberede etableringen af callcenteret.
Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har smitteopsporing ikke fungeret godt nok.
Blandt andet kunne den i december ikke følge med smitteudviklingen.
Berlingske har tidligere afdækket, at smitteopsporingen ikke en eneste dag i december nåede det mål, regeringen havde sat.
Målet var dagligt at kontakte 3000 smittede med covid-19. Mange blev dog først kontaktet, flere dage efter at de var konstateret smittet.
– Derfor har vi brug for markant oprustning med nye kræfter, der har konkret erfaring med den slags arbejde, nu hvor vi ruster os til en situation, hvor de mere smitsomme mutationer tager over.
– Vi rykker nu med en markant skærpelse af smitteopsporingen, så den reelt vil være parat til at løfte denne vigtige del af epidemikontrollen fremover, siger han i meddelelsen.
Regeringen vil afholde løn og omkostninger til de 700 medarbejdere. De ansattes i nyoprettede stilling i Udbetaling Danmark under ATP.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) glæder sig over, at ATP er parat til at hjælpe.
– ATP har stor erfaring med at oprette og styre callcentre, der kræver, at mange er klar ved telefonenerne. Det er der brug for.
– Vi vil inddrage Folketinget i det videre arbejdet, siger han i meddelelsen. Han uddyber ikke, hvad der konkret menes.
/ritzau/

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.