Uffe Ellemann-Jensen var ikke bange for noget i sin kamp for frihed, og dermed blev han et forbillede for en hel generation af unge borgerlige.
Trods sin baggrund som cand.polit. blev han aldrig kendt som den store økonom. Ellemanns folkelige gennembrud skyldtes den indsats, han gjorde under den Kolde Krig. Han var en uforfærdet sabotør, der afslørede venstrefløjens hykleriske fredspropaganda i en tid, hvor mange mente, at Danmark skulle ”finlandiseres”, og Østersøen skulle være et fredens hav under sovjetisk kontrol.
I 1980erne forsøgte Schlüters firkløver-regering at genoprette dansk økonomi – med støtte fra det (dengang) temmelig pacifistiske Det radikale Venstre. I kampen for en bedre samfundsøkonomi kunne den unge økonom og tidligere Børsen-redaktør, Uffe Ellemann, måske have været selvskreven som finansminister. Men Venstres daværende formand, Henning Christophersen – også økonom – tog selv den tunge post, da de konservative rivaler greb ledelsen af regeringen. Som trøstepræmie landede udenrigsministerposten igen hos Venstre. Christophersen, som havde prøvet den før, lod den gå videre til partiets unge, smarte politiske ordfører. ”Mere Ellemann end Jensen,” sagde hans far, folketingsmand Jens Peter Jensen, lidt spydigt, for Uffe satte bestemt ikke sit lys under en skæppe. Han havde i bogstaveligste forstand høj cigarføring.
Udenrigsministeriet kunne være blevet en sand uriaspost, og var det måske også i starten. Den økonomiske genopretning havde førsteprioritet i partnerskabet med de radikale. Derfor måtte den borgerlige regering finde sig i, at selvsamme radikale støtteparti gik sammen med venstrefløjen og tilføjede Ellemann det ene udenrigspolitiske nederlag efter det andet.
Sovjetunionen og Østblokken truede de vestlige naboer med SS20-raketter. Og NATO valgte som modtræk af opstille krydsermissiler i Storbritannien og Vesttyskland. Det fremprovokerede en ivrig fredsbevægelse – i Vesten – som Sovjetunionen så sit snit til at inspirere og infiltrere. De fleste socialdemokratiske partier i Europa gennemskuede kynismen. Men de danske socialdemokrater hoppede gladelig på limpinden og flirtede med de såkaldte folkelige bevægelser. Det havde den rare bivirkning, at man af og til kunne lokke de radikale til at bringe Schlüters firkløver i mindretal – uden at regeringen dog trak sig af den grund.
Uffe Ellemann fik den utaknemmelige opgave at gøre gode miner til slet spil. Og lidt efter lidt fik han oparbejdet en anseelig samling ”næser” dvs. reprimander fra Folketingets venstreorienterede flertal. Hver gang sendte flertallet den borgerlige udenrigsminister til NATO-møde med det opdrag at fremsætte fodnoter, som kritiserede NATOs beslutning om udstationering af raketter, den såkaldte dobbeltbeslutning. Men hver gang gav Uffe Ellemann dobbeltbeslutningen lidt dobbeltspil med på vejen og erklærede sin uvilje mod fodnoterne. Deraf fulgte den ene ”næse” efter den anden. Æresnæser, kaldte Ellemann dem. Som gammel efterretningsofficer var han ikke i tvivl om, at Sovjetunionen var ondskabens imperium, og han opbyggede et tæt forhold til amerikanske venner, ikke mindst udenrigsminister George Schultz, der sikrede ham en audiens hos præsident Ronald Reagan. ”Når du kommer ind i det ovale kontor, vil han byde dig jellybeans, og så vil han observere, hvad du gør ved dem. Han vil bedømme din personlighed,” påstod Schultz (citeret frit efter min hukommelse engang Uffe fortalte historien). Uffe kom ind, blev budt jellybeans, tog dem op i en serviet og sorterede dem efter farve. Hvorefter Reagan udbrød: Har de også bundet dig den historie på ærmet!
Da Muren faldt i 1989, lå Uffe Ellemann sengeliggende med diskusprolaps – midt i sin stjernestund. Men iført en slags krave og stok, begav Ellemann sig til Berlin og fejrede kommunismens fald. Og derfra var han ustoppelig – næsten. Først overhalede Venstre rivalerne i Det konservative Folkeparti i kampen om lederskabet af den borgerlige fløj, godt hjulpet af tamilsagen, Engells betonklods og interne konservative lederopgør. Dernæst positionerede Ellemann sig som det liberale modsvar til Poul Nyrups socialdemokrater.
Det blev ligeved og næsten i 1998. Nyrup udstedte et efterlønsløfte, som han senere brød. Et af de færøske mandater gik til venstrefløjen, trods Uffes kærlighed til de nordatlantiske øer. Og folketingsvalget blev en uhyre snæver sejr til de røde. Uffe Ellemann gik af som Venstre-leder og overlod posten til Anders Fogh Rasmussen.
Selvom gamle politiske lederes påstår, at de skal ses men ikke høres, kunne Ellemann ikke nære sig for – mange år senere – at blande sig i debatten om Muhammed-tegningerne med et noget andet syn på ytringsfrihed end de øvrige borgerlige partier. Ellemann ville ikke provokere unødigt og tog afstand fra den disrespekt, han mente at tegningerne var udtryk for. Det kostede ham en hel del popularitet i borgerlige kredse, hvor man undrede sig over, at den gamle frihedskæmper var blød overfor totalitær islam, selvom han havde været hård overfor totalitær kommunisme.
Men Uffe Ellemann-Jensen var sin egen. Han lod sig ikke bøje af folkestemninger. Det er et særsyn i vore dage. Og derfor kan man ikke andet end respektere den faldne kæmpe.
Æret være hans minde.
