[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Sammensat svanesang for Søren Krarup

‘Dansk genmæle’ udgør afslutningen på Søren Krarups imponerende forfatterskab, oplyser forlaget. Det er en opsamling af gode tekster, men udvalget mangler fokus og perspektiv.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net
Det var ærgerligt, at det ikke kunne blive til en sidste bog fra Søren Krarups pen. Meget er ellers sket for relativt nyligt, som kunne være spændende at få pastorens replik til. Nu er det blevet til opsamlingen ’Dansk genmæle’ som en anden form for punktum efter det krarupske værk over seks årtier, hvor han blev en af meget få borgerlige intellektuelle, der rykkede ved noget i det moderne Danmark.
De 12 essays er tidligere bragt i Tidehverv, hvor Krarup i sin tid var redaktør, og de spænder fra 1996-2015, altså omkring Krarups tid som partipolitiker i Dansk Folkeparti plus et par år ekstra til hver side. Undervejs kommer vi godt rundt om de krarupske grundtemaer: fædrelandet, kirken, loven, vores opgave hver især at være jorden tro som et menneske i ansvar og skyld, osv.
Over for de grundlæggende dyder er skurkene selvfølgelig samarbejdspolitikere, kulturradikale, Systemet Politiken osv. Ikke så mange overraskelser hér, hvis man har fulgt med tidligere. Derfor burde det nu stadig fremgå, hvor præcis teksterne kom fra. Det gør det ikke, og det er en bevidst udeladelse, oplyser Forlaget Hovedland til nogen undren her på redaktionen.
Meningen med det hele
Også andre ting glimrer ved deres fravær. Jeg savner noget information om, hvem der har udvalgt teksterne i ’Dansk genmæle’ og med hvilken dagsorden. Så i udeblivelsen af et forord ud over nogle meget sparsomme linjer må vi selv spekulere over sammenhængen af stoffet (og, indirekte: berettigelsen af bogen).
Et godt bud på en fællesnævner er historieskrivning. Bogen åbner med essayet ’Det 20. århundrede’ og ser flere gange tilbage i tiden, og nogle af bogens mest harske udfald er rettet mod nogle af de historikere, til hvem Krarup nærer det inderligste ubehag: Bo Lidegaard og Søren Mørch.
Der er også afstikkere fra det tema, for eksempel essayet ’Vestlig / ikke-vestlig’, som i undertegnedes øjne er bogens bedste tekst. Her ser man den Søren Krarup, der som forfatter blev umulig at komme uden om, uanset om man kunne lide budskabet, eller man ikke kunne. ’Vestlig / ikke vestlig’ er konkret, overbevisende, svær at ryste af; spontant tænker man næsten, at den kunne tjene som en introducerende tekst for nye læsere udi det krarupske.
Den mørche side
Mindre indlysende er, at Krarup (eller forlaget?) har valgt at bringe et voldsomt udfald mod Søren Mørch fra 1996. Skønt det kun er et essay ud af 12, er det dog sidste kapitel i sidste bog i et knap 60-årigt forfatterskab og må som sådan påkalde vores opmærksomhed.
Hvis ’Vestlig / ikke-vestlig’ var Krarup i en skarp, kølig og mest vedkommende stund, er ’Med gåseleverpostej i mundvigene’ ren foragt, ikke kun serveret råt for usødet, men – og det er det værste – serveret uelegant. I Krarups udlægning er Mørch ”det indholdsløse menneske”, ”så uvidende som det pubertetsbarn, han minder så meget om” og mere af samme skuffe. Den spidse indignation, som var Krarups drivkraft i forfatterskabet, kunne også blive for meget af det gode.
Nej, det er ikke Krarups bedste essay. Omvendt var sidste kapitel en af de få dele af ’Dansk genmæle’, som jeg læste uden fornemmelsen af at have læst det før – enten fordi jeg vitterlig har læst teksten før, eller fordi Krarup efterhånden blev en sand mester i at hamre de samme pointer ind i folks hoveder på forskellige måder (denne konstatering lyder på overfladen kritisk, men indebærer en stor anerkendelse).[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_single_image image=”1936″ img_size=”600×375″ add_caption=”yes”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_empty_space height=”20px”][/vc_column][/vc_row][vc_row][vc_column][vc_column_text]De endnu ældre gamle dyder
Måske er dette paradokset for ’Dansk genmæle’: Som sagt kunne bogen vel agere egnet indføring i Søren Krarups grundtanker, men vil sjældent læses af folk, som ikke var bekendt med dem allerede. Folk, der læser bøger, har også læst aviser, hvori Krarup skrev noget af det samme og ikke synderligt anderledes end i Tidehverv. Et fromt ønske på den baggrund: Kunne vi ikke få noget, der gik endnu længere tilbage end 1996?
Denne min opfordring vil måske synes unfair. En bog skal i sagens natur bedømmes på, hvorvidt den kommer i mål med sit forehavende. Skønt ingen forfatter eller forlag har sat sig for at definere ’Dansk genmæle’, har man med valget af relativt nyere stof indlysende ønsket at skildre tankerne hos den (relativt!) ældre Krarup – ham, der gjorde reaktionen mod udlændingeloven af 8. juni 1983 til sit livsværk. Det var den Krarup, som vandt – nå ja, ikke det hele, men vigtige sager på visse steder.
Men når Krarup i det sparsomme forord siger, at ”det hele har for mig handlet om den i dette land og folk afgørende virkelighed, der hedder kristendom og danskhed”, så er det – ja, det er vel ikke løgn, men den fulde sandhed er det ej heller.
Superhits of the 70’s
Sagen er, at Søren Krarup har skrevet nærværende om meget, der ikke først og fremmest handlede om danskhed, udlændinge, islam eller kirkestof. Især tilbage i 1970’erne tog han part for familien mod staten og behandlersamfundet. Han var en kostelig kritiker af alt fra psykologer til Klaus Rifbjerg. Det var ikke helt ulig den kamp for frihed, som blev udtrykt af Mogens Glistrup eller Jørgen S. Dich eller Henrik Stangerup (selvom præsten næppe ønsker sammenligning med sidstnævnte).
Det var jo en kamp, som de tabte dengang, men det gør aldeles ikke deres pointer fra dengang uvedkommende. Her med den afslutning på Krarups forfatterskab og officielle liv, som ’Dansk genmæle’ skal markere, øjner man risikoen for, at den tidlige Krarup definitivt går i glemmebogen.
Jeg forstår, Tidehverv vil genudgive nogle af hans tidlige bøger. Kunne vi også få en nyredigeret opfølger med nogle udvalgte essays fra dengang, ville det være nyt og vedkommende stof for mange – og udgøre et passende nachspiel til at afrunde et respektindgydende livsværk. Bare husk at få nogen til at perspektivere teksterne.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]