Lige nu er der overarbejde i Statsministeriet. Der skal slettes sms´er og mails. Pegefingeren bliver øm og overanstrengt af at trykke på delete-knappen. Det digitale samfund kræver ikke makulator eller brændeovn. Måske taber højtstående medarbejdere deres mobil i Frederiksholms Kanal i håb om at det er verdenshavet, som sletter alle spor.

Der må ikke kunne påvises nogen sammenhæng mellem regering og Statsministerium og så processen mod tidl. forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og tidl. chef for PET og FE Lars Findsen. Det skete alt sammen på statsadvokatens og anklagemyndighedens eget initiativ. Også selvom Højesteret konkluderede, at sagen mod Claus Hjort Frederiksen var politisk.

Efter at statsadvokaten har frafaldet anklagerne mod Hjort og Findsen, henstår oprydningen. Hvordan kunne det komme dertil? Hvis der ikke var tilstrækkelig fugls føde på anklagerne, hvordan kunne Lars Findsen så blive arresteret af Politiets Aktionsstyrke, lagt i håndjern og sidde bag tremmer i 71 dage i Hillerød arrest?

Både Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen har antydet, så meget som de kan tillade sig, at sagen går op til den øverste embedsmand i Statsministeriet. Det lå mellem linjerne med navns nævnelse i Findsens bog Spionchefen. Erindringer fra celle 18.

Det samme påstod tidl. juraprofessor Eva Smith. ”Hvis jeg har ret i, at Findsen har en personlig fjende, der står bag de uforståelige ydmygelser af Findsen, er sagen dybt foruroligende. Det betyder, at nogle udnytter det danske retssystem til en personlig vendetta. Det kaldes magtfordrejning i det juridiske system” (Berlingske 18/8 2022).

Vi må håbe, at der kommer en grundig oprydning og afklaring af beslutningsprocessen bag anklagerne mod Hjort og Findsen.

Det er i sig selv uhyggeligt, at anklagemyndigheden kan tiltale en eks-minister og topembedsmand for formelt set landsforræderi med en straframme på 12 år. Og at Højesteret så efterfølgende med sin afgørelses konsekvens reelt frikender de samme personer.

Hvordan kan statens højeste myndigheder og de bedste juridiske hjerner nå til så forskellige resultater? Beror det kun på forskellige, kliniske juridiske vurderinger? Eller er der personlig vendetta bag, som Eva Smith påstod? Det sidste er naturligt nok den mest nærliggende forklaring på en sådan diskrepans, men vi tør næppe tænke tanken i vores kære Danmark.

Som Eva Smith skrev: ”Er det betegnelsen »rigets sikkerhed«, der har lammet alle? Jeg gør opmærksom på, at det er præcis de ord, der bruges i diktaturstater, når man fængsler modstandere og nægter at oplyse det nærmere indhold af sigtelserne.”

Sidst en person blev anklaget for landsforræderi efter samme paragraf som Hjort og Frederiksen var i 1980, hvor en vaskeægte spion med maskering og falsk navn blev afsløret og idømt 6 års fængsel, nemlig DDR-spionen Jörg Meyer. Jörg Meyer formåede at indynde sig hos en kvindelig ansat i Udenrigsministeriet og få hende til at udlevere fortroligt materiale. Og så turnerede han rundt i danske venstrefløjsmiljøer for at infiltrere alt og charmere sig, hvad han kunne, og det var let at finde venner og danne støttekomite. Se, det var en ægte spion!

At anklagemyndigheden kunne sætte Hjort og Findsen i samme juridiske bås som en ægte Stasi-agent, er den største æreskrænkelse. I det mindste må der komme et solidt civilt søgsmål fra Findsens side for uberettiget anholdelse og injurierende omtale.