Regeringsgrundlaget: Væksthus eller korthus?

Så er det jul og ønskesedlernes tid. Sådan en har den nye regering også lavet i de mange uger siden folketingsvalget.
Hør artikel

Det nye regeringsgrundlag er optisk imponerende, men dokumentet er ikke andet end en hensigtserklæring om, hvad man planlægger og håber at opnå. Altså en bøn til julemanden. Ambitionsniveauet er der ikke noget i vejen med. Regeringen vil gennemføre en skattereform, en genopretning af forsvaret, større udbud af arbejdskraft, pensionsreform og nedlæggelse af jobcentrene. Også en sundhedsreform, arbejdspligt for migranter og opstramning af de akademiske uddannelser står på ønskesedlen.

Næppe er planen blevet præsenteret for offentligheden, før kritikken hagler ned over Mette Frederiksen & CO. Vores aviser, DR og TV2 er som bekendt blevet pr-platforme for de hellige bevægelser i den politisk korrekte del af samfundet, har ladet en lavine af vrede skylle ind over den nye regering.  LO raser over fjernelsen af Store Bededag og mod pensionsreformen, der vil forlænge nedslidte arbejderes tid på arbejdsmarkedet til en ringere pension, når de endelig får den. De røde partier beskylder regeringen for at øge uligheden, og kvindebevægelsen hyler op om alt for få kvindelige ministre. De forenede klimastormtropper klager over regeringens lave ambitionsniveau i klimakampen, selv om Danmark nu efter planerne skal være ’klimaneutralt’ i 2040. Regeringen må altså være af den opfattelse, at hvis Danmark har neutraliseret udledningen af CO2 til den tid, vil klimaet forholde sig i ro og ikke genere os med temperaturstigninger, skybrud, tørke, hagl, græshopper og frøers mængde.

Den mere tænksomme del af befolkningen har heller ikke været udelt begejstret for regeringsgrundlaget. CEPOS mener, at reformpakken er uambitiøs med en alt for lav effekt på jobskabelsen, og den tidligere overvismand Michael Svarer mener, at regeringsgrundlaget bare er de forlængede brædder af de sidste 30 års regeringspolitik. Han konstaterer, at skattereformen giver tyndt udsmurte lettelser til næsten alle uden den store effekt. Også tænketanken Kraka er ude med riven med en udtalelse om, at den nye regerings planer ikke er fundamentalt anderledes i forhold til den politik, vi har set siden 90erne. Man kunne således forvente, at lige meget hvilken plan, regeringen havde lagt frem, ville den blive beskudt fra alle kanter. Det vigtigste spørgsmål er imidlertid, hvilken politik, vi havde fået, hvis Mette Frederiksen havde valgt at fortsætte med støtte fra de røde partier. Ingen af de varslede reformer ville have haft en kinamands chance. SF og Enhedslisten ville aldrig have godkendt skattereformen, pensionsreformen og genskabelsen af forsvaret, men ville have gennemtvunget et vanvidsprojekt om en bekæmpelsen af CO2-udledningen til en pris på mange milliarder kroner. Landbruget ville blive kvalt i CO2 afgifter. Ubegrænset indvandring og stop for benzindrevne køretøjer. Det slap vi dog for.

Næste afgørende spørgsmål er, om regeringsgrundlaget kunne være realiseret gennem de sædvanlige kompromiser mellem regering og opposition. Her er svaret nej. Der er forskel mellem en flertalsregering, der står sammen og et forhandlingsresultat mellem røde og blå partier. Også fordi et rødt regeringsgrundlag ville være en håndfæstning for Mette Frederiksen, der ville forhindre hende i at acceptere borgerlige elementer i lovgivningen. Vi står således ikke i dag med den bedste af alle verdener, men med det bedste af, hvad vi kunne få. Regeringen skal derfor bedømmes på, hvor stor den del af ønskesedlen, der går i opfyldelse. Flertallet er på plads, så der er ingen undskyldning for at ryste på hånden, når planerne skal omsættes til praktiske reformer. Der kommer utvivlsomt et voldsomt pres på regeringen for at udtynde eller neutralisere regeringsgrundlaget. Presset kommer fra fagbevægelsen, det kommer internt fra regeringspartiernes politiske baglande, og det kommer fra den dybe stat, der især med næb og klør vil modsætte sig enhver nedlæggelse af offentlige arbejdspladser. Aflivningen af jobcentrene kan derfor have lange udsigter. NGO’er af alle slags vi mase på for mere klimakamp, grøn omstilling og flere kvinder i regering, bestyrelser og offentlig ledelse.

Viljen ser Vorherre på, men han er også den eneste, der gør det. Den nye regering bliver ikke bedømt for indsatsen, men på resultatet. Kan Mette Frederiksen holde sammen på tropperne og gennemføre det planlagte reformprogram til trods for det enorme pres og kritik, der venter fra politikere, kommentatorer og medier, vil det være en politisk præstation uden sidestykke i nyere tid. Kikser det, og bryder regeringssamarbejdet sammen eller løber ud i ingenting, vil Mette Frederiksen og Lars Løkke dog få anerkendelse, fordi de turde vove forsøget. For Jakob Ellemann vil det være slut på hans politiske karriere, fordi han bliver gjort til syndebukken, der løb fra alle løfter og satte det borgerlige Danmark på ophørsudsalg.  Politik er et blodigt håndværk.

KAN DU LIDE, HVAD DU LÆSER?

Det koster penge at lave kritisk journalistik. Som medlem er du med til at sikre, at vi på Indblik kan gøre det, vi er bedst til: At lave journalistik og skabe debat, der udfordrer konsensus i det øvrige mediebillede og i dansk politik.

Fik du læst?